Hvordan skal jeg nogensinde slippe af med selvskaden?
Spørgsmål
Hej, Jeg er ved at være godt træt af det hele.
Jeg har selvskadet i over et år og jeg ved slet ikke hvordan jeg nogensinde slipper af med det fordi det er ligesom på en eller anden måde er blevet en del af min hverdag. Og hvordan skal jeg stoppe med det når der ikke er noget godt i mit liv.
Fordi de her ting har stået på så længe er jeg begyndt at miste lysten til at leve. Oveni det spiser jeg næsten ingen ting altså jeg har mange gange gået flere dage unden at spise og mine forældre er virkelig ligeglade altså ikke ligeglade men de ved nok bare ikke hvad de skal stille op fordi de ligesom også har deres egen ting at kæmpe med og de påvirker intet på en postiv måde. min far slår mig bare hvis jeg ikke gør hvad han siger og min mor er selv så langt nede i et sort hul at hun kan ikke overskue noget.
Og det kan jeg heller ikke. Jeg kan slet ikke fungere i sociale sammenhæng fordi jeg altid bliver virkelig overstimuleret og det er så frusterende.
Undskyld fordi der blev lidt mere et mine problemer brev end et spørgsmål.
Svar fra brevkassen
Kæreste du,
Tak for dit brev her ind til Brevkassen.
Lad mig allerførst fortælle dig. Du behøver ikke at undskylde. Hverken dig eller dit brev. Du og det er præcis, som du og det skal være. Et øjebliksbillede af hvordan det er at være dig lige nu. Hvordan der er i dit liv.
Jeg sender dig et kæmpe kram. Forestil dig, at jeg holder dig i hånden lige nu, mens du læser mit svar. Lige nu sidder vi sammen. Du er ikke alene.
Jeg tænker, at det må være hårdt for dig.
Jeg kan godt forstå, at du er ved at være træt af det hele. Din selvskade. At du nogle dage ikke spiser. Dine forældres liv. Dit liv.
Jeg er stolt af dig. Det er så sejt af dig. At du har fundet styrken til at skrive herind. Det vidner om, at du gerne vil leve. Række ud i håb om at blive hørt og set. Jeg vil gerne forsøge.
Du skriver, at du har selvskadet i over et år. At det er blevet en del af din hverdag. Og hvordan du skal stoppe med det, når der intet godt er i dit liv.
Kan du huske, hvad det var, som gjorde, at du begyndte på din selvskade. Når man selvskader, vil man gerne væk, flytte fokus fra det, som gør så ondt, at det er svært at være i. Derfor selvskader man, så smerten bliver fysisk i stedet. Den bliver ens holdepunkt, ens pauseknap. Men den løser ikke det egentlig. Den hjælper kort, bliver ens trygge sted. Selvskaden kan du selv styre. Selv bestemme over. Du kan ikke styre, hvordan din mor har det. Hvornår din far slår dig. Det er hårdt at være i.
Jeg tænker, om du har en veninde eller et familiemedlem, som du kan være hos, når tingene spidser til. Så du kan få en pause. Da jeg var barn, blev jeg også slået. Jeg vidste altid, hvordan mine forældres humør var. Hvordan jeg blev slået næste gang. Jeg havde heller ingen. Ind imellem var jeg hos nogle veninder. Jeg havde et par stykker. Det var rart. At opleve hvordan andre havde det. Jeg vidste godt. Inderst inde, at det ikke handle om mig. Når mine forældre slog mig. At der intet var galt med mig. Det holdt jeg altid fast i. Og så ventede jeg ellers. Holdt øje med dem. Prøvede at undgå. Sad på mit værelse. Med lukket dør. Lavede mine lektier. Det var nemlig ok. At jeg lavede mine lektier. Så fik jeg fred. Imens.
Jeg overvejede også selvmord. Selvskade. Det var sort at være i. Mit liv med mine forældre. Men jeg havde en lille stemme inden i, som sagde til mig, at jeg havde ret til et godt liv, at jeg var ok, som jeg var. Den stemme vil jeg gerne give videre til dig. Jeg ser dig. Ser dit værd. Ser dit mod og din styrke.
Du skriver, at du ikke kan fungere i sociale sammenhæng. At du bliver overstimuleret. Det forstår jeg godt. Dit system er på arbejde. I allert. Det er ikke vant til at være i ro. Og tro på det gode. Men jeg vil foreslå dig, at du øver dig. Lige så stille. På at søge det, som går dig godt. I dit eget selskab. Og sammen med andre. Kan du mon skrive? Hvordan du har det, når du får trang til at selvskade. Kan du gå en tur, med musik i ørerne. Kan du danse. Tage et varmt bad. Kan du besøge en veninde. Lave et opslag og tilbyde dig, som hundelufter. Gå til ler. Øve dig i at mærke. Hvad som giver dig noget positivt. Selvom du ikke får det fra dine forældre.
Kan du mon tale med dine forældre? Selvom de ikke har det store overskud. Og ikke ved hvad de skal gøre. Jeg tænker, at de har brug for hjælp. At du har brug for hjælp.
Ingen børn eller unge skal slås.
Eller selvskade. Og gå med det alene.
Er der mon en lærer, som du har mod på at tale med? Række ud til.
Eller kan du tale med din læge om at få hjælp?
Du er også velkommen til at tage kontakt til en af vores rådgivere. De fleste af os har enten selv haft spiseforstyrrelser eller selvskade. Du kan ringe, chatte eller sende sms her. Vi kan hjælpe dig videre, så du ikke skal være alene om de her ting.
Og hvis du skulle overveje selvmord. Ring til Livslinjen, de er søde. Du er ikke alene.
Du må drage omsorg. For dig selv. Når dine forældre ikke kan. Du er noget værd. Lad mig fortælle dig. Det er muligt at få et godt liv. Selvom det er sort lige nu. Jeg har været samme sted som dig. Vi har ret og lov til at være her. Du har ret til et godt liv. Det er muligt. Vi skal dog kæmpe lidt mere end andre. Men det er muligt. Det fortjener du. Jeg lover. Du er det fineste menneske. Der er en plads til dig. Selvom det er hårdt lige nu. I dag er starten på noget nyt. Inde i dig. Hvis du vil. Og tør. Tro på. Jeg tror på dig. Jeg hepper på dig.
Jeg håber, at du kan mærke mit svar. At jeg virkelig tror på dig. At du kan.
Du skal vide, at du altid er velkommen til at skrive herind igen. Lige meget med hvad.
Mange kærlige hilsener
Fra Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.