SMS-rådgivning

SMS-rådgivningen har åbent hver mandag og torsdag kl. 09.00-19.00 samt tirsdag og onsdag kl. 16.00-19.00. SMS gratis og anonymt til 7710 1818, så svarer vi dig hurtigst muligt.

Om SMS-rådgivning

SMS-rådgivningen er for alle, der søger støtte og rådgivning om spiseforstyrrelser og selvskade. Det er vores erfaring, at især børn og unge synes, det er hjælpsomt at sms'e med os, men alle er naturligvis velkomne til at benytte rådgivningstilbuddet. 

Med SMS-rådgivningen kan du hvor som helst komme i kontakt med en rådgiver - også selvom du ikke er alene. Det kan være, at du er i fritidsklub, på vej til læge eller til et familiearrangement. Ingen vil bemærke, at du har kontakt til en rådgiver, da alt dialog foregår via SMS.

Du kan fx benytte sms'en, hvis du: 

  • Har gjort skade på dig selv og savner en at tale med.
  • Oplever at tanker om mad, krop og vægt fylder meget.
  • Søger hjælp til at håndtere en spiseforstyrrelse eller selvskade.

Bemærk, at der kan gå lidt tid, imellem vi svarer på dine sms'er. Har du brug for hurtige svar, anbefaler vi dig at bruge telefon- eller chatrådgivningen. 

Jeg blev taget alvorligt, og vi snakkede om det, jeg gerne ville. Man kunne med det samme mærke, at det var en, der kendte til emnet. Jeg skrev med en rigtig sød rådgiver, der var lyttende og forstående. Det var virkelig rart.
Bruger af SMS-rådgivningen

Anonym rådgivning

SMS-rådgivningen er anonym. Det betyder, at rådgiveren ikke kan se dit telefonnummer, og at Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade heller ikke kan tilgå det i de bagvedliggende tekniske systemer.

Selvom rådgivningen er anonym, har rådgiverne afværgepligt. Det vil sige, at vi har pligt til at prøve at forhindre det, hvis dit eller andres liv akut er i fare.

Alle rådgivere har tavshedspligt. 

Hvad sker der, hvis jeg sender en SMS uden for åbningstiden?

Hvis du sender en SMS uden for vores åbningstid, vil du få et automatisk svar om, at SMS-rådgivningen er lukket, og hvornår vi åbner igen. Hvis du er i gang med en samtale, og rådgivningen er ved at lukke, vil vi altid bestræbe os på, at samtalen bliver sluttet godt af.

Hvem kommer jeg til at sms'e med?

Alle samtaler varetages af en frivillig rådgiver. For at være rådgiver skal man være fyldt 23 år. Alle rådgivere har deltaget i et obligatorisk uddannelses- og oplæringsforløb, og der er altid en medarbejder til stede, som støtter de frivillige i at varetage samtalerne. 

Bliver jeg registreret nogen steder?

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fører statistik på alle rådgivningssamtaler. Det betyder, at rådgiveren efter samtalen registrerer ikke-identificerbare oplysninger såsom kønsidentitet, alder og årsag til henvendelsen.

Vi bruger statistikken til at dokumentere vores arbejde, søge midler og give berørte af spiseforstyrrelse og selvskade en stemme.

Efter samtalen er afsluttet, vil du blive bedt om at bedømme rådgivningen, så vi hele tiden kan blive bedre. Samtalen slettes automatisk efter 30 dage.

Kan jeg sms'e med den samme rådgiver flere gange?

Nej, det er desværre ikke muligt. Det er forskellige rådgivere, der er på vagt, men de har alle sammen gennemgået det samme uddannelses- og oplæringsforløb, og de brænder for at støtte og lytte til dem, der kontakter os.

Klageadgang

Vil du klage?

Det er vigtigt for os, at alle har en god oplevelse med at benytte vores rådgivningstilbud. Hvis du har haft en dårlig oplevelse, opfordrer vi til, at du sender en skriftlig klage og fortæller os om din oplevelse.

Hvad kan du klage over?

Du kan fx klage over:

  • At du har haft konkrete oplevelser med en eller flere rådgivningssamtaler, der ikke har levet op til det, vi stiller i udsigt på vores hjemmeside eller i andet præsentationsmateriale.
  • At du har modtaget decideret forkert eller misvisende rådgivning.

Hvem modtager klagen?

Din klage bliver modtaget af psykolog og rådgivningskoordinator Julie Kristensen, som også er ansvarlig for at behandle klagen.

Sådan sender du en klage

Klagen skal være skriftlig og kan sendes på mail eller med posten til:

Mail: jk@spiseforstyrrelse.dk. Skriv “Klage” i emnefeltet.

Postadresse:
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Att.: Julie Kristensen
Ryesgade 29, 2.
8000 Aarhus C

Vi opfordrer til, at din klage indeholder følgende information

  • Hvornår modtog du den rådgivning, du ønsker at klage over?
  • Hvad ønsker du at klage over?
  • Hvad kunne du have ønsket dig i stedet?

Hvornår får jeg svar på min klage?

Du får en kvittering på din klage via mail, så snart den er læst, og du får svar på din klage indenfor syv dage. Herefter sletter vi korrespondancen og dine informationer.

Er jeg anonym, når jeg klager?

Hvis du sender din klage fra en anonym mailadresse eller via post uden afsender, er du anonym. 

Hvis du opgiver dit navn, eller hvis det fremgår af din mailadresse, er du ikke anonym. Vi behandler din klage fortroligt og giver ikke dit navn eller andre personhenførbare oplysninger videre. 

Bemærk: Hvis du har sendt din klage med posten, kan vi kun besvare den, hvis du angiver dine kontaktoplysninger, fx en mailadresse eller en postadresse. Men det er naturligvis frivilligt, om du ønsker at opgive dit navn og dine kontaktoplysninger.