Tro du, at det er muligt, at jeg har anoreksi?
Spørgsmål
Tro du at det er muligt, at jeg har anoreksi?
Jeg ved godt at det måske er et lidt underligt spørgsmål og at det er begrænset hvad du kan sige, siden du ikke på nogen måde kan diagnostisere mig, men ud fra egen erfaring og viden om emnet, hvad tror du så?
Det er aften eller anden grund ret vigtigt for mig, at jeg kan kategoriserer, hvad jeg går i gennem med min spisning, samtidig med at jeg idealiserer det at være tynd, hvilket jeg sammensætter med anoreksi.
Hvis det altså overhoved giver mening.
Jeg har kæmpet med min spisning i nogle år nu, men har aldrig rigtigt fået hjælp med det.
Min spisning er altid restriktiv, eller starter i hvertfald med at være det.
Jeg overspiser f.eks. aldrig, uden at det er på grund af sult. Det er altid et efterfølge af underspisningen, hvis det giver mening.
Underspisningen er ret intens, oftest Max 200-300 kalorier om dagen, med motion hvor jeg oftest forbrænder alle kalorierne af igen. Jeg kan dog altid kun vedligeholde det i et par uger og overspiser så 1-2 gange, i løbet af de par uger. Overspisningerne er som oftest følget af kompensering (fastning og motion), men det kan jeg heller ikke vedligeholde og spiser så derefter normalt i nogle uger, hvor jeg så efterfølgende starter igen.
Jeg taber mig ret meget i løbet af den tid jeg underspiser, normalt mellem 5-6 kg på under 2 uger, men har tidligere tabt 8-9 kg på under 2 uger.
Hvis jeg blev ved, ville jeg hurtigt blive undervægtigt, da jeg allerede har en meget normal vægt, men når jeg går tilbage med at spise normalt, så tager jeg altid vægten på igen.
Grunden til at jeg underspiser er også for at kontrollere og “fokusere” min tanker og følelser på noget.
Jeg kan godt lide hvordan det eneste jeg tænker på er mad og jeg kan godt lide hvordan det føles i min krop, når den er svag og tom, fordi at jeg ikke har spist.
Den eneste grund til at jeg overspiser er på grund af sulten, som jeg altid ender med at falde i.
Jeg håber du kan give mig nogle svar :) tak på forhånd.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Mange tak for dit brev. Tak for din tillid og for, at du vil dele din situation med os. Det gør et stort indtryk på mig at læse om dine overvejelser, og jeg håber sådan, at du kan bruge mit svar.
Tror du at det er muligt, at jeg har anoreksi?, spørger du. Du fortæller, at du har kæmpet med din spisning i nogle år nu, men aldrig rigtig har fået hjælp.
Din spisning er altid restriktiv, skriver du. Din underspisning er intens, oftest Max 200-300 kalorier om dagen. Og du dyrker motion for at forbrænde dem. Du taber dig rigtig meget på kort tid. Du kan vedligeholde dette i et par uger, og overspiser så 1-2 gange i løbet af et par uger. Overspisningerne følges oftest af kompensering (faste og motion), skriver du, og så nogle uger, hvor du spiser ’normalt’. Hvorefter det hele starter forfra igen.
Og det er jo klart. Helt klart, at du nogle gange spiser meget - pga. sult. For din krop mangler i den grad næring, når du spiser utrolig restriktivt. Det kan ingen krop og intet menneske holde ud, eller holde til, særlig længe. Samtidig har jeg forståelse for, hvordan det er. Jeg har oplevet det selv, da jeg havde en spiseforstyrrelse: at der kan indtræde en helt anderledes logik, hvor man tror, at man burde kunne udholde nogle helt umenneskelige ting.
En spiseforstyrrelses stemme fortæller ofte én, at den kan hjælpe – at det faktisk vil være bedst, hvis man har en spiseforstyrrelse. Det kan næsten virke urealistisk at slippe det nogensinde, hvis man lever sådan, at kalorier fylder rigtig, rigtig meget. Vil man slippe dét? Og ikke blive meget tynd, undervægtig? Det får jeg indtryk af, at du måske kan genkende. Man er typisk enormt splittet, når man tænker på at få det bedre, og ikke skulle leve på den måde, hvor mad, motion, kalorier og krop fylder så meget af ens liv. Der jo en del af én, som gerne vil få det bedre - for det er meget hårdt at leve sådan, som du beskriver.
Grunden til, at du underspiser, er også at kontrollere og ’fokusere’ dine tanker og følelser på noget, skriver du. Du kan lide, hvordan det eneste du tænker på er mad, og du kan lide hvordan det føles i din krop, når den er svag og tom, skriver du. Selvom det kan lyde mærkeligt, så giver det virkelig god mening. For en spiseforstyrrelse, et stort fokus på krop, mad, motion, kalorier, er gerne en coping-strategi. En strategi til at håndtere udfordringer, tanker og følelser. Det er noget at flytte fokus til, når noget på den ene eller anden måde er svært. Mange beskriver, at det hjælper dem til at få en fornemmelse af kontrol. Ro. Eller trøst. Det oplevede jeg også selv. Det er bare ikke en god og holdbar måde at leve på. Det forestiller jeg mig, at du også ofte mærker. Især, når det er svært. Når det er mest hårdt.
Du skriver, at af en eller anden grund er det ret vigtigt for dig, at du kan kategorisere hvad du går igennem med din spisning, og dét, at du idealiserer det at være tynd. Det er noget, du forbinder med anoreksi. Som du også skriver, kan jeg på ingen måde diagnosticere dig.
Jeg forstår dit ønske om at kunne kategorisere din oplevelse. Det giver god mening. Det lyder bestemt som om, at din spisning er forstyrret. At du kan have en spiseforstyrrelse. Og da jeg selv kæmpede og kæmpede med spisning, på en måde der har lighed med dét, du beskriver, ønskede jeg at vide, om jeg havde en spiseforstyrrelse. En del af mig tænkte nemlig, at jeg ikke havde det slemt nok til, at det var en spiseforstyrrelse – også fordi, jeg meget af tiden var normalvægtig. Men man kan have en hvilken som helst spiseforstyrrelse uanset hvordan, man ser ud.
Jeg ser dit brev som et tegn på, at noget i dig gerne vil gøre noget nyt. Noget for at få det anderledes, bedre. Få den rette hjælp og støtte. Blive anerkendt, og taget seriøst. Det er der ingen tvivl om, at du fortjener. Hvad tænker du om det?
Jeg tænker, din situation i høj grad kalder på, at du taler med nogen om det. At du får hjælp. At du går til din læge. Hvad tænker du om det? Lægen bør vurdere din situation. Og eventuelt henvise til behandlingsmuligheder.
Her er en artikel om at tale med lægen om spiseforstyrrelse, som du måske vil læse. Jeg håber meget, at du vil give det et forsøg.
Derudover håber jeg, at du ser det som en mulighed at opsøge terapi. Psykolog eller psykoterapeut. For mig var det meget afgørende at komme i dybden med det der gjorde, at jeg kæmpede sådan med spisning.
Du er mere end velkommen til at skrive igen, eller ringe til vores rådgivning på 70101818. Du kan også booke en personlig samtale her: https://spiseforstyrrelse.dk/personlig-samtale .
Jeg håber, at du vil tale mere med os om, hvad du kan gøre herfra. Især, hvis du ikke har nogen omkring dig, som kan støtte dig på en god måde. For det er enormt vigtigt, at du ikke går alene med dét, du beskriver!
Mange varme tanker til dig herfra,
Kærlig hilsen
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.