Sundhedstjek
Som en del af Modebranchens Etiske Charter gennemfører Somenta sundhedstjek af alle modeller over 16 år fra de danske modelbureauer, som er med. Internationale modeller skal i forbindelse med Fashion Week kunne dokumentere et Medical Certificate, ikke et sundhedstjek. Et sundhedstjek som ikke giver anledning til en særlig opmærksomhed vil være gyldigt i to år, hvorefter der skal gennemføres et nyt. Når en model er over 22 år, skal de fortsat til ét sundhedstjek. Hvis det vurderes, at det ikke er nødvendigt at se modellen igen, vil sundhedstjekket være gyldigt resten af karrieren.
Modebranchens Etiske Charter blev grundlagt i 2007. Formålet er at sikre bedre trivsel for den danske modebranches medarbejdere, herunder danske modeller. Dette indbefatter bl.a. et fokus på de skønheds- og kropsidealer, som modebranchen er medskabere af.
Forskningen viser, at modeller – ligesom andre faggrupper der arbejder professionelt med krop og udseende – har lidt højere risiko end den almene befolkning for at udvikle et usundt forhold til krop og mad, hvilket i nogle tilfælde kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse.
Læs mere om Modebranchens Etiske Charter.
Hvad er et sundhedstjek?
Sundhedstjekket er en samtale på cirka halvanden time med en fagprofessionel fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Formålet er at tilbyde modellen et rum, hvor det er muligt at reflektere over tanker om krop, mad og sundhed. Sammen med modellen undersøger vi om disse tanker fylder på en ikke-rar måde. Sundhedstjekket kan samtidig være en anledning til at tale om, hvordan man er i modelarbejdet på en god måde, med respekt for egne værdier og grænser.
Sundhedstjekket er tilpasset modelbranchen og udviklet med udgangspunkt i Eating Disorder Examination (EDE), som er et internationalt anerkendt screeningsværktøj til at vurdere symptomer på en spiseforstyrrelse.
Hvordan booker jeg et sundhedstjek?
Du booker en tid til sundhedstjek direkte her på siden nede i bunden. Her udfylder du en række oplysninger, og dernæst finder du ledige tider i vores online bookingsystem. Du vil kunne se ledige tider op til 3 måneder frem. Ved din booking læser og godkender du desuden en samtykkeerklæring.
I nogle perioder, især op til Fashion Week, har vi meget travlt med sundhedstjek. I tilfælde af, at du ikke finder nogen ledige tider i bookingsystemet, kan du skrive en mail til sundhedstjek@spiseforstyrrelse.dk. Vi vil da sørge for at frigøre flere ledige tider hvis muligt.
Sundhedstjekket kan bookes i København (Krumtappen 2, plan 6, 2500 Valby) og Aarhus (Jægergårdsgade 97, 2. sal, 8000 Aarhus C).
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på sundhedstjek@spiseforstyrrelse.dk.