Min bulimi er en slags bagsædepassager

Kære dig

Mange tak for dit brev. Hvor er jeg glad for, at du skriver til os. Jeg synes, du beskriver spiseforstyrrelsen så fint, som en slags bagsædepassager, som af og til tager mere styring - men at den jo i virkeligheden styrer hver dag, og at alt du gør er påvirket af den. 

Du fortæller, at du har haft bulimi i 27 år, og haft det sådan som du beskriver siden 8. klasse. Du skriver, at du selv mistænker neurodiversitet og følelsen af ikke at passe ind nogen steder. Spiseforstyrrelser skal forstås som mestringsstrategier til at håndtere svære følelser, så det giver rigtig god mening, at det muligvis kan have ligget til grund for udviklingen. Derudover ses der også ofte komorbiditet hos personer der lider af bulimi. Du fortæller, at din krop nu har sagt fra, og du har fået stress. Det lyder rigtig hårdt. Men samtidig giver det igen god mening - det lyder som en kæmpe stressfaktor både psykisk og fysisk, at spiseforstyrrelsen styrer så heftigt i dit liv. 

Du skriver, at du blev bange og for første gang fortalte om din spiseforstyrrelse. Jeg kan forestille mig, hvor skræmmende det må være at stå i. Samtidig er jeg sikker på, at det har krævet enormt mod at skulle åbne op om det til lægen. Jeg er oprigtig ked af at høre, at din læge ikke har taget det seriøst og blot sagt, at du skulle spise lidt pasta. Du er ikke den eneste, som har stået i en sådan situation - det er ikke dig, som er forkert på den. Der er  desværre mange, som ikke har den nødvendige viden om, hvor alvorligt, vi bør behandle spiseforstyrrelser. 

Du spørger ind til, om vi har nogle gode råd. Mit største råd vil være, at du får snakket med en læge om det - en som lytter og forstår. Du skriver, at nu snakker du og din læge ikke mere om det. Jeg kan godt forstå, at du måske heller ikke har lyst til at bringe det på banen igen. Dog er det rigtig vigtigt, at du får snakket med en læge, da en læge kan hjælpe dig videre til et eventuelt behandlingsforløb. Jeg tænker på, om du mon har mulighed for at snakke med en anden læge? Ellers kan man også skifte læge - men jeg er klar over, at det selvfølgelig kræver et vis overskud.

Jeg tænker også på, om du måske kunne have gavn af at snakke med en psykolog. Jeg får indtryk af, at der ligger mange tanker i forhold til, hvad der satte det hele i gang, da du gik i ottende - mon det er rigtigt? Måske det kunne være godt, at få åbnet op for de følelser og tanker du går med og få det vendt og drejet i samarbejde med en anden. Du nævner også neurodiversitet - det kan måske også udforskes, hvis du har lyst til det. En psykolog kan være i stand til, at give dig nogle værktøjer med på vejen - både i forhold til at håndtere spiseforstyrrelsen og til at håndtere de udfordringer, som jeg ved, man som neurodivergent kan opleve.

Til sidst vil jeg fortælle dig, at der er lys forude. Du fortæller, at du ville ønske, at du havde et normalt forhold til mad - hvilken frihed det ville være. Hold fast i den tanke, for det er muligt at komme i bedring. Jeg får indtryk af, at du er en rigtig stærk kvinde. Du er klar og villig til at få det bedre - det kræver bare lidt hjælp. Det er en lang og sej vej, men jeg hepper på dig! 

Du er meget velkommen til at kontakte vores søde rådgivere på telefon 7010 1818 eller chat, hvis du har brug for at snakke med nogen. Du er også velkommen til at sende endnu et brev.

De kærligste hilsner,
Brevkassen