Jeg ved ikke om jeg har spiseforstyrrelse eller er ved at udvikle en

Kære dig 

Mange tak for dit brev. Tak for dit mod til at skrive og dele dine tanker og bekymringer. Det er rigtig sejt og stærkt af dig. Jeg kan forestille mig at det er udmattende og ensomt at gå med alle de tanker alene, så jeg er rigtig glad for at du har skrevet til Brevkassen.

Du skriver at du ikke ved om du har en spiseforstyrrelse, eller om du er ved at udvikle en, og du skriver at du aldrig rigtig har haft et godt forhold til mad. Du skriver også om dine oplevelser fra da du gik i 1-3 klasse, hvor du gik meget op i at være den tyndeste i klassen og hvor du spiste restriktivt. Det gør stort indtryk på mig at læse, hvordan du havde det dengang, og at du begynder at få det samme mindset igen. Det lyder som om, at det er noget der fyldte utrolig meget i dit liv, og at det er kommet til at tage rigtig meget plads igen. 

Jeg kan desværre ikke vurdere om du har en spiseforstyrrelse, eller om du er ved at udvikle en, men ud fra dit brev tolker jeg, at du ikke har det godt, og at du er hård ved dig selv. Jeg tolker også, at dine tanker om mad og krop er blevet noget som fylder meget mere end det bør gøre, for ingen fortjener at have så negative tanker om mad og krop, når man spiser. 

Måske genkender du følelsen af skyld og skam, når du har spist eller tænker på at spise? De følelser dukkede op hos mig, da jeg havde problemer med at spise. Noget der hjalp mig, var at indse, at man aldrig skal gøre sig fortjent til at spise. Det er en menneskeret at få mad. Du bryder ikke loven ved at spise. Du er et menneske, og du har brug for mad for at kunne få energi og for at leve. Det hjalp mig også at sige til mig selv: ”Jeg skal ikke gøre mig fortjent til at trække vejret og få luft ned i mine lunger, så hvorfor skal jeg gøre mig fortjent til at spise?”

Har du mon tænkt på, hvad der gør, at du er begyndt at få de samme tanker igen, som du havde for nogle år siden? Er der noget som er særligt svært i dit liv lige nu? Ofte er det sådan, at en spiseforstyrrelse har en funktion forstået på den måde, at spiseforstyrrelsen kan føles som en god ven eller hjælpende hånd, når andre ting i livet er svært. Kan du genkende det?

Jeg er glad for, at dine forældre ved hvordan du havde det, da du gik i 1-3 klasse, men det er rigtig vigtigt,  at du fortæller dem, at du har fået de samme tanker igen. Det er så ubærligt at gå alene med det her og en mulig spiseforstyrrelse eller symptomer herpå er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. Det kan godt være at dine forældre bliver bekymrede, når du fortæller hvordan du har det, men jeg er sikker på at de også bliver glade for at du deler dine tanker med dem, for de vil dig kun det bedste. Kan du mon forestille dig, at tage fat i dem og fortælle hvordan du har det? Måske kan du vise dem dit brev til Brevkassen og mit svar.

Hvis det er for svært, kan det også være et andet familiemedlem, en lærer, pædagog eller en anden voksen du stoler på, og som du tror kan rumme og forstå dig. Det er så vigtigt, at du deler dine tanker med nogen, så du ikke går alene med dem, for jeg tolker gennem dit brev at du ikke har det godt – og det fortjener du at have.

Hvis du har lyst og brug for mere rådgivning, er du hjertelig velkommen til at ringe anonymt til os på 7010 1818. Du er også altid velkommen til at skrive her igen! Vi taler hver dag med unge på din alder, der beskriver de samme ting, som du gør i dit brev, og det er så vigtigt for os at hjælpe jer på vej, så I ikke går med disse svære tanker alene. 

Mange varme tanker herfra 
Brevkassen