Jeg er utroligt bekymret for min familie
Spørgsmål
Hej, Jeg er en 19 årig pige, der bor sammen med mine forældre og søster. Men herhjemme har det sidste års tid været utrolig turbulent.
Min lillesøster på snart 17 blev sidste efterår diagnosticeret med anoreksi. Det har fyldt nærmest alting i vores familie det seneste år og hverdagen har været vendt helt op og ned. Hun var i behandling på Bispebjerg hospital sidste år, hvilket viste sig at gøre mere skade end gavn, og hun endte med at blive indlagt somatisk på Herlev i foråret. Mine forældre har selvfølgelig været meget involveret i behandlingsforløbet, og jeg har kunnet mærke, at det har lagt enormt meget pres på dem. Vi har som familie været igennem en masse behandling og terapi. Men mine forældre har også vidt forskellige måder at gribe det an på. Min far er meget løsningsorienteret og kontant, og evner at distancere sine følelser. Min mor derimod har svært ved at skelne mellem min søster og sygdommen, og bliver meget følelsesmæssigt berørt. Derfor kan hun også være meget hård i munden, når min søster opfører sig uhensigtsmæssigt som følge af spiseforstyrrelsen. Men det har resulteret i en del uforløste konflikter mellem de to, og de har ikke længere et forhold til hinanden. Grunden til at jeg skriver er fordi situationen har nået et punkt, hvor jeg er utroligt bekymret for min familie.
Min søster er ikke længere i behandling og nægter at modtage hjælp fra andre, men hun er stadig stærkt berørt af spiseforstyrrelsen og meget mørke tanker, som hun kun deler lidt ud af til min far. Jeg har faktisk nærmest ingen relation til hende længere, da hun nærmest ikke vil snakke med mig.
Min mor er i de sidste par dage lukket helt ned. Hun er i en form for tilstand, hvor hun ikke er i stand til noget. Hun tager ikke på arbejde, hun kommer ikke ud af sengen, og hun taler ikke med nogen. Det er ikke noget jeg kan huske at have oplevet i sådan en grad før. Jeg kan mærke, at min far er utroligt presset. Han føler et kæmpe ansvar, men er alligevel så magtesløs. Og det samme er jeg. Jeg skriver i håb om at få et råd til, hvordan vi kan komme videre herfra, da jeg også føler et kæmpe ansvar, hvilket jeg godt er klar over, at jeg ikke burde.
Jeg er bare utroligt bekymret for både min søster og forældre, og jeg føler, at det er omsorgssvigt ikke at gøre noget i sådan en kritisk situation.
Beklager det lange skriv, men det var rart at få sat ord på det hele.
Kh C
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tak fordi du skriver ind til brevkassen. Det er jeg meget glad for, for det virker som en meget ubehagelig situation, du står i. Det berører mig meget at læse dine ord.
Du skriver, at din lillesøster blev diagnosticeret med anoreksi sidste år, og at hun har været i behandling. At det her fyldt i jeres familie, og vendt alting på hovedet. At du er utroligt bekymret for både din søster og dine forældre.
Jeg forstår fuldt ud, at du er bekymret. Både for din søster og for dine forældre. Når et familiemedlem bliver syg med en spiseforstyrrelse, så påvirker det altid hele familien. Og det lyder til, at det nærmest har splittet din. Det gør mig virkelig ondt at læse.
Du skriver, at din søster ikke længere er i behandling. Hvad mon det skyldes, sidder jeg og tænker på? Mon det betyder, at dine forældre og dig heller ikke modtager noget hjælp mere?
Jeg har selv været pårørende til en, der var meget syg med en spiseforstyrrelse, og det er så hårdt at stå på sidelinjen. Man er så bekymret, og man vil så gerne hjælpe. Det er svært at vide, hvor man skal gå hen med den bekymring. Og det er ikke godt at gå rundt og være bekymret, selvom det er meget naturligt. Slet ikke hvis man går rundt med det alene.
Du har ikke oplyst noget om, hvor I landet, du befinder dig, men hvis det er i nærheden af Aarhus eller København, så har vi i foreningen et tilbud om søskendegrupper. Her mødes man med andre, der her en søskende, der kæmper med spiseforstyrrelser. Du kan læse mere om tilbuddet og skrive dig op, hvis det overhovedet er noget for dig. Og hvis det er muligt i forhold til, hvor i landet du bor. Måske det kan føles uoverskueligt? Jeg vil alligevel på det varmeste anbefale dig det. Vi har utrolig gode erfaringer med, at man møder andre søskende i samme situation.
Hvis du ikke lige bor i nærheden af København eller Aarhus, så kan vores tilbud om coaching for pårørende måske være noget for dig. Det er et tilbud om online videorådgivning, hvor du vil kunne tale med en af vores dygtige rådgivere, og hvor I sammen kan lægge nogle strategier til, hvordan du også kan passe på dig selv. Kunne det måske være noget for dig?
Du kan bestille tid til videorådgivningen - men hvis du bor i Odense eller Aalborg, så kan du også bestille tid til en fysisk samtale.
Du skriver, at din mor i de sidste par dage er lukket helt ned, og at hun ikke tager på arbejde eller kommer ud af sengen. Det kan jeg virkelig godt forstå, at du bliver bekymret over. Ud fra dit brev er jeg ikke helt sikker på, om dine forældre egentlig bor sammen. Men kan du mon alligevel tale med din far om, hvordan din mor har det lige nu? Eller måske et andet familiemedlem - en moster, en onkel, en mormor?
Det lyder til, at din far forståeligt nok også er meget presset, og derfor tænker jeg, at det kunne være en god idé at involvere nogle andre i, hvad der egentlig foregår i hjemmet lige nu. Med de ting du skriver om din mors tilstand lige nu, så læser jeg det som om, at hun har brug for at få noget hjælp og støtte. Derfor tænker jeg på, at det ville være godt at tale med en udefra - tænker du, at du kan tale med nogen om det? Hvis hun på nogen måder har overskuddet til det, så er hun også velkommen til at ringe ind på vores telefon 70 10 18 18 - så kan hun tale med en af vores rådgivere om, hvordan hun har det, og hvad hun kan stille op. Det er både dig og din far selvfølgelig også velkommen til.
Jeg lægger også mærke til, at du skriver, at det har været rart at få sat ord på. Den erfaring kan du tage med dig videre. Når det nogle gange fylder lidt for meget, så kan du måske forsøge at skrive det ned - enten til dig selv eller som et brev til din søster eller dine forældre. Det er ikke nødvendigvis et brev, som du behøver at sende til dem. Men det at skrive de ting ned, som man går og har på hjerte, kan være forløsende nok i sig selv. Det ved jeg, at der er andre, der har stor glæde af.
Her til slut vil jeg linke til vores hjemmeside, hvor du kan bestille en gratis guide til pårørende til din mail. I den er der blandt andet råd til, hvordan du håndterer spiseforstyrrelsen, og hvordan du kan håndtere den svære tid som pårørende - måske er der noget i den, du kan bruge til noget?
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er dit ansvar at gøre alt godt for din søster og dine forældre. Den svære rolle som pårørende er netop at støtte, så godt som man nu kan, men uden at miste sig selv i processen. Jeg kan mærke, at du har en kæmpe omsorg og kærlighed for din familie, og det er en virkelig god kvalitet at have. Du må også bare huske omsorg og kærlighed til dig selv.
Jeg hepper afsindigt meget på dig, din søster og dine forældre, og jeg tror på, at I nok skal komme på den anden side af alt det her. Den kærlighed I har til hinanden, som lige nu gør det så svært at være i, er også en stor styrke, som kan bruges til at kæmpe sig ud af spiseforstyrrelsens greb om din familie. Der er lys for enden af tunnelen.
De kærligste hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.