Jeg skærer i mig selv og kan ikke stoppe

Kære dig 

Først og fremmest mange tak for dit brev. Det kan være rigtig svært at tage skridtet og skrive om noget, som man går og kæmper med, så jeg vil rose dig for, at du har være så modig at skrive til os i brevkassen.

Du skriver, at du skærer i dig selv, har gjort det i snart et år, og at du ikke kan stoppe. Dette får mig til at tænke på, om der mon for et års tid siden er sket noget i dit liv, som har gjort, at du begyndte at skære i dig selv? Selvskade er ofte et tegn på, at noget i livet er svært at klare, og så er selvskaden er strategi til at klare livet, når det ikke er helt nemt at være i. Ofte kan selvskade også være et tegn på, at man måske har gået længe alene med sine tanker og følelser og på den måde vendt det lidt indad. Kan du mon genkende dette hos dig selv?

For mange kan det føles som et stort frirum at selvskade, det kan give en følelse af kontrol over de svære følelser og tanker og på den måde give en følelse af lettelse. Derfor bruger mange selvskaden som en strategi til at mestre de hårde dage. Jeg tænker på, om du mon har forsøgt dig med andre strategier end at skære i dig selv? Er der noget, som du kan gøre, for at holde dig selv fra det? Eller kan du måske komme i tanker om nogle nye strategier, som du kan få ind i dit liv? Nogle ting, som kan afholde dig fra at skære i dig selv, når trangen til at selvskade dukker op? Det kan eksempelvis være at lytte til musik, læse en god bog, gå en tur, dyrke sport, være sammen med venner eller lave kreative ting. Tror du måske, at du ville kunne bruge nogle af disse strategier?

Du er bange for, at dine forældre finder ud af det, skriver du, og jeg tænker på, hvordan det mon kan være, at du er bange for, at de finder ud af det? Mange unge, der skriver ind til brevkassen beskriver, at de bestemt ikke vil tale med deres forældre om selvskade. Hvordan tror du, dine forældre vil reagere, hvis du taler med dem alligevel? Vil de støtte dig?

Jeg vil rigtig gerne slå et slag for, hvor vigtigt det er at tale med nogle om, hvordan du går og har det, så du ikke går med de svære tanker og følelser helt alene. Jeg forestiller mig, at det må kræve rigtig meget af dig, at gå med alt det helt selv? Det må være en stor byrde at have på sine skuldre, og derfor vil jeg råde dig til at finde en voksen i dit liv, som du har tillid til og er tryg ved og dele, hvad du går og kæmper med i din hverdag. Hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre om det, så kunne det for eksempel være en lærer i skolen, et familiemedlem eller en anden voksen i dit liv, som du er glad for og som du føler, du kan stole på. Du kunne eventuelt starte med at vise dem dit brev og måske mit svar til dig? 

Jeg håber at du kan bruge svaret på dit brev, og du skal vide, at du er mere end velkommen til at skrive til brevkassen igen eller gøre brug af vores andre rådgivningsmuligheder - især hvis det ikke lykkes at få hjælp fra din lærer eller andre voksne i dit liv, som du kan stole på.

Jeg vil også lige linke til nogle gode råd til dig.

Pas rigtig godt på dig selv og jeg tror så meget på dig – bliv ved med at række ud, som du har gjort nu ved at skrive til brevkassen, og så er jeg overbevist om, at der nok skal stå nogle mennesker klar til at hjælpe dig!

De kærligste hilsner
Brevkassen