1-års followup BED-behandling 2019-2021
Denne rapport dokumenterer langtidseffekterne af BED-behandling i foreningen i perioden 2019-2021. Behandlingseffekten er langvarig, idet der måles en positiv forskel mellem deltagernes tilstand før behandlingsforløbets start og ét år efter forløbets afslutning.
Undersøgelsen viser et mindre gennemsnitligt tilbagefald for deltagerne fra lige efter endt behandlingsforløb til et år efter. Der ses en mindre stigning i deltagernes spiseforstyrrelsessymptomer samt et mindre fald i deres generelle trivsel og livstilfredshed. Det er vigtigt at fremhæve, at der gennemgående kun er tale om en minimal målbar forskel fra lige efter forløbets afslutning til et år efter.
Jeg kan mærke mig selv og mine følelser. Jeg er sluppet af med den kritiske stemme – hvilket er superskønt. Jeg er blevet stærkere psykisk og har fået et større selvværd. Behandlingsforløbet har været guld for mig. Jeg er stadig på vej ud, men det skal nok lykkes. Jeg ved, hvad BED er – før var det en ukendt faktor for mig, og jeg følte mig meget forkert og alene.
Samtidig er det værd at fremhæve, at der ses en markant positiv forskel på alle målte parametre, når resultaterne ved et år efter endt behandling sammenlignes med resultater fra før, deltagerne modtog behandling. Dette indikerer, at den positive behandlingseffekt er langvarig.
Spørger man deltagerne selv, angiver størstedelen (81 %) et forbedret eller uændret forhold til mad, krop og vægt ét år efter behandlingen, sammenlignet med lige efter endt behandlingsforløb. Flere af deltagerne beskriver, at behandlingsforløbet har været livsændrende for dem, hvilket blandt andet skyldtes, at de har fået redskaber til at håndtere deres spiseforstyrrelse.
Jeg frygter, hvor jeg ville have været i dag, hvis det ikke havde været for behandlingsforløbet hos foreningen.
