Jeg tror, jeg selvskader ved at slå mig selv i hovedet

Kære dig

Først og fremmest skal du have tak for dit brev. Det, du skriver, giver mening – og det gør indtryk på mig at læse. Jeg håber meget, at du vil føle dig set i mit svar til dig. 

Du fortæller, at du selvskader ved at slå dig selv i hovedet. Med knyttede hænder eller hvad du har omkring dig. Det kan være ret voldsomt, føre til buler.

Det kommer oftest, når du ikke kan rumme den ene af jeres unger, skriver du, når du kommer til at råbe af dine børn eller opføre dig på anden måde, som i dit hoved er upassende eller ukorrekt over for dem. Følelser af selvhad og vrede kan også komme, når du ser dig i spejlet. Du skriver, at det kommer så pludseligt, er intenst og altoverskyggende. Du når ikke at tænke; føler trykken, hjertebanken, rysten – føler dig desperat, og rækker ud efter noget. 

Det har stået på i nogle år, fortæller du, men er blevet hyppigere og voldsommere indenfor det seneste år. Du står meget alene med det – din mand har oplevet det enkelte gange, men ved ikke hvor tit og voldsomt, det kan være – og du har ikke turde bede om hjælp. Du har tænkt, at det ikke ’er noget’ og at du alligevel aldrig vil turde gøre ”ordentligt” skade på dig, skriver du. 

Det gør virkelig indtryk på mig at læse dine ord. Din beskrivelse af dig foran spejlet, dit oplevelse af et selvværd og en selvtillid, der nærmest ikke er eksisterende. Overbevisning om, at du ikke fortjener bedre, når du slår dig selv. Det vækker en stor genklang i mig. Jeg har stor forståelse for, hvor voldsomt det er at have det sådan. Især i de momenter, hvor man mister fornemmelsen af, at der er noget som helst andet at stille op end desperat at mærke den voldsomme vrede rettet mod én selv.. 

Jeg genkender det, du beskriver, fra andre der gør skade på dem selv – både på den ene og anden måde – og fra tidligere i mit eget liv. Det var ganske vist i en helt anden kontekst, men følelser af selvhad og vrede fik mig på samme måde derud, hvor jeg ville slå min krop så hårdt, jeg kunne få mig selv til. Jeg har en stor forståelse for følelsen af, at det ikke er ’rigtig selvskade’ eller slemt på en måde, så man fortjener hjælp. 

Men det gør man jo. Fortjener hjælp og støtte. Du fortjener i allerhøjeste grad den rette hjælp og støtte til at håndtere det, du står i. Hvad tænker du om det? 

Jeg tænker ikke der er tvivl om, at du gør rette i at række ud efter hjælp. Jeg håber, du vil se dit brev til os som et slags første skridt. For – udover selvskaden, som du ikke fortjener – så handler det jo først og fremmest om, hvordan du har det. Og jeg får indtryk af, at du ikke har det okay; at du – og måske også din familie – fortjener at du trives bedre. 

Du skriver, at du fik en moderat efterfødselsreaktion for 6 år siden, som indirekte førte til en stresssygemelding for 3 år siden. Da luftede din læge en tanke om antidepressiv medicin. Hvad tænker du selv om det? Forklarede lægen hvorfor? Jeg får indtryk af, at du har nogle ting i bagagen – både derfra, eller tidligere – som kan være noget, der kan være forbundet til det selvhad, den vrede, du oplever. For det handler sjældent om spejlbilledet og én selv. Selvom det kan føles sådan. Hvad tænker du om det? 

Det er gerne sådan, når man gør skade på sig selv – som du også peger på – at det er noget, man gør, når man ikke kan rumme de følelser, der pludselig fylder én. Selvskade bliver en mestringsstrategi, en copingstrategi, som man gør brug af når man føler afmagt. Ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv. Man søger en flugt fra følelserne, ubehaget. 

Du ved ikke, hvad du skal gøre, skriver du. Det forstår jeg godt. Det er sådan, det føles når man gør skade på sig. Man kan ikke bare stoppe – for det er blevet et mønster, og en måde at håndtere det hele på. Men det er et tegn på, at noget ikke er, som det skal være. At man har ophobet et for stort pres af nogle svære følelser i sig, måske gennem mange, mange år. Og man har oftest brug for støtte for at finde nye veje, trives bedre. Derfor håber jeg meget, at du vil tale med nogen. 

Ser du det mon som en mulighed at tale med lægen igen og fortæller, hvordan du har det nu? Måske genbesøge samtalen om medicin? Måske blive henvist til psykolog, hvis lægen kan se, at det er relevant. Eller på egen hånd finde frem til psykolog eller terapeut, som har de rette ressourcer til at støtte dig. Det tænker jeg, at du er i din fulde ret til – og jeg tænker, at du har behov for den hjælp. 
Jeg tænker også, at det på sigt er vigtigt at være åben overfor din mand. Så du kan være ærlig og være hele dig i jeres forhold. Samt være den mor og familie, du ønsker. Men at finde en støtte udefra – det tænker jeg er næste skridt. 

Hvis du vil tale mere med os om, hvad du kan gøre, så er du mere end velkommen til at skrive igen eller benytte vores andre rådgivningsmuligheder.

Vil vil utrolig gerne være her for dig. 

Mange varme tanker til dig.

Kærlig hilsen 
Brevkassen