Har jeg overhovedet noget, der minder om en spiseforstyrrelse?

Kære anonyme dig,

Allerførst får jeg lyst til at sende dig et kærligt kram. Når jeg læser dit brev, får jeg fornemmelsen af, at du er godt fyldt op med tanker og følelser omkring mad, vægt og kontrol. Jeg forestiller mig, at det må være rigtig hårdt at stå med alene, og det gør mig ondt at høre, hvor meget det fylder hos dig i din tid på højskole, som ellers skulle være fyldt op med smil og latter, venskaber, kærlighed og minder for livet.

Dernæst vil jeg fortælle dig, at spiseforstyrrelser kommer i flere former og variationer, og at definitionen af denne ikke blot er sort eller hvid. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke altid kan diagnosticere en spiseforstyrrelse ud fra kroppens form eller figur; en spiseforstyrrelse kan slå lige så alvorlige rødder i vores psykiske og mentale velvære. Og vi er ofte gode til at underminere hvor godt tag den egentligt har i os. Mit korte svar til dig er derfor – søg hjælp. Jeg vil opfordre dig til at tage kontakt til din egen læge og fortælle dine tanker, følelser og oplevelse af denne her periode. Du kan eventuelt tage udgangspunkt i dit brev, hvis det er svært at starte op. Han eller hun har viden omkring forskellige tilbud og/eller psykologisk hjælp, som kan være relevant for dig. Du har også mulighed for at finde hjælp her i foreningen – det kan du læse mere om her.

Du skriver, at du tror at du led af BED i en periode sidste vinter, og at det påvirkede dit mentale helbred. Det kan jeg i allerhøjeste grad godt forstå, at det har gjort. Det er gennemgående i mange af de breve vi modtager, at en spiseforstyrrelse - uanset karakter – desværre ofte medfører konsekvenser for vores mentale velvære. Det kan bl.a. udforme sig i, at man pludselig udvikler et meget kritisk og negativt syn på vores selvbillede – fysisk såvel som psykisk. Giver det mon genklang i din situation?

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at du har det bedre med din krop efter du har tabt 10 kilo, men at du stadig drømmer om at tabe yderligere 5 kilo, før du rigtigt føler at du kan slappe af. Har jeg mon forstået det rigtigt? Du beskriver en tankegang, som rigtig mange som enten har eller har været i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse kan genkende på tæt hold. Det kan jeg selv skrive under på. Det er desværre et velkendt fænomen, at man begynder at opstille flere, mere rigide og strengere krav og kriterier til sig selv og sit selvbillede førend man er tilfreds. Du skriver også, at du er begyndt at undersøge ortoreksi, men at du ikke føler at dit fokus på sundhed er ekstremt. Du klynger dig derimod til det af ren desperation for at undgå at blive overvægtig igen. At dine sunde kostvaner giver dig ro og veltilpashed samt en sund BMI. Er det rigtigt forstået af mig?

I så fald, bliver jeg opmærksom på at afdække, om der mon er andre følelser du oplever i forbindelse med at holde fokus på sundhed? Kontrol? Viljestyrke? Struktur? Min personlige erfaring er, at en spiseforstyrrelse kan fæstne sig så dybt i os at vi til sidst kan have svært ved at skelne mellem denne og os selv. 

Du skriver også, at du efterfølgende begyndte på et vægttabsprogram, og at du oplevede, at du begyndte at få den kontrol og selvtillid tilbage, som du følte, at du havde mistet. Jeg bliver nysgerrig på, om du mon ved, hvad der i første omgang sidste vinter, var katalysator for den periode hvor du tænker, at du har lidt af BED? Husker du perioden op til det begyndte at tage fat? Måske skete der noget særligt hos dig eller omkring dig? Noget uvant eller noget helt tredje, som kunne have sat gang i nogle af de følelsesmæssige tanker omkring mad, sundhed og kontroltab, som du beskriver? Det kan være dine tanker allerede lader sig vandre, når du læser svaret…

Årsagen til, at jeg spørger ind til dette, er netop fordi, at vi ved, at en spiseforstyrrelse eller en overoptagethed af mad, sundhed, vægt og kontrol i langt de fleste tilfælde figurerer som en kanal for noget andet. Noget sårbart, noget som gør ondt. Noget som volder psykisk smerte og ubehag. Virker det genkendeligt hos dig?

Min personlige erfaring beror sig på, at en spiseforstyrrelse viser sit ansigt når vi har allermest brug for noget trygt, noget stabilt; noget vi kan kontrollere til punkt og prikke – noget som udtrykker en mental smerte et andet sted hos os. Forklædt som en veninde der i et kort sekund hjælper os på flugt fra det der gør ondt at være i – ja, så tager vi imod hende med åbne arme. Og jo mere vi fodrer hende med opmærksomhed, overspisninger, spisevaner, kontrol og sundhed, jo mere larmer hun. Og i takt med at hendes stemme bliver højere, desto mere ubetydelig og lavmælt bliver vores egen. 

Kæreste dig. Jeg bliver meget rørt af at læse dit skriv til os. I takt med at jeg læser dine linjer, tegnes et billede af en ung pige, som stiller umådeligt høje krav og forventninger til sig selv, sin psyke og sin krop. Det allerbedste og vigtigste råd jeg vil skrive, har du allerede givet dig selv – at søge professionel hjælp. Det er så vigtigt. Det er vigtigt fordi du fortjener at have det godt. Du fortjener at nyde din højskole, dine venner og din frihed uden at skulle tælle kalorier, tænke på mad, vægt og sundhed. Og jeg ved, at du har modet og styrken til at gøre det – det har du allerede vist ved at skrive herind til os. 

Et sidste stort og kærligt kram til dig – og så skal du vide, at du altid er velkommen til at kontakte os herinde igen. Det kan være via Brevkassen her eller vores øvrige gratis tilbud fx telefonrådgivning eller personlige samtaler i den rådgivning, der ligger tættest på dig. Læs mere om vores forskellige rådgivningstilbud her.

De kærligste tanker,
Brevkassen