Er det undeligt, at jeg kun gør det for at få hjælp?

Kære Du

Aller først vil jeg sige tusind tak for dit brev. Det er ikke altid så nemt at få sat ord på, hvordan det virkelig føles og ofte bliver vi meget kritiske og selvcensurende og tænker som du; er det undeligt, at jeg kun gør det for at få hjælp? Det er vigtigt for mig at understrege, at det på ingen måde er underligt. Det er ikke det samme, som at det ikke kan være svært at forstå - men vi beder hver især om hjælp, som vi nu bedst kan. Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet herind, og håber du finder inspiration i mit svar til dig. 

Du beskriver, at du har kæmpet med din spisning i næsten 5 år nu. At det første år, var det om at få positiv opmærksomhed. Om at være den pæneste, den tyndeste og om at have følelsen af, at du var god til noget. Hvor gammel mon du var på det her tidspunkt? Har du mon en erindring om, hvad der var/blev svært for dig?

Året efter, blev det en blanding af depression, angst og om at føle sig ude af kontrol. Du følte ikke, at du havde noget at sige, i hvad der skete med dit liv, så du valgte ikke at spise, fordi at du vidste, at det var dit eget valg og det var der ikke andre der kunne ændre. Din beskrivelse af angst og kontroltab gør indtryk på mig. Det gør den fordi, det er sådan en spiseforstyrrelse starter for rigtig mange mennesker. Og den oplevelse af kontrol vi finder i spiseforstyrrelsen, kan være årsagen til, at vi ikke kan/vil give slip på den igen. Måske er det første gang vi rigtig mærker, at vi har kontrol over noget i vores liv. Mon det er noget du kender? Hvordan er dit liv mon nu? Har du stadig oplevelsen af, at du ikke har indflydelse på, hvad der sker i dit liv?  

Det tredje år var meget om at have en følelse af glæde. Lidt som det første år, om at kunne finde ud af noget. Det blev hurtigt en af de eneste ting, der rigtigt gjorde dig glad. Det var din måde, at kontrollere dine følelser på. Hvad mon der sker, hvis du ikke kontrollere dine følelser? Hvordan mon glæde følelse for dig? Kan du mon huske en situation, hvor du oplevede at være glad, som ikke havde noget med spiseforstyrrelsen at gøre?

I gennem årende, var det også meget om at blive set. Om at føle sig noget værd. Du tænkte, at hvis du nu blev rigtigt syg, så ville der være nogen der blev bekymret og ville hjælpe dig. Det var der dog ikke. Ved du hvem det er, du gerne vil have skal se dig? Hvem der skal synes du er noget værd? Det er et svært spørgsmål, det ved jeg. Men jeg har en fornemmelse af, at det kan være vigtigt? 

Du beskriver, at de sidste par år, har det været meget om at få hjælp. Det sidste råb for hjælp, på en måde. Det er meget genkendeligt og ikke spor mærkeligt. Der er rigtig mange, der oplever at deres stille råb om hjælp, ikke bliver hørt. Når jeg skriver "stille", så ved jeg godt, at det formentlig ikke er spor stille indeni i dig, men stilhed kan blive opfattet anderledes af omgivelserne. Måske kender du til, at en du kender har det skidt, men hvis de ikke selv siger noget, kan vi være tilbøjelige til at blive lidt bange for, at adressere det vi ser. 

Sidste vinter, blev du virkeligt deprimeret og nåede din laveste vægt til dags. Du tabte dig godt og vel 7 kg på under 2 uger og var allerede før det startede, i den lavere del af en sund vægt. Du var dog så deprimeret, at det ikke længere var om andre. Det var ikke om at blive set, men om at du langsomt prøvede at dræbe dig selv. Det var dog heldigvis, en meget langsom måde at gøre det på. Hvilket gjorde, at du endte med at ændre mening. Du fik dog stadig ikke hjælp, da der ikke rigtigt var nogen der opdagede noget.

Hvad er det mon i dig, du vil af med, dræbe? Ønsket om at blive set? De følelser der er forbundet med, ikke at blive set? Eller noget helt tredje? Hvad var det, der gjorde at du på egen hånd og uden hjælp fra nogen, ændrede mening? Og oplever du, at denne evne, ressource, styrke - kan være hjælpsom for dig andre steder i dit liv? 

Det er ikke, hverken ualmindeligt eller mærkeligt, men det kan være meget skamfuldt og forbundet med stor smerte, at have selvmordstanker og planer. Og kommer de igen, vil jeg opfordre dig til at kontakte Livslinjen på telefon 7021 0210 alle dage mellem 11 og 05. Livslinien er ligesom os, et sted du kan få anonym hjælp og rådgivning, både på telefonen og på online chat, men med speciale i selvmordstanker. 

Du beskriver, at din spisning er blevet en del værre gennem årende. Det er blevet hyppigere og en del mere restriktiv. Det var tidligere også været en del overspisning, men det er bare ikke længere noget, som “gør noget for dig”. Du bruger det nu, stort set kun som en måde at få hjælp på. Lignende mindset til tidligere, at hvis du bliver syg nok, så er der nogen der bliver nød til at gøre noget. Det der så er spændende at se er, om der er nogen der når at gøre noget i tide. 

Der er en ting jeg føler mig nødsaget til, at adressere - så jeg ikke bliver en, der ikke har ser og hører dig; hvad er det der gør, at du bliver ved med at vente på, at nogen andre skal gøre noget? Jeg spørger fra et kærligt sted og set i lyset af, at du har ventet 5 år på, at nogen skal gribe ind. Hvad nu, hvis det ikke sker? Og hvad nu, hvis det sker? Hvordan skal det så være, hvad skal man gøre? Vil du tage imod det? Jeg ved godt, at det måske er ubehagelige spørgsmål, men måske er det også vigtigt?   

Og ja, du er godt klar over, at der er bedre og andre måder at få hjælp på, men du føler ikke, at du ville lade dig selv tage i mod den. Du er nød til at blive tvunget. Det lyder måske ekstremt, men du ser ikke nogen anden vej. Når du skriver "tvunget", er jeg i tvivl om, hvad du mener? Og derfor vil jeg fortælle dig noget om, hvilken erfaring jeg selv har med tvang. 

Tvang kan være mange ting, men uanset hvilken form og hensigt tvangen har, er det voldsomt og grænseoverskridende, og noget af det værste et menneske kan blive udsat for. Hvad mange ikke ved er, at det er tilsvarende voldsomt og grænseoverskridende, at skulle tvinge et andet menneske til noget de ikke vil. Måske kan det virke indbydende, at nogen andre tager kontrollen over spiseforstyrrelsen og tvinger en til, at medvirke i behandlingen af den, men det er meget sjældent en gangbar vej at gå.     

Hvis jeg lige må tage dig med tilbage til din beskrivelse af angst og af, at være ude af kontrol og føle, at du ikke havde noget at sige i, hvad der skete i dit liv - og at det var en af de ting, der udløste og vedligeholdte din spiseforstyrrelse. Hvad tror du det vil bidrage med, at du er ude af kontrol og føler, du ikke har noget at sige i, hvad der skal ske med din spiseforstyrrelse? Giver det mening for dig, at jeg stiller det op på denne måde? Oplevelsen af kontroltab kan være meget traumatisk for alle mennesker - og især hvis det bringer en tilbage til tidligere oplevelser af, at kontrollen ikke kan genvindes eller kun kan genvindes på en bestemt måde, som ikke er tilgængelig mere. 

Måske er du ved at forberede dig på, at der kan findes andre måder at tage kontrollen over dit liv på?   

Måske er det her brev, et første skridt på en anden vej? Og måske kan du vise det til nogen du stoler på, så du ikke skal blive ved med, at gå med det hele helt alene? Jeg har ingen fornemmelse af, hvor gammel du er eller hvilket netværk du har, men du kan altid - og du er altid velkommen til, at kontakte os på telefon 7010 1818 eller online chat, rådgivning m.m. Læs mere om vores tilbud her.

Jeg ønsker dig alt det bedste og jeg håber du skriver igen, hvis det er hjælpsomt for dig.

De kærligste hilsner 
Brevkassen