Jeg ved ikke, om der er noget galt

Kære dig,

Tak for at række ud til brevkassen, og for at dele dine tanker og bekymringer med os. Allerførst får jeg lyst til at give dig et kærligt og varmt kram, og fortælle, at det gør mig ondt at høre, at du ikke synes livet er sjovt på grund af dine problemer med at spise. Dernæst vil jeg fortælle dig, at jeg synes du er både modig og sej ved at skrive ind til os, så vi har mulighed for at vejlede og hjælpe dig på vej videre.

Du skriver, at du i starten af året har haft svært ved at spise. Jeg kommer derfor til at tænke på, om der er sket noget ved årsskiftet? Noget, som måske har medført nogle bestemte følelser hos dig? Min erfaring med spiseforstyrrelse beror sig nemlig på, at overoptagethed og kontrol omkring mad og spisevaner ofte er et udtryk for noget andet, som rører sig hos den enkelte. Mon dette virker genkendeligt for dig?

Du skriver også, at du begyndte at føle dig tyk, og at du fik det bedre, da du stoppede med at spise andre måltider end aftensmad. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan du oplevede, at du fik det bedre? Var der andre følelser, som kom frem? Som jeg læser dit brev, virker det som om, at din optagethed omkring mad sidenhen har taget til. Er det mon rigtigt forstået? Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at du er begyndt at koncentrere dig om hvor mange kalorier du spiser, om hvor meget du må spise, og at du ikke har så meget energi i skolen. Du skriver også, at du ikke ved om du er undervægtig eller om du kan få noget hjælp. 

Først vil jeg fortælle dig, at det er helt forståeligt at du oplever ikke at have energi i skolen, når ikke du spiser. Kroppen har brug for vigtige næringsstoffer til at kunne fungere. At du oplever manglende energi i skolen, er et tegn som du skal tage alvorligt, og noget som skal handles på. Hertil vil jeg også tilføje, at en spiseforstyrrelse kommer i mange variationer, og ikke kan diagnosticeres på baggrund af undervægt. Du kan læse mere omkring både symptomer og de forskellige typer af spiseforstyrrelser her.

Jeg bliver meget opmærksom på, at du skriver, at du ikke ved, om du kan få hjælp. Du skriver, at dine forældre ser dig spise, men at de ikke ved hvor meget du vejer, eller hvordan du har det med mad. Jeg vil derfor spørge dig ind til, om du mon har talt med nogle andre omkring din situation, og at du oplever, at du har problemer med at spise? Jeg tænker, at det er utroligt vigtigt, at du får sagt de her ting højt til en voksen – f.eks. en lærer, din læge, et familiemedlem eller en anden, som du har tillid til. Det kan være dine tanker allerede falder på én voksen i dit netværk? Det er vigtigt for mig at pointere, at det her ikke er noget som du skal gå rundt med alene, men noget der skal tages hånd om.

Er du mon bekendt med vores andre rådgivningslinjer her i foreningen? Der er både mulighed for at chatte, ringe eller booke en samtale med os.

Det er så vigtigt, at du får talt med en voksen omkring de tanker og følelser du går med. Vi sidder klar til at tage imod dig og vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dig på rette vej mod næste skridt. 

Et kærligt råd herfra ville også være at vise dit brev og vores svar til en voksen i dit netværk, som du stoler på og som du har en god relation til. Det kan være svært at åbne op for et så sårbart emne som problemer med spisning og mad – og især hvis det er første gang man siger det højt.

Jeg håber sådan, at du finder selvsamme mod og styrke - som du allerede har vist os, at du besidder ved at skrive herind – til at åbne op overfor en voksen og fortælle om det der er svært og det der gør ondt. Jeg tror på dig.

De kærligste hilsner,
Brevkassen