Når du omtaler spiseforstyrrelser

Undgå tal

Det kan være triggende at læse, se eller høre om specifikke tal, hvad end det angår vægt eller madindtag. Man bør derfor undgå beskrivelser som ”han spiste X kalorier om dagen” eller ”mod slutningen havde hun tabt X kg”.

Undgå detaljer om mad og kompenserende handlinger

Man bør ligeledes undgå at skrive eller tale detaljeret om mad, herunder specifikke små eller store mængder mad, som mennesker med spiseforstyrrelser spiser. Det kan virke som en opmuntring til at begrænse sit madindtag. Derfor bør man undlade beskrivelser som ”han levede på et halvt æble om dagen”.

Ligeledes bør man undgå at beskrive, hvad mennesker med en spiseforstyrrelse gør for at begrænse deres kalorieindtag fx ved at snyde andre til at tro, at de spiser mere, end de gør. På samme måde bør man ikke beskrive, hvad mennesker med spiseforstyrrelser gør for at kompensere for den mad, de har spist, som fx hvor mange kilometer de løber, hvor længe de undgår at spise, eller hvor ofte de træner.

Undgå vægtsammenligninger

Forsøg at undgå at tale om menneskers nuværende eller tidligere vægt – og undgå ”før og efter”-sammenligninger både i det skrevne såvel som i billeder. Det er ikke hjælpsomt for mennesker, der er ramt af spiseforstyrrelser, at læse, se eller høre om vægt i detaljer, fordi det i den konkurrenceprægede karakter af en spiseforstyrret tænkning kan blive et mål at sigte efter. Det selvkritiske aspekt kan påvirke nogle til at få en følelse af, at de ikke er rigtigt syge eller ikke er ”gode nok” til at være syge, hvis deres egen vægt er højere end den, de læser eller hører om.

Man bør også undgå at referere til vægttab som et tegn på at få det bedre, når man taler om mennesker med høj vægt, som lever med en spiseforstyrrelse. Behandlingen for tvangsoverspisning (BED) vil fx sjældent handle om at tabe sig.

Undgå inspirerende og stigmatiserende billeder

Billeder og fotografier, der viser meget tynde eller afmagrede kroppe, kan være triggende for mennesker, der er berørt af spiseforstyrrelser. Fx billeder af afmagrede kropsdele, som brystkasser, kravebensknogler, brystben og rygsøjler. Det kan føre til tanker som ”de er tyndere, end jeg er, så jeg burde tabe mig mere” eller ”jeg er ikke så syg, så jeg har ikke et rigtigt problem”. Disse billeder kan altså fungere som inspiration eller opmuntring til at tabe sig mere for en, som er berørt af fx anoreksi.

Det er lige så uhensigtsmæssigt at fremstille kroppe med høj vægt på stigmatiserende måder som fx at vise kroppe uden ansigter, kroppe i ikke flatterende stillinger eller store mængder af ”usund” mad. Disse billeder kan fremme vægtstigmatisering og trigge.

Mød historien med omsorg

Det er vigtigt, at medier møder historier om spiseforstyrrelser med omsorg. Derfor bør man undgå at have fokus på den problematiske adfærd og i højere grad fokusere på det, man har gjort for at få det bedre. Jo mere fokus der er på, at der er hjælp at hente, jo større er sandsynligheden for, at medier er med til at forebygge og bekæmpe spiseforstyrrelser. Medier kan dermed være med til at skabe håb for mennesker, der har svære tanker om mad, krop og vægt eller kæmper med en spiseforstyrrelse.

Undgå generaliseringer

Pas på med at sætte mennesker med spiseforstyrrelser i kasser, hvor alle med anoreksi beskrives som mennesker med lav vægt og alle med tvangsoverspisninger (BED) beskrives som mennesker med høj vægt.

Spiseforstyrrelser kommer til udtryk i forskellige former og størrelser, og derfor kan man heller ikke generalisere de forskellige spiseforstyrrelser til et enkelt udtryk. Fx kan et menneske med anoreksi, bulimi eller BED alle have en krop, der på BMI-skalaen defineres som ”normalvægtig”.

Opfordr til at søge hjælp

I Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade mener vi, at der altid skal inkluderes information og tilbud om hjælp, når spiseforstyrrelser bliver omtalt i medierne – så den er let tilgængelig for læseren, lytteren eller seeren.

Vi anbefaler denne formulering:

”Hvis du har symptomer på en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at søge hjælp. Alle kan få anonym og gratis hjælp hos Somenta. Ring til rådgivningen på 70 10 18 18 eller læs mere på somenta.dk.”

Hvad du som journalist bør gøre

• Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har tanker om eller har en spiseforstyrrelse. 
• Bring fakta om spiseforstyrrelser og forebyggelse uden at sprede myter. Læs om nogle af de mest udbredte myter her.
• Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller håndtere svære tanker om mad, krop og vægt eller en spiseforstyrrelse.
• Vær opmærksom på, at du som journalist selv kan blive påvirket af at se og lave historier om spiseforstyrrelser.

Hvad du som journalist bør undlade at gøre

• Nævn ikke detaljer om de metoder, som bruges til fx at tabe sig.
• Undlad at fokusere på sensationen ved spiseforstyrrelser. Spiseforstyrrelser bør ikke bruges som clickbait.
• Brug ikke sensationelle overskrifter om spiseforstyrrelser.
• Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer spiseforstyrrelser som en konstruktiv løsning på problemer.
• Undlad at trigge konkurrenceelementet ved spiseforstyrrelser ved fx at bruge billeder af meget tynde eller afmagrede kroppe eller specifikke detaljer om mad og vægt.

Vores retningslinjer og gode råd er udviklet med inspiration fra NEDA (the National Eating Disorders Association, USA) og Beat (Eating Disorder Association, UK).