Jeg gider ikke være 50 år gammel med en spiseforstyrelse
Spørgsmål
Hejsa, Jeg er 21 år, og har haft et forstyrret forhold til mad så længe, at jeg ikke kan huske, hvordan et sundt forhold til mad føles.
Jeg har minder langt tilbage i barndommen, om at ville spise mindre. Både for vægttab og kontrol, men også for opmærksomhed. Har manglet både opmærksomhed og kontrol, og så tænker jeg, at min krop og mad har været nemmest for mig at kontrollere.
Jeg tror mit forhold til mad har været en reel spiseforstyrelse fra ca. 12-års alderen, men har aldrig fået en diagnose. Jeg har nemlig været for god til at skjule det fra mine forældre, tror jeg.
Nu er jeg 21, voksen, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg skal havde hjælp, skal jeg vel selv søge den? Mine forældre gør det vel ikke for mig, nu jeg teknisk set er voksen? Da jeg var 14/15 år gammel, forventede jeg at være syg nok som 16 årig til at mine forældre ville få mig indlagt eller noget, men spiseforstyrelsen skjulte sig for godt for dem, og nu er jeg nået til et sted i livet, hvor jeg ikke har tid til at have en spiseforstyrelse, men du er jo helt alene, når du er voksen. Jeg er meget tæt med min mor, men hun ved ikke engang, at jeg har selvskadet, siden jeg var 13. Hun har kun set mig i korte ærmer siden. Jeg tror hun er i fornægtelse, siden hun ikke undrer sig over, lange ærmer i sommervarmen. Jeg ville gerne kunne snakke med hende om mine problemer med mad og min krop, men det er som om, mine læber låser sig sammen, når jeg prøver.
Jeg føler min barndom er spildt på at være syg, uden min familie vidste det, i stedet for at nyde mad og nyde livet sammen med alle andre.
Det hjælper heller ikke, at jeg startede på adhd medicin, da jeg var 18. Det hjalp at få diagnosen. Det gav mig en forklaring på alle mulige ting om mig selv gennem hele mit liv, men medicinen har nogle bivirkninger. Én af dem er nedsat appetit, hvilket min spiseforstyrelse er glad for. Jeg er bange for, jeg er blevet afhængig af medicinen på grund af den bivirkning. Når jeg vågner om morgenen, og er sulten, tager jeg første dose før morgenmad, så jeg ikke mærker sulten. Jeg gør det samme omkring frokosttid. Jeg spiser ikke engang aftensmad hver dag, og jeg er så træt hele tiden. Jeg bliver så udmattet af ingen ting, og jeg gider det ikke mere.
Jeg gider ikke være 50 år gammel med en spiseforstyrelse. Så vil jeg hellere stoppe med at leve, for det er ikke det liv, jeg vil leve. Ikke mere.
Hvordan finder jeg hjælp?
Jeg er så bange for, min spiseforstyrelse har sat så dybe rødder i mig, at den aldrig forsvinder, og jeg skal være syg for evigt.
På den anden side… hver gang, jeg tænker, nu vil jeg blive rask, så tænker jeg så “er det ikke bedre at blive endnu tyndere?” Hvorfor er det så svært?
Hilsen en bange og fortvivlet ung pige
Svar fra brevkassen
Kære du,
Tak for dit fine og ærlige brev her ind til Brevkassen. Det gør mig glad, at du har skrevet herind. At du drager omsorg for dig selv og rækker ud. Sejt gjort.
Du skriver, at du har haft restriktiv spisning siden du var ca 12, og i dag er du 21. Du skriver også, at du ikke gider være 50 år og stadig have en spiseforstyrrelse. At du er bange for, at spiseforstyrrelsen er så stor en del af dig, at den aldrig forsvinder. Og at det er så svært. Jeg forstår fuldt ud dine tanker. Din spiseforstyrrelse og din selvskade har været en del af dig i mange år. Hvordan vil det være uden dem? Hvem er du uden? Det kan være skræmmende ikke at vide. Spiseforstyrrelsen og selvskaden har været din copingmekanisme, din følgesvend, dit trygge rum. Dét har du kunne kontrollere. Dit madindtag. Din selvskade. Du har manglet opmærksomhed. Ikke at få opmærksomhed. At være usynlig. Det gør rigtig ondt. At være i sådan en smerte er uudholdelig. Derfor er kontrollen i spiseforstyrrelsen og selvskaden blev en hjælp til at håndtere at være i verden. Din verden.
Kan du huske, hvad der skete dengang du var omkring de 12 år, siden du begyndte at kontrollere din spisning og senere selvskade? Var der noget, som var særlig svært?
Hvordan har du det med dine forældre?
Du skriver, at du er tæt med din mor. Men at hun ikke ved, hvordan du egentlig har det. Du vil gerne kunne tale med hende om det. Samtidig føler du også, at hun er i fornægtelse. Det er svært at få taget hul på sådan en samtale. Hvordan vil hun reagere? Hvordan vil du? Umiddelbart får jeg lyst til at foreslå dig, enten at vise hende dit brev og mit svar. Eller også skrive et brev til hende. Hvor du fortæller hende, hvordan du har det. Og hvad du har brug for fra hende. Ville du mon kunne det? Det vil være overvældende for hende, at du har det sådan. Men jeg er sikker på, at hun kan rumme det, selvom det er svært. For hun elsker dig.
Du spørger, om du selv skal søge hjælp. Svaret er ja, da du er myndig. Men der er intet til hinder for, at du tager dine forældre med, til samtale hos din læge. Eller hvis du skulle få lyst til at tage kontakt til vores rådgivere, som er super søde. Dine forældre kan også få hjælp, som dine pårørende. Jeg lægger nogle link, som du kan læse:
For du skal ikke gå alene med, hvordan du har det. Du kan få det bedre. Og du fortjener at få et godt liv. Jeg kan mærke, at du er der, hvor du er klar til at arbejde med at få det bedre. Tage de første skridt i en ny retning. Det har du gjort ved at skrive herind. Du skriver, at du ikke vil leve sådan mere. Det er virkelig stærkt af dig at sætte så klare ord på. At nu vil du noget andet.
Du føler, at din barndom har været spildt. På at være syg. Det forstår jeg også godt. Men hvad kan du bruge disse tanker til, andet end at dunke dig selv. Jeg tænker, om du kan se på dig selv med kærlige øjne. Det har ikke kunne være anderledes. Men det kan det nu. Du tager kontrollen. Over dit liv. Hvis jeg må foreslå dig, at du hver dag gøre én god ting for dig selv. Noget, som du kan lide. Stort som småt. Skriver det ned. Du vil opbygge en samling af gode ting, som du kan tage fra, når du får trangt til at gøre, som i dit gamle liv, selvskade eller undlade at spise. Det er din vilje, som gør, at du nu vil gøre noget andet.
Du skriver, at du er træt hele tiden - at du bliver udmattet af ingenting. Kæreste du, du giver ikke din krop næring. Det skal den have. Det skal du have. Dine organer, muskler, din hjerne skal have næring. Til at tænke. Til at danse. Til at gå. Til at læse. Til at kunne fungere. Din krop er din ven. I skal følges ad. Hvordan lyder det for dig, når jeg skriver sådan? Du skal vælge dig til. Du skal vælge Livet. Der er en plads til dig. Jeg ser dig. Og du skal vide, at du ikke er alene.
Jeg håber, at mit svar kan være dig til hjælp, så du kan tage endnu et skridt på vejen til dit nye liv. Jeg hepper på dig. Du er en fin, klog og selvreflekterende ung kvinde. Du kan. Jeg tror på dig. Jeg hører dig.
Du er altid velkommen til at skrive her ind igen, hvis du har lyst.
Mange kærlige hilsner fra
Brevkassen.
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.