Tilbage til Brevkassen

Jeg spørger her fordi jeg synes det er for pinligt at spørge om til mine behandlere

Spørgsmål

Anonym

Hejsa, Jeg har været i behandling for anoreksi i en del måneder nu. Jeg havde tidligere et misbrug af afføringsmiddel men det er jeg stoppet med. Til gengæld bruger jeg stadig microlax en gang i mellem for at få følelsen af at blive “udtømt”. Jeg kan ikke helt finde ud af om det stadig er en del af min spiseforstyrrelse, eller om det er ok at bruge det? Jeg bruger det cirka en gang om ugen. Og er det farligt/dårligt for mig at bruge? 

Jeg spørger her fordi jeg synes det er for pinligt at spørge om til mine behandlere.

Svar fra brevkassen

Brevkassens redaktion

Kære dig 

Mange tak for dit brev, og tak for dit mod til at dele dine tanker og bekymringer med os. Jeg ved fra egne erfaringer at det kan fylde utrolig meget og være ensomt at gå med de tanker selv, så jeg er rigtig glad for at du har valgt at skrive til Brevkassen. 

Du skriver at du tidligere har haft et misbrug af afføringsmiddel, men at du nu er kommet ud af det. Det vil jeg gerne starte med at anerkende dig for. Jeg ved, fra dengang jeg selv havde en spiseforstyrrelse, at det kan være rigtig svært at komme ud af, fordi det så nemt kan blive en afhængig og føre til en ond cirkel. 

Du skriver også, at du fortsat bruger microlax engang i mellem, for at få følelsen af at blive udtømt. Som du sikkert allerede ved, kan underspising føre til fordøjelsesproblemer. Det kan det, fordi kroppen har brug for mad og energi til at holde kroppens funktioner i gang, og når kroppen ikke får den energi den har brug for, vil den skrue ned for nogle ting, for at spare på energien. Det kan blandt andet gå ud over tarmenes bevægelser, hvilket kan føre til ubehag og forstoppelse. Sådan var det også for mig, da jeg havde en spiseforstyrrelse og jeg måtte også ty til afføringsmidler. Heldigvis blev det meget bedre, da jeg begyndte at spise regelmæssigt, og min krop igen fik den energi den havde brug for, og langsomt blev min fordøjelse bedre. Derfor gør det mig rigtig glad at læse, at du nu er i behandling for din spiseforstyrrelse. 

Til slut skriver du: ”Jeg kan ikke helt finde ud af om det stadig er en del af min spiseforstyrrelse, eller om det er ok at bruge det?”. Det kan jeg virkelig også genkende. For mig var følelsen af at være udtømt blevet en vane. Har du tænkt på, om det kan være det samme for dig? At det er blevet en velkendt følelse at være udtømt, og derfor opstår behovet for at fortsat bruge microlax engang i mellem? Det der hjalp mig, var at langsomt vænne mig til følelsen af at have mere mad i maven, og vide at det er helt normalt at ikke være udtømt hele tiden. Pludselig blev det, det ’nye normal’ for mig, og i dag har jeg ikke længere behovet for at bruge afføringsmidler. 

Jeg kan desværre ikke svare på, om det er farligt/dårligt for dig at bruge microlax engang i mellem. Du skriver at du synes, det er pinligt at spørge dine behandlere tid råds. Jeg får lyst til at skrive, at det at komme på toilettet er helt naturligt. Det er noget alle gør - selv dronningen - og der er ikke noget at skamme sig over. Jeg ved at det er svært, men jeg får alligevel lyst til at skrive, at det er vigtigt at du taler med dine behandlere. Spiseforstyrrelser og fordøjelse går ofte hånd i hånd, og derfor er der stor sandsynlighed for, at det ikke er fremmed for dine behandlere at tale om.
Samtidig kan jeg forestille mig at dette påvirker dig både fysisk og mentalt, men du har så meget fortjent at få hjælp til at håndtere det og få det godt igen! Du kan eventuelt også gå til din egen praktiserende læge, hvis du tænker at det er lidt lettere at tale med vedkommende om din udfordring?

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig lidt videre. Jeg ønsker dig al held og lykke i dit videre forløb. 

Kærlig hilsen
Brevkassen

Har du selv et spørgsmål?

Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.

Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.