Jeg føler ikke, at mine udfordringer med mad bliver taget seriøst

Kære dig,

Allerførst vil jeg starte med at takke dig for at dele ud af dine tanker omkring din situation og for at jeg må læse med. Dernæst vil jeg fortælle dig, at der absolut ikke er noget i vejen med dig – at du hverken er forkert eller at der er noget galt med dig. Jeg fornemmer derimod, at dit brev rummer svære tanker og følelser, som du har gået med alt for længe, og jeg får sådan en lyst til at sende dig et varmt kram og kærlige tanker. Den situation du så fint beskriver, er bestemt ikke noget du hverken bør eller skal stå med alene. Så tak fordi du rækker ud til os.

Når jeg læser dit brev, hæfter jeg mig først og fremmest ved, at du skriver at du har kæmpet med din spisning i 4,5 år, og at det kun er blevet værre med tiden. Du skriver, at du oplever episoder med både restriktiv og overspisningsmønstre. Jeg vil derfor appellere til, at du får talt med en læge – måske du allerede selv har haft den tanke? Det skriver jeg, fordi jeg tænker, at det er enormt vigtigt at der bliver taget hånd om dig, og din situation, især når du skriver, at den er blevet forværret over den seneste tid. Hvis det er svært at forklare, kan du eventuelt medbringe dit brev, hvor du så fint beskriver din oplevelse med egne ord. Jeg tænker også, at det er vigtigt at tale med din læge, da han eller hun kan bistå dig med bedre mulighed for rette hjælp eller støtte af mere praktisk karakter end jeg kan i et brev. Måske du også kunne have mod på at vise din læge mit svar. Foruden dit brev?

Du skriver også, at du tidligere var utroligt deprimeret og havde selvmordstanker dagligt. Du skriver dine ord i datid, men jeg vil alligevel opfordre dig til at fortælle din læge omkring dette, så de kan vejlede om bedst mulig støtte. Endvidere vil jeg også lade dig vide, at du altid kan kontakte Livslinjen, hvis du oplever ønsker om ikke at være her længere.

Du fortæller også, at din spiseadfærd har været værst siden 2023, og at dine tanker nærmest udelukkende har kredset omkring at tabe sig. Du skriver til sidst, at det nu handler mere om at ’være syg’ end et vægttab.

Min erfaring fortæller mig, at en spiseforstyrrelse eller overvejende tanker omkring spisemønster og -adfærd meget ofte har rødder andetsteds. En spiseforstyrrelse kan dermed forstås som en kanal for noget indre, som gør ondt. Derfor er det også normalt at opleve, at tankeindholdet ændrer sig over tid, og at dine tanker nu mere koncentrerer sig om andet end ’blot’ at tabe sig. Virker dette mon genkendeligt for dig? Du skriver også, at du oplever, at din mor ’registrerer’ at du har det svært, men ikke formår at ’gribe’ dig i det. Er det mon rigtigt forstået? 

I forlængelse heraf, får jeg sådan lyst til at spørge dig, om du nogensinde har delt disse tanker og følelser med andre end os? Du fortæller, at din tidligere lærer har haft informeret dine forældre, men at der ikke blev gjort mere ved det, da du kom hjem fra lejrskole. Du fortæller, at dine forældre i løbet af de seneste 18 mdr. begyndte at blive opmærksomme på måder, som de førhen ikke havde været. Hvordan kunne det mon se ud? Grunden til at jeg spørger, er fordi, at det kan være en svær situation at stå i som pårørende – både fordi man måske ikke er oplyst omkring spiseforstyrrelse eller tegn herpå, men også fordi det er et personligt, sårbart og ømt emne. Og det gælder både i forhold til at spørge ind, men i den grad også i forhold til at åbne op overfor andre. Virker dette mon genkendeligt i din situation?

Det kan for pårørende være enormt svært at vide, hvordan man skal navigere i det minefelt, som en spiseforstyrrelse kan udfolde sig i. Jeg får derfor lyst til at henvise til vores side for pårørende.

Der er f.eks. mulighed for et familieforløb, hvor formålet består i at familien klædes på til at kunne imødekomme de svære og konfliktfyldte situationer som en spiseforstyrrelse kan medføre, men også at den unge oplever en større tryghed og støtte i familien. Det kan være, at du tænker, at det er et for stort skridt for nuværende – og det er ok. Det kan også være, at du i første omgang kan vise din mor dette brev og at I kan tale sammen herudfra? 

Det er selvfølgelig dit helt eget valg, men jeg vil lade dig vide, at jeg synes det er relevant, at du taler med nogle omkring din situation. Jeg tænker, at det er meget længe du har gået og haft de her tunge tanker og følelser, og at det må have været nogle rigtig svære år at være dig i. Samtidigt mærker jeg også en krise, som du ikke ved hvordan du skal håndtere. Jeg mærker også, at du adresserer en større lyst til at ’være syg, se syg ud og føle sig syg’ mere end ønsket om at tabe sig. Er det mon rigtigt forstået?

Jeg får lyst til at fremhæve denne sætning i dit brev af flere årsager. Fordi dine ord er rå, de er sårbare og de er hudløst ærlige. Fordi dine ord giver genklang. Og fordi de berører mig dybt. Jeg genkalder mig mine tidlige ungdomsår, hvor en masse forskellige ting rumsterer og buldrer og brager. Årene hvor vi som unge individer måske for første gang – og på egen krop - erfarer at livet kan gøre ondt og til tider vælte os omkuld. Der kan være mange forskellige faktorer som spiller ind; skole, venner, fritid, familie, ensomhed eller identitetsvalg – ungdommen er en meget kompleks tid, og det gør det bestemt ikke lettere at gå med de tanker, som du beskriver helt alene. Jeg vil i hvert fald lade dig vide, at der også er andre muligheder for at få hjælp og samtale hos os. Du kan læse mere om dem her.

Det kan nogle gange være lettere at få sat rette hjælp i værk, når man kan skrive eller tale sammen i dialog form. Jeg fornemmer nemlig, at du har meget på hjerte og vi vil så gerne tale med dig. Min fornemmelse bunder i hele dit skriv om din situation. Du skriver, at du ikke rigtigt længere ønsker at få hjælp til at få det bedre. Jeg synes, at dit brev står meget stærkt i kontrast hertil. Mon du også selv ser det? Dit brev vidner for mig om, at du netop ønsker at tage ansvar, du ønsker at blive set, at føle omsorg – jeg forstår dig brev som en måde at drage omsorg om dig selv på – præcis som du fortjener.

Så kæreste dig…

Jeg håber, at du med dette svar får råd og vejledning til, hvor du kan henvende dig for at modtage den rette hjælp, støtte og omsorg. Jeg håber, at du med dette brev har fået genkendelighed og håb, men også genfundet mod og tro på dig selv, på fremtiden og på at kunne få det bedre.

Jeg sender dig de varmeste tanker og knus, og jeg hepper på dig hele vejen. 

De kærligste hilsner,
Brevkassen