Camilla Frederikke
Camilla Frederikke er lige nu aktiv i programmet Villa of Broken Hearts, hvor hun deler det, hun selv beskriver som sit livs krise. Hun har tidligere ikke følt sig klar til at tale om det, men ligesom i programmet deler hun i podcasten sin historie om ortoreksi i håbet om at skabe mere opmærksomhed omkring en spiseforstyrrelse, som ofte bliver overset – og give andre nogen at spejle sig i.
For da Camilla Frederikke udvikler en spiseforstyrrelse, er hendes læge overbevist om, at hun har anoreksi, og i de efterfølgende behandlingsforløb er der mere fokus på hendes symptomer end de bagvedliggende årsager. Camilla Frederikke fortæller om at føle sig reduceret til en diagnose, om at miste al livsglæde, men også om at finde vej ud af spiseforstyrrelsen, da en sygeplejerske endelig ser hende, som det hele menneske hun er.
I episoden deler Camilla Frederikke også sine refleksioner over sociale medier og det ansvar, der følger med at have mange unge følgere. Hun opfordrer lytteren til at huske på, at ingen rejse er ens, og at vi skal være stolte af vores egne historier – for det er netop den, der former os som mennesker.
Du kan se mere til Camilla Frederikke og hendes hverdag på Instagram (@camillafrederikke) og TikTok (@camillafrederikke).