Jeg mangler noget hjælp til at hjælpe min kone med hendes spiseforstyrrelse

Kære dig

Tak for dit brev. Det er et enormt svært sted du står. Det er hårdt at være ægtefælle til en med spiseforstyrrelse, og samtidig forælder til jeres to små piger. 

Jeg beundrer, at du skriver og spørger os til råds, det indikerer et dybt ønske om at hjælpe din kone igennem spiseforstyrrelsen og at i står sammen. 

Du skriver, at bølgerne har gået højt, dels fordi det er hårdt at se på, og dels fordi du ikke helt kan sætte dig ind i det. Det hører vi ofte fra pårørende. Det er utrolig svært at stå og se til, at føle sig magtesløs, men inderligt ønske at hjælpe. Det er også svært at sætte sig ind i, hvorfor den anden tilsyneladende “holder fast i” at have en spiseforstyrrelse, det er selvfølgelig ikke tilfældet, men det kan føles sådan. Det lægger meget pres på parforholdet, at have spiseforstyrrelsen som tredjehjul. Det kan være skamfuldt for den med spiseforstyrrelsen og stressende og frustrerende for den raske part. Du gør alt hvad du kan, men det er hårdt at være i.  

Vi i foreningen taler om spiseforstyrrelser som mestringsstrategier. Spiseforstyrrelser handler ofte om at håndtere noget svært; du fortæller, at nummeret på vægten, hvad hun ser i spejlet og at passe tøj i str. S vægter højt for hende. Det får mig til at tænke, at det hun søger at mestre, er en følelse af mindreværd. Kan du følge mig? Der er et samfundsideal, som stadig lever i bedste velgående, hvori det for kvinder, at være tynd, er lige med at være attraktiv, værdifuld, elskværdig, you name it. Hvis det er positivt, så er det med på listen. For mange, kan en spiseforstyrrelse dermed blive en måde at forsøge at opnå den status, der følger med til at have en samfundsbestemt ideel krop. Det kan ofte starte som en hensigtsmæssig strategi med henblik på vægttab, som så, med tiden tager en drejning, og spiseforstyrrelsen flytter ind. Du skriver, at din kone gerne vil slippe spiseforstyrrelsen igen; tro hende, men vid, at spiseforstyrrelser har det med at være sejlivede. Det tager tid at få anoreksi til at flytte ud af jeres liv igen. Det er frustrerende, og måske ikke så opmuntrende at læse, men jeg håber, at det kan give noget perspektiv.

Du skriver, at du er i vildrede om hvordan du hjælper hende bedst muligt. 

Helt konkret, kan vi tilbyde rådgivning til pårørende. Det er muligt at få samtalen som videoopkald, du kan bestille tid her. Her vil du kunne dele dine tanker og bekymringer med en rådgiver, og du vil kunne få flere samtaler, hvis du ønsker det. Det er selvfølgelig gratis.

Lige her og nu, er det bedste råd jeg kan give dig, at du spørger hende, hvad du kan gøre for at hjælpe. Er der nogle ting, du allerede gør, som hun synes er rart og hjælpsomt? Eller er der noget, som hun ville ønske, at du gjorde?

Jeg forestiller mig, at hun mest af alt har brug for din støtte, dit venskab og jeres kærlighed til hinanden i en svær tid. Samt at du skal huske at passe på dig selv. Du kommer, som ægtefælle, nemt til at bære mere end du kan holde til i længden. Træk på jeres netværk, så du/I kan få et pusterum. Parterapi kan også være en god idé, da bølgerne, som du skriver, nemt kan gå højt når den ene part har en spiseforstyrrelse. 

Jeg vedhæfter også en artikel hvori i kan finde et undersøgelse med 24 par, som hvor den ene af parterne har (haft) en spiseforstyrrelse; måske du/I kan genkende og bruge noget deri. Læs undersøgelsen her.

Jeg forstår fuldt ud bekymringen ift. børnene; jeg forestiller mig, at du tænker på, om de vil efterligne hendes spiseforstyrrelsesadfærd, når de bliver større. Har jeg mon ret i det? Det er bestemt ikke givet at det skal gå sådan, men det er noget at være opmærksom på.  

Denne artikel er skrevet af en mor med spiseforstyrrelse og viser et eksempel på, hvordan man kan have et forholdsvis normalt liv, med spiseforstyrrelse, uden at det går udover ens børn. 

Jeg håber, at det kan give jer begge lidt ro at læse. Det er samtidig vigtigt at understrege, at det er bedst, at børnene ved, hvad der sker i familien. Jeres yngste er nok svær at forklare det til, men jeres ældste har nok opfattet, at der er noget der er anderledes. Jeg vil anbefale, at du taler med en rådgiver om det på videoopkaldet, de kan give dig nogle konkrete tilgange til hvordan i bedst taler med børnene om det, eller om det er for tidligt endnu. 

Afslutningsvist vil jeg gerne minde dig om, at du gør det godt. Det er hårdt at være forældre til to små mennesker, og forsøge at få et forhold til at fungere, når den anden part kæmper med en spiseforstyrrelse. Det er flot, at du skriver til os og spørger, hvad du kan gøre for at hjælpe din kone. Det får mig til at tro, at I har hvad der skal til for at komme ud på den anden side. 

Kærlig hilsen
Brevkassen