Hvordan acceptere jeg, at mine forældre ikke tager min spiseforstyrrelse seriøst?

Kære Du

Tusind tak for dit brev. 

Jeg fornemmer en svær dobbelthed i dit brev - på den ene side vrede og på den anden side følelsen af, at være lille bitte, usynlig og ulykkelig? Er det mon noget du genkender?  

Du spørger hvordan du accepterer, at dine forældre ikke tager din spiseforstyrrelse seriøst? Min første tanke er, at det er et svært spørgsmål. Min næste tanke er, om det mon er det du ønsker? Jeg kommer tilbage til, hvad jeg mener med det.

Du beskriver at du har kæmpet i lang tid nu og har konkluderet, at der ikke er andre end dig, der kan hjælpe dig. Du er den eneste der kan hjælpe dig, men hvorfor vil du så stadig ikke have hjælp? Hvis vi nu vender spørgsmålet lidt på hovedet, giver det måske mening for dig; Du har konkluderet, at den eneste der kan hjælpe dig er dig selv, men du vil stadig ikke have hjælp. Er det måske fordi, dem du i virkeligheden gerne vil have hjælp af, er din mor og far? Det er en tanke, der opstår hos mig, når jeg læser dit brev.  

Dine forældre har været vidne til din spiseforstyrrelse i nogle år efter hånden, men mener stadig, at du selv skal tage ansvar for det. Du tror ikke det gik op for dig, før din storebror blev syg sidste år, hvor lidt de faktisk ligger mærke til. Han blev diagnostiseret med en autoimmune sygdom, som gjorde at han tabte sig 10 kg, på omkring en måned. Det var noget din mor lagde meget opmærksomhed på og der gik det op for dig, hvor lidt de ser dig. Det gør meget stort indtryk på mig at læse, og jeg fornemmer, at din oplevelse af, at dine forældre ikke ser dig, er en stor smerte for dig. Læser jeg det rigtigt?

Samtidig er der noget med det her hjælp og ansvar, jeg bliver lidt forvirret over - måske gør du også det? Hvad vil det egentlig sige, at nogen kan hjælpe? Ved du, hvad der ville være en hjælp for dig? Og ved du om din mor ved, hvad der vil være en hjælp for dig? Hvornår oplever du dig set? Jeg stiller dig de spørgsmål for at hjælpe dit til at reflektere over, hvad der mere præcist kunne være en hjælp for dig. 

En anden vigtig ting kan være, at vi måske ikke altid føler vi er i stand til at hjælpe? Tror du, at det du beskriver - og som jeg fornemmer gør ondt, er at din mor måske ved hvordan hun skal hjælpe din bror, men måske ikke ved hvordan hun skal hjælpe dig? Jeg ved ikke om det er sådan, men jeg ved at det er noget af det sværeste, at føle sig magtesløs og ikke vide, hvordan man skal hjælpe sit barn. Det er ikke en undskyldning, men måske en forklaring? Giver det mon mening for dig, hvis jeg fortæller dig, at det ikke er din skyld og at du ikke er forkert, selvom det måske føles sådan?

Du beskriver, at du samtidig med din bror, måske lidt før, eller lidt efter, tabt dig 7-8 kg, på under 2 uger. Det eneste din mor kunne sige til det var “du har tabt dig igen” og “det var ikke en del af aftalen” - I havde ikke nogen “aftale”. Det var som om, at hun så hvad der skete, men valgte at kigge den anden vej alligevel. Hvordan kan man være så dum, at forvente nogen der gør sådan noget, til at hjælpe en, skriver du? 

Du er ikke dum - og jeg tror, at du og din mor måske bruger den samme taktik, forstået på den måde, at I begge to afventer, at den anden skal gøre noget andet end de plejer? Sådan virker det desværre bare sjældent. Hvis vi gerne vil have, at der skal ske noget andet, er den eneste vi kan få til at gøre noget andet, os selv. Er der noget, der vil være hjælpsomt for dig, at gøre anderledes?

Du afslutter med, at fortælle, at det ikke engang er første gang din mor gør sådan noget. Hun blev f.eks kaldt op af 2 skoler, som sagde at du ikke spiste og alligevel, så var det eneste hun kunne sige “hun spiser derhjemme” efterfulgt af “så hun har ikke en spiseforstyrrelse”. Hvorfor tror du mon, at hun sagde det? Tror du, at det har noget med dig at gøre, eller kunne det måske være fordi det er skamfuldt for hende, at hun ikke kan hjælpe dig?

Du er godt klar over, at det er dig selv der skal tage næste skridt, så hvorfor vil du så hellere blive ved? Hvordan kan det være, at du synes det er bedre at fortsætte, end faktisk at få hjælp? Jeg vil gerne lige tage dig med tilbage til begyndelsen af dit brev, hvor du spørger hvordan du accepterer, at dine forældre ikke tager din spiseforstyrrelse seriøst? Jeg fornemmer, at det hænger sammen. Men jeg fornemmer også, at det måske ikke handler så meget om spiseforstyrrelsen, men mere om de svære følelser, der ligger bagved? Hvis jeg nu spørger dig; er det din spiseforstyrrelse du gerne vil have, at dine forældre skal tage seriøst, eller er det dig? Det er et svært og måske også lidt ubehageligt spørgsmål, men der er en pointe. 

Hvis det er dig, du gerne vil have de skal tage seriøst, så bliver du måske nødt til, at vise dem hvem du er og fortælle dem, hvordan du har det - og lukke dem ind. Hvis det er spiseforstyrrelsen du ønsker de skal tage seriøst, hvad er der så tilbage, hvis spiseforstyrrelsen går væk? Det er heller ikke et nemt spørgsmål, men det er kærligt ment.

En måde du allerede har taget ansvar på er, at du har skrevet ind til os - så du er i gang. 

Et skridt mere kunne være, at vise brevet og svaret til din mor og far og bruge det til, at komme i gang med snakken om, hvordan det er at være dig.

Jeg vil også opfordre dig til, når du er klar til endnu et skridt, at bruge os på telefon 7010 1818 eller online chat, rådgivning m.m. Læs mere om vores rådgivningstilbud. Måske sammen med din mor? Måske sammen med begge dine forældre? Kunne du mon opfordre dem til at ringe til os også? 

Dit brev har gjort et meget stort indtryk på mig, og du skal vide, at vi utrolig gerne vil hjælpe dog og din familie på vej, så du får det bedre og bliver set. Hvis du har lyst til at sende os et svar på dette brev og fortælle, hvad du gør herfra, så er du utrolig velkommen til det. 

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig tanker.

De kærligste hilsner
Brevkassen