Personlig samtale

Få en personlig og fortrolig rådgivningssamtale med en af vores frivillige rådgivere. Vi har rådgivninger i København, Odense, Aarhus og Aalborg, hvor du kan møde fysisk op. Hvis du bor langt fra en rådgivning, kan du booke tid til videorådgivning.

Om personlig rådgivning

Du kan få en personlig samtale med en af vores frivillige rådgivere. Den personlige rådgivning henvender sig både til dig, der er berørt af spiseforstyrrelse eller selvskade, og dig, som er pårørende. 

Vores rådgivere står klar til at tage godt imod dig, og sammen finder I ud af, hvad det især er vigtigt for dig at tale om. Der er afsat 45 minutter til samtalen. Hvis du ønsker det, kan du få en til to opfølgende samtaler hos den samme rådgiver.

Bestil tid

Du kan bestille tid til en personlig rådgivningssamtale via formularen herunder.

Hvis du er under 15 år, skal du følges af en forælder eller en anden myndig pårørende. Vedkommende behøver ikke at være med til selve samtalen, men kan vente i venteværelset.

Hvis du er forælder og ønsker at bestille en tid til din søn eller datter, er det vigtigt, at det sker efter aftale med vedkommende.

 

Du kan fx benytte vores personlige rådgivning, hvis du: 

  • Oplever at tanker om mad, krop og vægter fylder meget.
  • Gør skade på dig selv og søger støtte til, hvad du kan gøre herfra.
  • Er forældre, kæreste eller veninde til en, der er berørt af spiseforstyrrelse eller selvskade.
Rådgiveren var god til at lytte til mig og forstå min situation og samtidig at give rige råd og vejledning til, hvad jeg selv kan gøre ved det. Hun gav mig en tro på, at det nok skal blive bedre.
Bruger af den personlige rådgivning

Fortrolig rådgivning

For at du kan bestille tid til en personlig rådgivningssamtale , har vi brug for dit navn, telefonnummer og mailadresse. Du er derfor ikke anonym, når du benytter dette rådgivningstilbud.

Alle rådgivere har tavshedspligt samt underretnings- og afværgepligt. Hvis du er under 18 år, og rådgiveren bliver alvorligt bekymret for dig, er rådgivere forpligtet til at hjælpe dig og underrette din kommune. Rådgiverne er ligeledes forpligtet til at hjælpe dig, hvis dit eller andres liv er i fare.

Hvem kan få personlig rådgivning?

Den personlige rådgivning er for alle, der søger støtte og rådgivning om spiseforstyrrelser eller selvskade. Rådgivningen henvender sig både til dig, der er ramt af spiseforstyrrelse eller selvskade, og dig, der er pårørende.

Hvem kommer jeg til at tale med?

Alle samtaler varetages af en frivillig rådgiver. For at være rådgiver skal man være fyldt 23 år. Alle rådgivere har deltaget i et obligatorisk uddannelses- og oplæringsforløb, og der er altid en medarbejder til stede, som støtter de frivillige i at varetage samtalerne.  Til samtalen kan der desuden deltage en ny rådgiver, som er under oplæring. 

Bliver jeg registreret nogen steder?

Vores videnscenter fører statistik på alle rådgivningssamtaler. Det betyder, at rådgiveren efter samtalen registrerer ikke-identificerbare oplysninger såsom kønsidentitet, alder og årsag til henvendelsen.

Vi bruger statistikken til at dokumentere vores arbejde, søge midler og give berørte af spiseforstyrrelse og selvskade en stemme.

De oplysninger, du opgiver, når du bestiller din tid, slettes. 

Er der lang ventetid?

Nej, som regel vil vi have en tid til dig indenfor en uge, men vi kan i perioder have mange samtaler, som giver en smule ventetid. Derudover er der forskellige åbningstider i de enkelte rådgivninger.

Klageadgang

Vil du klage?

Det er vigtigt for os, at alle har en god oplevelse med at benytte vores rådgivningstilbud. Hvis du har haft en dårlig oplevelse, opfordrer vi til, at du sender en skriftlig klage og fortæller os om din oplevelse.

Hvad kan du klage over?

Du kan fx klage over:

  • At du har haft konkrete oplevelser med en eller flere rådgivningssamtaler, der ikke har levet op til det, vi stiller i udsigt på vores hjemmeside eller i andet præsentationsmateriale.
  • At du har modtaget decideret forkert eller misvisende rådgivning.

Hvem modtager klagen?

Din klage bliver modtaget af psykolog og rådgivningskoordinator Julie Kristensen, som også er ansvarlig for at behandle klagen.

Sådan sender du en klage

Klagen skal være skriftlig og kan sendes på mail eller med posten til:

Mail: jk@spiseforstyrrelse.dk. Skriv “Klage” i emnefeltet.

Postadresse:
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Att.: Julie Kristensen
Ryesgade 29, 2.
8000 Aarhus C

Vi opfordrer til, at din klage indeholder følgende information

  • Hvornår modtog du den rådgivning, du ønsker at klage over?
  • Hvad ønsker du at klage over?
  • Hvad kunne du have ønsket dig i stedet?

Hvornår får jeg svar på min klage?

Du får en kvittering på din klage via mail, så snart den er læst, og du får svar på din klage indenfor syv dage. Herefter sletter vi korrespondancen og dine informationer.

Er jeg anonym, når jeg klager?

Hvis du sender din klage fra en anonym mailadresse eller via post uden afsender, er du anonym. 

Hvis du opgiver dit navn, eller hvis det fremgår af din mailadresse, er du ikke anonym. Vi behandler din klage fortroligt og giver ikke dit navn eller andre personhenførbare oplysninger videre. 

Bemærk: Hvis du har sendt din klage med posten, kan vi kun besvare den, hvis du angiver dine kontaktoplysninger, fx en mailadresse eller en postadresse. Men det er naturligvis frivilligt, om du ønsker at opgive dit navn og dine kontaktoplysninger.