Jeg savner min syge krop
Spørgsmål
Jeg savner min syge krop.
Jeg plejede at tabe mig utroligt hurtigt, men har siden taget på - af ukendte grunde og har svære ved at tabe mig.
Jeg savner min syge krop utroligt meget, specielt fordi jeg altid har været tyndest om vinteren.
Jeg ville bare ønske, at jeg kunne tabe mig som jeg plejer.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tak for dit brev, og for at finde vej til Brevkassen. Dit brev gør stort indtryk på mig, især fordi jeg kan genkende rigtig mange af de ting du skriver, fra dengang jeg selv kæmpede med en spiseforstyrrelse.
Du skriver, at du savner din syge krop. Åh hvor kan jeg godt relatere til den følelse, for sådan har jeg også haft det, og jeg kan lige forestille mig hvordan du har det. Det kan være en utrolig stærk følelse, nærmest som en slags urkraft. Jeg savnede også min syge krop, og følte mig enormt fremmed i min ’nye krop’. Min syge krop gav mig derimod tryghed. Måske kan du genkende følelsen af, at din krop føles fremmed, og at din syge krop giver dig tryghed?
Noget jeg husker er, at jeg følte mig svag, hvis jeg ikke levede op til, hvad spiseforstyrrelsen krævede af mig. Derfor gav det mig tryghed, hvis jeg gjorde hvad den sagde. Noget der hjalp mig var at finde ud af, at det faktisk var en falsk tryghed spiseforstyrrelsen gav mig, for den gjorde intet godt for mig. Det var lidt som at tisse i bukserne. Det hjalp lige i øjeblikket for at mindske min angst, men så blev det værre igen. Måske kan du genkende det?
Det vi skal huske på er, at spiseforstyrrelsen er mester i at twiste tanker og romantisere ’den syge krop’. Sandheden er, at spiseforstyrrelsen (og den syge krop) nedbryder os. Da jeg havde det værst, var min krop konstant kold, jeg tabte mit hår, jeg mistede min menstruation, mit fordøjelsessystem gik i stå, jeg var hele tiden ked af det, angst og depressiv. Jeg forbød mig selv alle former for nydelse, jeg distancerede fra mine nære relationer, jeg var energiforladt og jeg følte mig følelsesløs. Kan du mon genkende nogle af tingene? Måske har du også andre eksempler på, hvordan spiseforstyrrelsen forringede dit liv.
I dag kalder jeg mig selv rask fra min spiseforstyrrelse. Nu kan jeg være spontan, grine og være nærværende med mine nærmeste. Min hud og mit hår er sundt, min krop fungerer, min angst og depression er væk og jeg har en masse energi. Jeg fik min menstruation igen og jeg er blevet gravid, hvilket var min store motivation for at blive rask.
Kan du genkende det med, at se spiseforstyrrelsen som en ven? At den hjælper dig med at håndtere svære ting og følelser? For ofte er det sådan, at en spiseforstyrrelse viser sig som en mestringsstrategi når noget i livet er bøvlet. Har du tænkt på, om der er noget i dit liv, som er bøvlet lige nu? Og har du tænkt på, om der er noget i dit liv, som er vigtigt for dig, men som spiseforstyrrelsen står i vejen for? Og om hvad der er skræmmende ved at gå imod spiseforstyrrelsen?
Prøv at skrive det ned på et papir. Måske vil du opdage at de fleste ting som er skræmmende, rent faktisk er drevet af spiseforstyrrelsen, og slet ikke er rationelle – men jeg anerkender fuldt ud at de kan virke rationelle, for spiseforstyrrelsen er en stærk kraft som er svær at stå imod.
Jeg tænker at din situation kalder på, at du taler med nogen, for du skal ikke gå alene med disse tanker og følelser. De kan være så giftige og farlige. Hvis du ikke har mod på at åbne op for dine forældre og fortælle hvordan du har det, kan du måske tale med en anden som du stoler på? En veninde, en lærer, en kollega, eller en helt anden. Ellers har vores organisation nogle andre tilbud end Brevkassen, som du kan bruge. Du kan eksempelvis booke en personlige samtale eller ringe til os på 7010 1818. Det er du hjertelig velkommen til.
Jeg vil igen lægge vægt på at det er rigtigt vigtigt at du får talt med nogen om hvordan du har det. Det er så vigtigt.
Jeg hepper utrolig meget på dig og ønsker dig al det bedste. Jeg ønsker dig virkelig et liv uden en spiseforstyrrelse - der er så meget godt i vente på den anden side. Det lover jeg.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Mange kærlige hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.