Jeg tror, min søn har en spiseforstyrrelse

Kære Far

Tusind tak for dit brev. 

Jeg vil gerne sige til dig, at dit brev gør indtryk på mig, for det er en rigtig svær situation, at være forælder til voksne børn med en evt. spiseforstyrrelse - for hvor går grænsen mellem omsorg og indblanding?

Du skriver, at du har en voksen søn på 30, der bor for sig selv og på mange måder klarer sig fint. Har en færdig uddannelse, er i job, har tilsyneladende et rimeligt velfungerende socialt liv. Når du skriver tilsyneladende, er det så fordi du fornemmer noget ikke helt er, som det skal være? Og hvis ja, er du mon klar over, hvad det er der måske bekymre dig?

Han har siden sine teenage år haft en udfordring med sin vægt, og har de sidste 4-5 år taget gevaldigt meget på i vægt, og er nu meget stor. Du tror, at han har symptomer, der tyder på BED. Han spiser meget sparsomt, når I er sammen, men han tager fortsat på i vægt. Da han boede hjemme skete det, at du gemt under sengen, i skuffer og andre skjulte steder fandt tomme emballager fra chips, bægre fra hønsesalat mv. 

Husker du om der skete noget særligt i hans/jeres liv, omkring det tidspunkt hvor vægtproblemerne begyndte? Var det din søn der oplevede udfordringer med vægten, eller var det jer som forældre? Var det mon en naturlig ting, at tale om skolen, om evt. problemer, om venner og veninder, fritidsinteresser? Fortalte du ham, at du fandt de ting på hans værelse?

I har en fin relation, men netop spørgsmålet om vægt, kostvaner og eventuel spiseforstyrrelse er følsomt, og du er ikke lykkedes med at kunne tale med ham om det, uden at han fejer det af med et "jeg har styr på det". Hvad tænker du, når han siger han har styr på det? Grunden til, at jeg spørger om dette er, at der kan være meget på spil i en relation mellem voksne børn og forældre, og vi kan som forældre have en indre konflikt omkring, hvad der synes rigtigt at sige eller gøre - og angsten for, at vores børn skal tage afstand fra os. Måske er det noget du kan nikke genkendende til?

Et andet perspektiv på "jeg har styr på det" kan være, at det er forbundet med svære følelser som eksempelvis skam. En spiseforstyrrelse kan ofte være udtryk for ekstrem perfektionisme og kontrol af egne følelser, men sammenbrud i form af overspisning og kontroltab kan være meget skamfuldt og ofte en grund til, at man isolerer sig eller distancerer sig til den del af sig selv. Det er ikke sikkert det er tilfældet for din søn, men måske kan det give mening, at se på det på denne måde?

For nogle år siden gik han på initiativ fra sin mor, I er fraskilt, men har en udmærket og tillidsfuld relation, hvor fokus var på alene at spise produkter fra "Cambridge-kuren", og det medførte kortvarigt vægttab, men det blev meget hurtigt taget på igen efter endt forløb. Som forælder vil vi gerne sørger for, at vores børn har det godt, og når vi ser de har problemer med vægten, vil vi gerne løse problemet med en slankekur. Desværre er det ikke ret tit, at det er løsningen på problemet - og det, at vi har fokus på vægten kan forhindre os i, at være nysgerrige på, hvad der ligger bag. Hvordan ville det mon være at se på det i det perspektiv?

Du tænker, at der er tale om spiseforstyrrelse, hvor det nok ikke er hele løsningen at fokusere på at tabe vægt, men lige så meget på andre faktorer. Du ved bare ikke, hvordan du kan hjælpe ham igang - eller om du i virkeligheden skal give slip, og acceptere, at han er voksen og at det ikke er her, far skal tilbyde sig? 

Jeg tænker du meget vel kan have ret i din betragtning, men det vigtige er, hvad din søn tænker? Umiddelbart vil jeg sige, at du aldrig skal give slip, men acceptere, at din søn er voksen og selv bestemmer. Men måske kunne du vise din søn brevet og I kunne i fællesskab blive enige om, hvor, hvornår og hvordan du kan/skal byde dig til og være far?  

Du afslutter med at beklage dette lidt rodede brev og håber på et godt råd, eller at vi måske kan pege på et sted, du kan henvende dig?

Du skal ikke beklage.

Dit brev er lige præcis som det skal være, og din omsorg for din søn, er det der er det vigtige her - og den er ikke til at tage fejl af.
Jeg vil anbefale, at du er ærlig overfor din søn og fortæller ham, at du er bekymret og gerne vil hjælpe, hvis han vil tage imod det. Det kunne måske være hjælpsomt for jer begge, at du også er ærlig omkring din manglende viden og at I måske kan søge mere viden sammen? Det kan I gøre her på telefon 7010 1818 eller online chat, rådgivning m.m. Du kan læse mere om vores rådgivningstilbud.

Hvis din søn har BED og ønsker hjælp, så har vi gratis behandlingsgrupper hos os. Her er der, som du selv er inde på i dit brev, ikke fokus på vægttab, men på de psykologiske aspekter og konkrete adfærdsændringer.

Jeg håber du har fået inspiration til dit næste skridt og jeg ønsker jer begge to alt det bedste.

De kærligste hilsner
Brevkassen