Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, fordi han vil ikke hjælpe sig selv

Kære Jer,

Tak for jeres brev fuld af omsorg og bekymring for jeres ven.

Jeg forstår jeres bekymring. 

Jeres ven har det ikke godt. Det må være hårdt for ham. Men også for jer at være vidne til. Jeg kan godt forstå, at I har brug for at række ud, når I oplever jeres ven, sådan som jeg læser jeres brev, får det værre. Så godt at I skriver her til brevkassen! 

Har jeres ven mon fortalt jer, hvordan han har det? Hvorfor han har selvmordstanker? Er der mon sket noget i hans liv, som gør, at hans valg er at skade sig selv og spise lidt? Når man vælger selvskade og at undlade at spise er det en måde at flytte fokus. Fra det, som gør ondt, det, som er den egentlige årsag til, at man har det skidt. Det gør for ondt - mere ond end at selvskade og nægte sig selv mad - at forholde sig til den egentlige årsag. Måske man ikke en gang kender til den. Man føler bare en kæmpe mental smerte, som man flytter fokus fra, ved at opføre sig den fysiske smerte. Håber min forklaring giver mening for jer.

I skriver, at I har talt med jeres vens kontaktlærer, som har taget fat i hans forældre - og at jeres ven er i noget rådgivning for unge. Men at det ikke hjælper. I overvejer nu at tage kontakt til jeres forstander, I håb om at denne kan gøre mere. Jeg synes, det er gode forslag. Jeg tænker på, om I kan tage en snak med jeres kontaktlærer - om I sammen kan gå til forstanderen. For I skal ikke stå med ansvaret alene. Det er efterskolens ansvar. Hvad tænker I om det bud?

Jeg forstår, at jeres ven gerne vil undgå kontakt til læge, fordi han ikke ønsker en eventuel diagnose, som kunne forhindre, at han kommer i militæret. Men får han ingen hjælp. Og fortsætter sin selvskade og spiseregulering, hvordan skal han så overhovedet  finde overskuddet overhovedet til militærtjeneste. 
Det kræver både fysisk styrke og madindtag. Jeres ven må have hjælp. Det fornemmer jeg også, at I forsøger at finde til ham. I holder af ham. I bekymrer jer. I ser ham. Hele ham. Sikke et venskab I har, alle 5. Det er så dejligt at læse. 

Har I mon mod på at vise jeres kontaktlærer eller forstander jeres brev og mit svar? Måske det kunne hjælpe jer med at forklare dem jeres bekymring? Måske jeres ven har mod på at skrive eller tale med os? Vores rådgivere er super søde. Og mange har selv haft en spiseforstyrrelse eller selvskade. I kan læse mere om vores forskellige tilbud her.

Jeres ven skal ikke gå med selvmordstanker. Han skal tale med nogen, som lytter til ham, og som kan hjæpe ham. Han kan ringe til Livslinjen på 70201201.

Jeg læser også, at I ikke ved, hvad I skal gøre, da han ikke ønsker at hjælpe sig selv. Tænker I, at han har opgivet? Samtidig har han også et ønske om at komme i militæret. Har han et lille håb. Et ønske om at ville leve. Det er muligt, at han finder en vej. Og han skal ville selv. 

Det er ikke nemt. Der er ikke et quickfix. Der er mange unge, som skriver eller ringer til os. Hver dag. Han er ikke alene. Om at have det sådan. Og han er ikke alene. Han har jer. Som vil støtte, hjæjpe og være der for ham. Det er svært lige nu. For ham. For jer. Han - og I - skal tale med nogle voksne, der kan hjælpe jer videre. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe jer og jeres ven lidt på vej. 

Både han og I er velkomne til at skrive til Brevkassen igen.

Mange varme tanker til jer - og jeres ven.

Kærlig hilsen fra
Brevkassen