Hvordan kan jeg undgå at mit fremtidige barn ikke selv udvikler spiseforstyrret adfærd?

Kære du,

Tak for at skrive herind til Brevkassen omkring dine tanker og bekymringer i forhold til dit voksende ønske om at få et barn. Dit brev har gjort stort indtryk på mig. Jeg fornemmer bag dine ord dit store ønske om at få børn - og jeg læser, at du gør dig tanker om, om du kan tillade dig at få dit eget barn, fordi du har en historik med spiseforstyrrelse, og din frygt for at overføre dette til dit barn. Det er svære tanker at gå med, og jeg håber, at du vil føle dig støttet og styrket af at læse mit svar til dig. 

Jeg hæfter mig ved dine beskrivelser af, om de kropslige ændringer under/efter en graviditet vil få din spiseforstyrrelse til at blusse op igen. Jeg forstår, at du er bekymret, og jeg genkender den fra andre unge kvinder, som jeg har talt med i vores rådgivning. 

Jeg får lyst til at dele med dig, at jeg kender en ung kvinde, der har haft en spiseforstyrrelse, hun har været gravid, hendes barn er i dag 2 år. Hun havde de samme tanker, som du. Det lille barn hun bar - og siden fødte. Og nu er mor til. Hun klarede graviditeten så fint. Og jeg bliver altid meget bevæget, når jeg ser hende med sit barn - kærligheden til sit barn, den er så meget større end hendes spiseforstyrrelse. Jeg har sjældent oplevet så ren og smuk en kærlighed, som den hun har til sit barn. Dette for at fortælle dig, at jeg tænker, at du også bærer sådan en kærlighed. Til dit kommende barn. Du bekymrer dig. Af kærlighed. Hvordan mon det lyder for dig?

Du skriver i dit brev, at du har levet med en spiseforstyrrelse og en sideløbende selvskade siden 11-12-årsalderen og både din mor og mormor var prægede af spiseforstyrret adfærd, specielt i deres ungdom. Jeg får står, at det giver dig anledning til at tænke på, om du også vil komme til at præge dit kommende barn på en uhensigtsmæssig måde. Nu er du 25, og din spiseforstyrrelse ser du som værende inaktiv - kun i meget pressede situationer kan den blusse op. Hvordan er du nået dertil? Hvad har gjort, at den er blevet inaktiv, din spiseforstyrrelse. Er der noget, som har ændret sig? Har du mon ændret dig? 

Du skriver også, at den kan blusse op, når du er meget presset. Hvad giver spiseforstyrrelsen dig i sådanne situationer? Jeg tænkte, om du måske kunne få hjælp til at finde redskaber, når du føler dig presset, har du mon prøvet det? Det kan være skræmmende at forsøge noget andet end det kendte. Spiseforstyrrelsen kender du, gennem flere år. Den har været - og er stadig lidt engang imellem - din mestring af svære situationer. Måske du tør give yderligere slip?

Jeg tænker, om du mon kunne have gavn af at tale med egen læge, måske få en henvisning til en psykolog. Få muligheden for at øve dig og få nye redskaber til, når du bliver presset. Få talt om dine bekymringer. Du er også meget velkommen til at kontakte vores rådgivere, de er supersøde. De fleste har selv haft enten spiseforstyrrelser eller selvskadet. Du kan læse mere om vores rådgivningstilbud her.

Endelig vil jeg skrive til dig, at når du på et tidspunkt er gravid - for det kan jeg mærke på dit brev, at du sådan drømmer om og ønsker dig - så skal du fortælle din læge og senere den jordemoder, du får tildelt, at du har en historisk med spiseforstyrrelse, og at det kan gøre dig bekymret. Der findes særlige forløb til sårbare gravide, hvor man får ekstra samtaler med sin jordemoder, og i nogle regioner har de særlige tilbud til gravide kvinder, der tidligere har haft en spiseforstyrrelse. Det er altså noget, som systemet er vant til at tage hånd om og tilbyder en særlig støtte til. Mon det beroliger dig?

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre på vej. Jeg fornemmer, at du vil blive en kærlig og nærværende mor, når du når til at træffe din endelig beslutning, i forhold til om du skal have et barn en dag. Jeg hepper på dig.

De allerkærligste hilsener,
Brevkassen