Jonas Borum Green
Jonas’ spiseforstyrrelse starter, da han er 13-14 år. Han går til håndbold, elsker at være aktiv og har altid spist, det han har lyst til. Men da kroppen begynder at forandre sig, og han sammenligner sig med holdkammeraterne, rammes han af en voksende utilfredshed. Han begynder at føle sig forkert og tyk og leder efter måder at ændre det på. Det bliver begyndelsen på en spiseforstyrrelse, hvor Jonas kaster op, træner overdreven meget og stille og roligt trækker sig ind i sig selv.
I frikvartererne på skolen kompenserer han i smug for det, han har spist, så han stadig kan være en del af fællesskabet omkring frokostbordet – uden at nogen opdager, hvad han kæmper med. Han skammer sig og skjuler sine handlinger for både familie og venner. Men indeni vokser mistrivslen.
Da Jonas en dag kommer hjem efter en løbetur og næsten besvimer af svimmelhed, går det op for hans mor, at han ikke spiser nok. Hun griber ind og hjælper ham med at forstå, hvad hans krop har brug for. I dag har Jonas det godt. Han træner stadig, men nu er det for glædens skyld. Han har delt sin historie på TikTok og mærket, hvor mange der genkender sig selv. Og i denne episode sender han et klart budskab videre: Det første skridt er altid at sige det højt.
Du kan se mere til Jonas og hans hverdag på Instagram (@_joebanana__) og TikTok (@joebanana_3).