Jeg er skrækslagen for at stare på gymnasium
Spørgsmål
Jeg har siden november 2023 været diagnosticeret med anoreksi, og var egentlig aldrig rigtig med på ideen om at få det bedre, men jeg var på efterskole, og blev truet med at skulle stoppe der, hvis jeg ikke tog på. Jeg elskede at gå på efterskole, det var min eneste motivation til at tage på, for at kunne være med til alle vores gymnastikopvisninger, og jeg havde en helt fantastisk lærer som også er uddannet psykolog, og hun hjalp mig enormt meget.
Vi havde afslutning d. 29 juni, og ikke engang to uger efter (d. 12. juli), gav jeg totalt op på at få det bedre, og har i løbet af de sidste 24 dage tabt mig 5 kg, og er 1 kg fra bmi 15.2, som var det jeg var, da jeg startede med at komme i behandling i psykiatrien. Jeg skal derind på fredag (d. 9.), hvor jeg formentlig bliver vejet, og de finder ud af, at jeg har tabt mig. Mit spørgsmål er så, hvad der kommer til at ske?
Jeg stoppede mere eller mindre med at tage på i februar, og har nu jo tabt mig en del, så ambulant behandling har ikke virket synderligt godt. Jeg skal starte på gymnasium d. 12., men har absolut ingen interesse i det, jeg er ærligt talt skrækslagen, så vil jeg stadig skulle starte? Og kan de indlægge mig, hvis jeg ikke er sådan, døden nær??
Jeg tror spiseforstyrrelsen kommer af, at ville finde kontrol (midt 9. klasse, eksaminer og farvel til det jeg kender lige rundt om hjørnet), så det har ramt hårdt at slutte på efterskolen, som jeg var så glad for, og så skulle starte på en uddannelse, som jeg altid har været skrækslagen for, forresten på en skole, hvor jeg ikke kender en eneste.
Jeg har meget mere skyldfølelse når jeg spiser nu, end jeg havde sidste år inden jeg startede i behandling, og jeg spiser kun når jeg bliver tvunget til det, så på en eller anden måde føles det værre denne her gang, end sidste gang, jeg med vilje spiste meget restriktivt.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg er interesseret i at få det bedre, altså i teorien er jeg, det er bare så hårdt, så det virker nemmere bare at blive i spiseforstyrrelsen, men jeg synes ligesom at jeg skal “tvinges” til at få det bedre inden jeg gerne “må give mig selv lov til det”, hvis det giver mening?
Så, for at opsummere, hvad kommer der til at ske når jeg bliver vejet, og de finder ud af, at jeg har tabt mig en 5-6 kg indenfor fire uger? Skal jeg stadig starte gymnasium? Hvad vil de gøre? Jeg vil helst være forberedt inden jeg kommer, da jeg er fuldkommen elendig til ikke at vide, hvad der skal ske. (De vil have mig udredt for autisme derinde, måske det har noget med det at gøre, idk)
Jeg håber det gav nogenlunde mening
Svar fra brevkassen
Kære du
Tak for dit brev og for at skrive her til Brevkassen. Det gjorde stort indtryk på mig at læse om din situation. Du fortæller, at du siden november 2023 har været diagnosticeret med anoreksi. Du var aldrig rigtig med på idéen om at få det bedre, men fordi du gik på efterskole, som du elskede, skulle du tage på i vægt for at have lov til at fortsætte, og for at du kunne deltage i gymnastikopvisningerne. Dette motiverede dig til at få det bedre, og du havde en fantastisk lærer. Så dejligt at læse, at hun hjalp dig enormt meget.
Efter afslutningen på efterskolen, gav du op på at få det bedre, fortæller du, og i løbet af sommeren har du tabt dig. Nu er du tæt på at have den vægt, du havde, da du startede behandling i psykiatrien. På fredag skal du derind, og du forestiller dig, at du vil blive vejet, og at det vil stå frem, at du har tabt dig. Nu tænker du meget over, hvad der vil ske. Det kan jeg godt forstå fylder hos dig nu, og det vender jeg tilbage til.
Du har ikke oplevelsen af, at den ambulante behandling, du fik, virkede synderligt godt. Jeg bliver nysgerrig på, hvad det var i forbindelse med behandlingen, der ikke virkede for dig? Om der var noget, du særlig kunne have brugt, noget du havde håbet på var anderledes, eller om der var noget du savnede? Jeg hæfter mig ved det du fortæller om, at du aldrig helt var med på idéen om at give slip på spiseforstyrrelsen. Kan dette mon have stået i vejen for, at behandlingen virkede for dig?
For at få det bedre og blive rask af en spiseforstyrrelse, ser vi det som en stærk kraft at have en motivation til at skabe en forandring. Og denne motivation kan ofte komme af en erfaring med, at spiseforstyrrelsen står i vejen for nogle af de ting, man ønsker sig i livet. Erkendelsen af at spiseforstyrrelsen ikke længere må have den magt over ens liv længere, og denne erkendelse kan virke motiverende. Hvordan lyder det for dig? Er der noget i dit liv, som spiseforstyrrelsen virkelig står i vejen for, som du ikke synes er i orden?
Det kan være rigtig vigtigt for at få det bedre, at man selv finder motivationen til at skabe en forandring. Du fortæller, at efterskolen og gymnastikopvisningerne gav dig denne motivation. Hvad var det ved efterskolen og opvisningerne, der motiverede dig? Og er der noget ved nu at være kommet hjem fra efterskolen, som tager motivationen fra dig?
Nu står du i den situation, at du skal til at starte i gymnasiet. Det har du absolut ingen interesse i, og du er skrækslagen, fortæller du. Jeg får lyst til at dele med dig, at det er enormt genkendeligt. Jeg tænker på sommeren, inden jeg startede i gymnasiet efter min tid på efterskole, og jeg havde det meget ligesom dig. Jeg var spændt på, hvad det ville sige at gå i gymnasiet, hvem jeg ville møde, og ligesom dig var jeg nervøs og bekymret. Tanken om nye begyndelser kan være svære, og jeg bliver nysgerrig på, hvordan du mon havde det sidste sommer i tiden op til, at du startede på efterskolen – genkender du nogle af disse bekymringer fra sidste sommer? Og hvordan klarede du starten og den første tid på efterskolen? Hvordan fandt du mod og styrke til at kaste dig ud i så stor en forandring at starte dér?
Eller er der noget særlig ved gymnasiet (til forskel fra begyndelsen på efterskolen), som skræmmer dig? Og hvad hænger det sammen med? Er gymnasiet det rigtige for dig lige nu, når du tænker sådan om det? Du er skrækslagen, og du kender ikke dem, du skal til at lære at kende.
Det giver god mening, når du fortæller, at spiseforstyrrelsen kommer af, at du ønsker en form for kontrol over alt det uvisse, der skal til at ske i dit liv. Bekymringen for at starte i gymnasiet og bekymringen for, hvordan din spiseforstyrrelse vil blive tacklet, når du på fredag skal til en samtale om den.
Du fortæller, at du er i tvivl om du ønsker at få det bedre. Noget i dig ønsker at få det bedre – i teorien er du interesseret i at få det bedre, skriver du. Og det vidner dit brev også om for mig. At du har et håb om at skabe en forandring. Samtidig er der en ambivalens. Denne ambivalens kan jeg rigtig godt genkende. Nogle gange kan det hænge sammen med, at spiseforstyrrelsen også er en hjælper eller en ven, der kommer på besøg på tidspunkter i livet, hvor noget måske er bøvlet. Hvordan lyder det for dig - er det noget, du genkender? Og har du en idé om, hvad der var med til at invitere spiseforstyrrelsen ind i dit liv - hvordan mon det hele begyndte?
Du spørger til, hvad der kommer til at ske, hvis du bliver vejet, og det vil blive klart, at du har tabt dig. Om du skal starte i gymnasiet. Jeg kan som rådgiver her i brevkassen desværre ikke svare dig på, hvad der kommer til at ske. Det ved jeg simpelthen ikke. Men jeg ved, at der skal virkelig meget til, før man bliver indlagt for en spiseforstyrrelse imod sin vilje. I de allerfleste tilfælde vil behandlingen foregå ambulant, som du kender fra, da du tidligere var i behandling. Og til dit spørgsmål om, hvorvidt du kan starte i gymnasiet d. 12. august, vil jeg forestille mig, at det kommer meget an på, hvad du selv tænker, hvad du har lyst til og er i stand til. Jeg forestiller mig ikke, at du har det så godt lige nu, hvor du er så langt nede i vægt og BMI. Mon du også mærker det? Jeg tænker, at spørgsmålet om gymnasiestart er meget relevante spørgsmål at tage med og tale med dem om på fredag i psykiatrien. Ligesom spørgsmålet om, hvordan et behandlingsforløb vil se ud, er noget, du vil kunne blive klogere på dér. Hvad tænker du om det?
Jeg kan virkelig godt forstå, at nye begyndelser er svære, men hvis gymnasiet simpelthen ikke er noget, du har lyst til, er det mon så det rigtige for dig nu? Eller hvorfor har spiseforstyrrelsen fået sådan fat i dig netop nu? Kan det være, den er her for at fortælle, at det ikke er det rigtige for dig at starte i gymnasiet? Eller kan en begyndelse i gymnasiet være det sted, du finder motivationen til at tage kampen med spiseforstyrrelsen op? Lige som du oplevede op efterskolen?
Har du nogen i dit liv, som du kan tale med disse store spørgsmål om? Har du mon stadig kontakt med din efterskolelærer? En ven? Eller noget familie måske?
Jeg håber på, at du vil blive taget godt imod til samtalen på fredag, og at du vil få svar på dine vigtige spørgsmål.
Jeg er glad for, at du gav dig tid til at skrive dette brev, og jeg håber, at mit svar vil støtte dig i den situation, du står i. Også selvom jeg desværre ikke kan svare præcist på dine spørgsmål.
Jeg ønsker dig held og lykke på fredag og med din begyndelse i gymnasiet, hvis det er den vej, du vælger at gå d. 12. august. Du skal vide, at du altid er velkommen til at skrive til os igen i brevkassen, ringe til vores rådgivning på 7010 1818, møde ind til en samtale eller læse mere om vores rådgivningstilbud eller om vores andre tilbud til berørte af spiseforstyrrelse.
Vi er her for dig og sender dig mange gode tanker.
Kærlig hilsen fra
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.