FAQ om BED og behandling
FAQ om BED (tvangsoverspisning)
Vi har samlet en række spørgsmål, som vi håber afklarer dine spørgsmål til spiseforstyrrelsen BED.
Hvad er tvangsoverspisning (BED)?
Tvangsoverspisning – eller BED, som er den engelske forkortelse for Binge Eating Disorder - er en spiseforstyrrelse, der karakteriseres ved tilbagevendende episoder med tvangsmæssige overspisninger, hvor en person indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum samtidig med, at de oplever at miste kontrollen over sig selv. Mennesker med BED spiser typisk meget restriktivt mellem overspisningerne og har ofte oplevet at være på slankekur store dele af deres liv. For at leve op til diagnosekriterierne for BED skal man overspise mindst én gang om ugen over en periode på minimum 3 måneder.
Er BED en psykisk lidelse?
Tvangsoverspisning - også kaldet Binge Eating Disorder eller blot BED - er en alvorlig psykisk lidelse, hvor den berørte oplever episoder med tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af følelser af skam, skyld og væmmelse. Personer med tvangsoverspisning er ofte karakteriseret ved at have mange negative tanker, lavt selvværd samt en følelse af at være forkert.
Derudover er det karakteristisk for mennesker med BED, at de har lavt selvværd, depressive symptomer samt negative tanker præget af blandt andet ensomhed, angst, sorg, vrede og tomhed.
Fylder tanker om mad meget?
Ligesom ved andre spiseforstyrrelser er mennesker med BED ekstremt optagede af mad, krop og vægt. Det er emner, som fylder en unaturlig stor del af deres tanker, og det påvirker og begrænser dem i deres liv og går ud over deres trivsel.
Hvilke symptomer på BED er der?
Der er mange forskellige symptomer på tvangsoverspisning, og derfor vil lidelsen se forskellig ud hos forskellige personer. Nogle af tegnene og symptomerne kan være:
- en følelse af kontroltab under episoder med overspisning
- et kaotisk følelsesliv, hvor episoder med overspisning kan være et forsøg på at opnå indre ro
- en følelse af at være forkert, unormal og mindre værd, da mange føler de ikke lever op til samfundets forventninger om kontrol, krop og sundhed.
Er høj vægt et symptom på BED?
Høj vægt er ikke nødvendigvis et symptom på BED. Alligevel hænger høj vægt og tvangsspisning ofte sammen. Noget af det mest karakteristiske ved BED er nemlig, at op imod 83 % af de berørte har eller får en høj vægt.
Hvis man har BED, har man så ret til behandling?
Hvis man har psykiske lidelser af en sådan sværhedsgrad, at de kræver behandling i psykiatrien, har man udrednings- og behandlingsret.
Udredningsretten betyder, at alle patienter med en henvisning fra egen læge har ret til inden for 30 dage at blive undersøgt for, om de har en psykisk lidelse som fx en spiseforstyrrelse.
Behandlingsret betyder, at der højest må gå to måneder fra en person er blevet udredt, til der tilbydes behandling. Hvis det offentlige ikke kan tilbyde behandling inden for denne tidsramme, har man ret til behandling i privat regi, betalt af det offentlige.
Hvorfor udvikler man BED?
Der er mange forskellige disponerende faktorer, der spiller ind på, hvorfor man udvikler en spiseforstyrrelse som BED. Man skelner mellem:
Sociokulturelle faktorer, som fx er samfundets normer, kropsidealer, sociale medier mv. Der er øget fokus på kropsidealer i vores samfund, som kan være svære at leve op til, hvilket betyder, at mange mennesker er utilfredse med deres krop og ønsker at tabe sig. Kropsutilfredshed, dårligt selvværd samt slankekurer øger risikoen for udvikling af BED og andre spiseforstyrrelser.
Familiemæssige faktorer dækker over forskellige belastende familieforhold. Undersøgelser viser, at mennesker med BED oftere end resten af befolkningen har været udsat for mobning, omsorgssvigt, fysiske og seksuelle overgreb eller andre typer af traumer.
Individuelle faktorer: forskningen peger på, at mennesker med BED er genetisk disponerede. Forskningen tyder også på, at personer med perfektionistiske karaktertræk har større risiko for udvikling af BED.
Hvordan kan man finde ud af, om man har BED?
Hvis du oplever, at dit forhold til mad og krop er sygeligt, bør du altid kontakte din læge. Hvis du er usikker, og du gerne vil afklare, om du måske har brug for at blive udredt og behandlet for en spiseforstyrrelse, kan du starte med at tage vores anonyme test her >>
Hvor mange har BED i Danmark?
Det anslås, at mellem 40.000 til 50.000 danskere i alderen 15-45 år lider af sygdommen. Ud af de 40.000 til 50.000 danskere er ca. 1/4 mænd og 3/4 er kvinder. BED er dermed den spiseforstyrrelse, som flest mænd lider af. På trods af den store andel af mænd, er det langt oftere kvinder, der søger behandling for BED.
Kan man behandles for BED?
Siden 2018 har en række behandlingssteder rundt om i landet modtaget midler fra Sundhedsstyrelsen til gratis behandlingstilbud for mennesker med BED. Efterspørgslen på behandlingen er dog stor, og derfor er der lange ventelister til flere af tilbuddene.
Med støtte fra Sundhedsstyrelsen tilbyder vi gruppebehandling til mennesker med mild til moderat BED til og med 2025. Men grundet det store behov oplever vi desværre også, at vi har lange ventelister. Du kan læse mere om vores behandlingstilbud her >>
Hvilke typer behandling for BED findes der?
Der findes flere forskellige behandlingsmuligheder. I Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade tilbyder vi gruppeforløb på ca. seks måneder for personer over 18 år. Vi har opnået gode resultater med op til 90 %, som ikke længere lever op til diagnosekriterierne for BED efter forløbet.
Hvor mange slipper fri af lidelsen efter behandling?
I vores gruppeforløb á ca. seks måneder for personer over 18 år med mild til moderat BED, lever op til 90 % ikke længere lever op til diagnosekriterierne for BED efter forløbet.
Hvem behandler personer med BED?
Der findes både offentlige og private tilbud til behandling af BED, men der er langt fra tilbud nok til alle, der har brug for det. Hvis du tror, at du har brug for behandling, bør du kontakte din egen læge og bede om en henvisning. Hvis du ikke kan få en henvisning, eller din region ikke har et tilbud til dig, kan du kontakte os og andre private aktører, der har behandlingstilbud for mennesker med BED. Vores tilbud er gratis, mens du også kan finde tilbud, hvor du skal betale. Der er dog desværre ofte lang ventetid på behandling for BED.
Hvilke tilbud har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade til personer med BED?
Med støtte fra Sundhedsstyrelsen tilbyder vi gruppebehandling til mennesker med mild til moderat BED til og med 2025. Men grundet det store behov oplever vi desværre også, at vi har lange ventelister. Du kan læse mere om vores behandlingstilbud her >>
Derudover kan alle, som er ramt af en spiseforstyrrelse og pårørende, bruge vores gratis og anonyme rådgivning. Du finder vores rådgivningstilbud her >>
Kræv behandling til flere
40.000-50.000 danskere lider af BED (tvangsoverspisning). Men der er ikke engang 400 pladser til behandling i psykiatrien om året. Det er behandling til færre end 1 ud af 100!
BED er en alvorlig psykisk sygdom med store menneskelige konsekvenser som lavt selvværd, depression og selvmordstanker. Alle, der diagnosticeres med BED, har ret til behandling. Men kun ganske få har i dag mulighed for at få behandling. Det er helt uacceptabelt!
Skriv under på vores krav til politikerne på Christiansborg: flere behandlingstilbud til personer, der er ramt af BED nu!
Vores mål er at aflevere 5.000 underskrifter i forbindelse med vores konference på Christiansborg 16. september 2024.