Digital selvskade: Når unge mobber sig selv online

I 2022-2024 gennemfører Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade flere undersøgelser for at belyse digitale selvskade, hvor unge mobber sig selv online.

I 2013 skabte det overskrifter i Storbritannien, da en 14-årig pige begik selvmord efter langvarig mobning på det sociale medie Ask.fm. I politiets efterforskning viste det sig, at de ondskabsfulde kommentarer kom fra falske profiler, som pigen brugte til at mobbe sig selv. I 2016 tog en 15-årig pige fra Texas ligeledes sit eget liv, efter at hun anonymt havde skrevet til sig selv, at hun var grim og burde begå selvmord. Også herhjemme har medierne bragt historier om unge, der mobber sig selv på nettet. Fænomenet betegnes ofte som ”digital selvskade” og ”digital selvmobning”, men kaldes også ”auto-trolling”.

Har du mobbet dig selv online?

Vi ønsker at interviewe mennesker, der selv har udøvet eller som aktivt udøver auto-trolling.

Er det dig? Så læs mere nederst her på siden.

Hvorfor opretter unge mennesker falske profiler med det formål at nedgøre og mobbe sig selv online? Og hvordan bør det håndteres? Vi ved alt for lidt om auto-trolling i Danmark, for fænomenet og dets udbredelse er stort set ikke belyst herhjemme. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade gennemfører derfor flere undersøgelser, der skal belyse udbredelse, motiver, risikofaktorer og konsekvenser, når unge mobber og herigennem skader sig selv online.

Formålet med projektet er at indsamle viden, der kan danne baggrund for oplysning og vejledninger til fagpersoner og forældre samt bedre rådgivning til de unge, der udøver digital selvskade.

To undersøgelser udgivet

Foreløbig er to undersøgelser udgivet. Det drejer sig om:

  • Et litteraturstudie, som kortlægger eksisterende forskning i digital selvskade, som kan læses her.
  • En undersøgelse af auto-trolling hos unge, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt elever på STX og HF, som kan læses her.

Har du mobbet dig selv online?

I den tredje og sidste undersøgelse af digital selvmobning ønsker vi at interviewe mennesker, der selv har udøvet eller som aktivt udøver auto-trolling. Formålet med interviewene er at forstå, hvorfor man gør det, hvordan det foregår, og hvilke positive og negative konsekvenser det kan have. 

Interviewet vil vare ca. 45 minutter. Det kan foregå over telefonen, via Microsoft Teams eller fysisk på vores kontor i Valby. Du skal være fyldt 16 år for at deltage. Alle deltagere anonymiseres, så de ikke vil kunne genkendes, når vi udgiver undersøgelsen.

Hvis du har lyst til at deltage, kan du udfylde formularen nedenfor. Det tager maks. 2 minutter at udfylde, og det er ikke bindende. Vi kontakter dig, når vi har modtaget dine kontaktoplysninger, men du kan når som helst beslutte ikke at deltage alligevel.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere, er du velkommen til at kontakte projektleder Birgitte Bøgh Normann Gade på tlf. 5117 7589 eller via mail på bg@spiseforstyrrelse.dk. 

Projektperiode: 2022-2024

Bevillingsgiver: Helsefonden, Østifterne og Familien Hede Nielsens Fond