Hvem skal arve dig?
Når du skriver testamente, bestemmer du selv – ud over arveloven – hvem der skal arve efter dig, og hvad de skal arve. Samtidig efterlader du ingen tvivl hos dine nærmest om, hvordan du ønsker din arv skal fordeles.
Ved at betænke foreningen med fx 1 % af din arv bidrager du til, at vi kan hjælpe, rådgive og forbedre livet for personer, der lider af en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd og deres pårørende samtidig med, at du efterlader 99 % af din arv til dine arvinger.
Her på siden kan du læse om arveregler, fire skridt til at få skrevet og registreret dit testamente, tilskud til dit testamente, om vores samarbejde med Det Gode Testamente og mulighed for at bestille samtalekort om arv og testamente.
Arvereglerne
Hvis du ikke skriver testamente, er det arvereglerne, som bestemmer, hvordan din arv fordeles. Der findes tre arveklasser, som bestemmer, hvem der arver dig, hvis du efterlader en ægtefælle, børn eller anden familie. Har du ingen arvinger i henhold til arveloven, tilfalder din arv staten.
Det Gode Testamente har lavet en kort film med arveretsadvokat Lone Brandenborg, som forklarer de vigtigste ting om arvereglerne.
Hvis du ønsker at fordele arven på en anden måde, end arvereglerne bestemmer, skal du skrive testamente. Her er nogle grunde til, hvorfor et testamente kan være nødvendigt:
- Hvis du og din samlever er ugifte, og I ønsker at sikre hinanden
- Hvis du har særbørn fra et tidligere forhold
- Hvis du ønsker at begrænse dine livsarvingers arv til deres tvangsarv og eventuelt begrænse tvangsarven til kr. 1.000.000 (beløbet reguleres årligt), hvis tvangsarven overstiger dette beløb
- Hvis du ikke efterlader dig arvinger i henhold til arveloven og ikke ønsker, at din arv skal tilfalde staten
- Hvis du ønsker at tilgodese bestemte personer, foreninger og velgørende organisationer
- Hvis du ønsker en anden fordeling end fordelingen efter arvelovens regler
På Det Gode Testamentes hjemmeside kan du læse mere om forskellige typer testamente. Du kan også læse om, hvad du selv kan bestemme over i testamentet og få svar på mange flere spørgsmål. Du kan læse mere her.
Sådan opretter du et testamente
Når du opretter et testamente, er du selv med til at bestemme, hvordan din arv skal fordeles. Det er måske lettere, end du går og tror. Uanset om du vil ændre et tidligere testamente eller skrive et nyt, er det en god ide at være velforberedt, inden du kontakter en advokat. Hos Det Gode Testamente kan du hente en tjekliste, der giver dig et overblik.
Fire skridt på vejen mod et testamente:
1. Start med at få et overblik over din formue
Lav en liste over dine værdier – fx din bolig, bil, indbo, smykker, værdipapirer, livsforsikring, bankkonti, overskydende skat m.v. Lav også en liste over din gæld – fx boliglån, andre lån, kassekredit, evt. restskat og andre udgifter, du er forpligtet på.
2. Gør dig overvejelser over, hvem der skal arve dig
Ønsker du, at din arv skal fordeles på en anden måde, end arveloven bestemmer, skal du oprette et testamente. Gør dig grundige overvejelser, og skriv ned, hvilke personer og/eller organisationer, som du ønsker, skal arve efter dig. Tænk også over, hvad du gerne vil have, de skal arve efter dig – det gælder fx særlige genstande, bestemte beløb eller andele af din formue ud over tvangsarv og eventuel anden arv.
3. Kontakt en advokat, og få hjælp til testamentet
Vi anbefaler, at du får en advokat til at hjælpe dig med at skrive dit testamente. Så sikrer du dig, at dit testamente er tilpasset dine ønsker og juridisk korrekt. Jo, bedre du forbereder dig, jo nemmere er det for advokaten at lave dit testamente, og så behøver det ikke være særlig dyrt. Vælger du at betænke Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i dit testamente, tilbyder vi at betale omkostningerne op til 5.000 kroner. Ofte vil det dække alle omkostninger til advokaten. (Du kan læse mere om betingelserne nedenfor.)
På Det Gode Testamentes hjemmeside kan du finde advokater, der er medlem af Danske Arveretsadvokater og Danske Familieadvokater. De er specialister i alle typer af spørgsmål, der handler om familieformue, særeje, arv og testamenter.
4. Få dit testamente registreret hos notaren i skifteretten
Vi anbefaler, at du får underskrevet og registreret dit testamente hos notaren. Herefter bliver det indført i Centralregistret for Testamenter. Det giver dig garanti for, at ønskerne i dit testamente vil blive opfyldt. På domstol.dk kan du finde kontaktoplysninger på skifteretten i dit område.
30%-løsningen – hvornår er det en god idé?
Hvis du overvejer at betænke en velgørende organisation i dit testamente, kan du med fordel for dine arvinger gøre brug af det, som kaldes 30%-løsningen.
Det er en ordning, hvor du indsætter en eller flere velgørende organisationer i dit testamente til at arve 30% med betingelse af, at de betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger.
De øvrige arvinger modtager så 70% af arven og skal ikke betale boafgift.
Løsningen er en fordel for dig, som efterlader dig arvinger, som ud over boafgiften også skal betale tillægsboafgift på 25%. Det kan være øvrig familie, f.eks. moster, onkel, faster, kusine, fætter, samt venner og bekendte. (Niecer og nevøer er fra 1/1-2026 ikke længere omfattet af 30 %-løsningen).
Regnestykket ser sådan ud, hvis arvingen fx arver 1 mio. kroner.
Uden 30%-løsningen:
- Bundfradrag: 346.000 kroner
- Arv efter bundfradrag: 654.000 kroner
- 15 % afgift efter bundfradrag: 98.100 kroner
- Beløb til tillægsafgift (Arven – 15%-afgiften): 901.900 kroner
- 25 % tillægsafgift: 225.475 kroner
- Afgifter i alt: 323.575 kroner (32,4% af arven)
- Arv udbetalt til arving: 676.425 kroner (67,6 % af arven)
Med 30%-løsning:
- Arv udbetalt til arving: 700.000 kroner (70% af arven)
- Arv til organisation: 300.000 kroner (30% af arven)
- Bundfradrag: 346.000 kroner
- Arv efter bundfradrag: 354.000 kroner
- 15 % afgift: 53.100 kroner
- Beløb til tillægsafgift (Arven – 15%-afgiften): 646.900 kroner
- 25 % tillægsafgift: 161.725 kroner
- Afgifter i alt: 214.825 kroner (21,5% af arven)
- Arv til organisation efter afgifter: 85.175 kroner (8,5% af arven)
Beregningerne kan virke meget kompliceret, så vi anbefaler, at du taler med en advokat for at finde ud af, om 30%-løsningen er en fordel for dig og dine arvinger.
Få tilskud på op til 5.000 kroner
Hvis du gerne vil betænke Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i dit testamente, tilbyder vi at betale omkostninger for testamentet helt op til 5.000 kr. Ofte vil beløbet dække alle omkostninger til advokaten.
Vi giver dog ikke tilskud, hvis Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er indsat på særlige betingelser, som kan betyde, at vi ikke vil være begunstiget alligevel.
Tilskuddet forudsætter, at:
- Fakturaen udstedes fra advokaten til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
- Vi modtager en kopi af testamentet, efter det er underskrevet og påtegnet af notaren fra skifteretten. Øvrige arvinger og dit cpr-nummer må meget gerne anonymiseres, inden du sender det til os.
- Vores begunstigelse ikke er betinget i testamentet, da det kan betyde, at vi ikke er begunstiget alligevel.
Du skal være opmærksom på, at tilskuddet til advokatregningen er skattepligtigt.
Bestil samtalekort
Mange synes, det kan være svært at starte samtalen om arv. Det Gode Testamente har skabt et sæt samtalekort om arv og testamente. Kortene kan være en hjælp for dig og dine nærmeste, så I kan tage hul på den vigtige og meningsfulde samtale.
Udfyld formularen, så sender vi dig et sæt samtalekort om arv og testamente. Vi sender også et link til vores testamentefolder, når du modtager din kvittering via e-mail.

Det Gode Testamente
Vi er sammen med 50 andre velgørende organisationer en del af Det Gode Testamente, som hjælper og støtter dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.
I dag har under 3 % af danskere skrevet en god sag ind i deres testamente, men undersøgelser viser, at mange flere rent faktisk ønsker at gøre det. En del gode intentioner strander desværre på, at man tror, det er kompliceret og svært.
Den opfattelse vil vi gerne ændre. Det er nemlig forholdsvist enkelt at oprette testamente, og alle donationer til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, store som små, gør en stor forskel.
Du kan læse mere om arvereglerne, arv til velgørenhed, fakta om arv og testamente, hvordan du opretter et testamente m.m. hos Det Gode Testamente.