Jeg føler ikke, jeg fortjener hjælp
Spørgsmål
Hej, Jeg har kæmpet med min spisning i næsten 4 år nu.
Det er underspisning, efterfulgt af overspisning, grundet sult.
Jeg underspiser fordi at jeg føler at det er den eneste måde jeg er glad på.
Jeg kan godt lide at have kontrollen over noget og føler en frihed i, at jeg bare kan stoppe med at spise når jeg har lyst. Jeg kan også virkeligt godt lide letheds følelsen i min krop, når jeg ikke har mad i maven.
Underspisningen er blevet værre over årende og har tidligere tabt mig 7-8 kg på under to uger.
Jeg ender dog tit med at overspise, eller med at gå tilbage til at spise normalt, hvor jeg så tager det hele på igen.
Jeg prøver også for det meste at kompensere for overspisningen, ved at motionere og tit at faste.
Jeg bruger også nogle gange afføringsmiddel, men det er lige så meget når jeg underspiser, som det er for at kompensere for overspisningen.
Det fylder virkeligt meget og det eneste jeg tænker på er hvor meget jeg spiser. Når jeg spiser normalt eller overspiser, tænker jeg tit på hvornår jeg kan underspise igen.
Jeg har dog ikke rigtigt lyst til at bede om hjælp.
Jeg føler ikke jeg er syg nok og noget der måske lyder forfærdeligt er, at jeg godt vil have anoreksi.
Det føles som den “rigtige” spiseforstyrrelse og hvis jeg ikke kan møde op til kriterierne, så vil jeg ikke have hjælp. Jeg vil altså ikke have hjælp, før jeg er undervægtig.
Jeg er ret flov over og skammer mig over, at jeg ikke bare kan holde mig væk fra mad.
At jeg ikke bare kan blive så undervægtig, at der er nogen der ligger mærke til mig.
Jeg føler ikke jeg fortjener hjælp, hvis ikke den kommer udefra.
Hvis jeg selv skal bede om hjælp, så har jeg fejlet.
Jeg har tidligere fået kommentarer på hvor lidt jeg spiser og at jeg har tabt mig, men det har stadig ikke været nok til, at der var nogen der syntes jeg skulle have hjælp.
Jeg håber det her giver mening og at du måske har nogle forslag, eller bare er andet perspektiv.
Svar fra brevkassen
Kære du.
Det er så flot af dig at skrive herind til os og lukke os ind i dine følelser og tanker. Stor ros og tak for det. Du lyder som et meget velovervejet og reflekterende ungt menneske. Du kan tro, det giver mening, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle handlemuligheder og et andet perspektiv på din situation.
Du indleder dit brev med at skrive, at du har kæmpet med din spisning nu i fire år, og at det er underspisning med efterfølgende overspisning grundet sult.
Jeg hæfter med ved, at du skriver, at grunden til, at du underspiser, er, at det er den eneste måde, du kan føle dig glad på. I samme ombæring skriver du, at du godt kan lide den følelse af kontrol, du opnår ved selv at kunne kontrollere, hvor meget eller hvor lidt du spiser.
Føler du generelt, at du ikke har kontrol eller selvbestemmelse i andre aspekter i dit liv?
Du beskriver, at du godt kan lide fornemmelsen af lethed i din krop, når du har underspist i længere tid; det lyder for mig som om, at der er andre ting, der tynger dig i din hverdag. Er det mon noget, du kan genkende?
Det lyder udmattende, at det her med mad skal fylde så meget for dig i din hverdag, og at du føler, at du skal kompensere med træning og yderligere underspisning, når du har brudt med dit spisemønster.
Du skriver, at du ikke ønsker hjælp, medmindre andre påpeger det over for dig.
For mig lyder det mest af alt som om, at du savner at blive set af din omverden. Har du forældre, lærere eller andre, du kan tale med om det?
Jeg forstår godt, at du føler en hvis tryghed ved at leve med anoreksi, og at du egentlig ikke har lyst til, at det skal stoppe. Men du skal ikke gå med den dårlige samvittighed, det lyder som om, du er plaget af, og jeg vil opfordre dig til at opsøge noget professionel hjælp.
Hvis du føler, at det at søge professionel hjælp er et for stort skridt i retning af at komme det til livs, og at du lige vil dyppe tæerne først og tage mindre skridt i starten, vil jeg anbefale dig at begynde med at tage kontakt til vores egne gode rådgivere. Hos os er du anonym, og du vælger selv, om du ønsker et fysisk møde, eller om du er tryggere ved at gøre det over enten chat, telefon, videoopkald eller mail. Jeg håber meget, at du vil overveje en af disse muligheder, for jeg ønsker, at du skal få det bedre. Læs mere om vores rådgivningstilbud her.
Slutteligt ønsker jeg, at du skal vide, at det selv at bede om hjælp aldrig kan betragtes som at fejle. Det viser blot karakter og stor selvindsigt. Du har endda, måske uden at vide det, allerede taget første skridt til at bede om hjælp ved at skrive ind til os, og det vil jeg rose dig for!
Jeg håber, dette svar har givet dig et andet perspektiv på det hele. Du er sej, og jeg holder med dig!
Mange hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.