Når tallene taler – den økonomiske virkelighed bag spiseforstyrrelser

Rapportens anbefaling – en national og ambitiøs forebyggelsesstrategi med 28 løftestænger fordelt på seks fokusområder

Mere forskning og uddannelse

1. Prioriter investeringer til forskning i forebyggelse, behandling og senfølger af spiseforstyrrelser, så andelen af forskningsmidler afspejler den samfundsmæssige sygdomsbyrde – særligt i BED og uspecificerede spiseforstyrrelser for at forebygge fejldiagnostik og uhensigtsmæssig behandling.
2. Styrk uddannelsen af frontpersonale, der arbejder med børn og unge, særligt lærere, pædagoger, skolepsykologer/PPR, sundhedsplejersker, skolesocialrådgivere og tandplejere, så de a) bedre kan identificere og håndtere tidlige tegn på spiseforstyrrelser, b) får opbygget øget kapacitet til forebyggelse, og c) bedre kan møde børn og unge med en vægtneutral sundhedstilgang, et fokus på generel trivsel og et bevidst fravalg af vægtstigmatiserende sprogbrug.
3. Styrk vidensniveauet i almen praksis om spiseforstyrrelser, særligt omkring risikofaktorer, forebyggelse og behandlingsmuligheder. Styrk ligeledes lægernes dialogevner om sygdommen med patienten.
4. Indfør retningslinjer for, hvordan tandlæger skal håndtere en mistanke om en spiseforstyrrelse, og styrk tandlægers dialogevner om sygdommen med patienten. Indfør også offentligt tilskud til tandbehandling for personer med spiseforstyrrelser, der har pådraget sig varige tandskader som følge af sygdommen.
5. Styrk undervisningen i spiseforstyrrelser i sundhedsuddannelserne, især medicin, sygeplejerske, tandlæge, ernæring og sundhed samt psykologi, for at øge de studerendes kompetencer og opbygge højere faglighed og tryghed blandt kommende sundhedspersonale.

Bedre sammenhæng på tværs af sektorer og faggrupper

1. Øg vidensdeling på tværs af kommuner og regioner omkring behandlingstilbud (effekt og organisering mv.) fx via oprettelse af strukturerede erfa-grupper.
2. Styrk overgangen mellem børne- og voksenpsykiatrien med fokus på 17-årige for at sikre et stabilt behandlingsforløb i voksenlivet.
3. Skab en formaliseret samarbejdsstruktur mellem sundheds-, uddannelses- og beskæftigelsessystemet for at undgå, at unge og voksne med spiseforstyrrelser mister økonomisk og social sikkerhed under behandlingsforløb.
4. Indfør en fast behandlingsansvarlig på tværs af sektorer, som koordinerer indsatsen mellem somatik, psykiatri, kommune og almen praksis og sikrer kontinuitet i forløbet, så patienter ikke tabes mellem sektorer.
5. Indfør krav om, at patienter med spiseforstyrrelser ved udskrivelse skal have en plan for efterbehandling og genetablering med en klar ansvarsfordeling mellem region, kommune og almen praksis.

Styrket forebyggelse og tidlig opsporing

1. Indfør systematisk screening af børn og unge for spiseforstyrrelser og tidlige tegn herpå i sundhedsvæsenet, skolesundhedsplejen og tandplejen.
2. Inkluder et kvalificeret og målrettet tilbud i alle kommuners lettilgængelige tilbud til børn og unge med tegn på spiseforstyrrelser. Tilbuddet bør evalueres for at sikre, at der er tale om målrettede og effektive tilbud, og ansatte bør være fagligt udlærte i at spotte og behandle spiseforstyrrelser.
3. Udarbejd bedre informationsmateriale til forældre og andre voksne tæt på børn og unge, der hjælper dem til at støtte effektivt og med at identificere faresignaler – især ved spiseforstyrrelser, hvor vægten er inden for normalen.
4. Sæt fokus på forebyggelse og behandling af spiseforstyrrelser i højrisikomiljøer fx inden for elitesport eller erhverv, hvor kroppens udseende er i centrum.
5. Øg støtten til relevante civilsamfundsaktører, som bidrager til samfundsforebyggelse og -oplysning og tilbyder bredt tilgængelig rådgivning og støtte til personer med spiseforstyrrelser og deres pårørende, som supplerer den offentlige behandlingsstruktur.

Højere kvalitet i behandlingen

1. Mindsk ulighed i behandlingstilbud på tværs af regioner og kommuner, så geografi ikke afgør adgang (ventetid), kvalitet og omfang.
2. Udvikl og implementer evidensbaserede kliniske retningslinjer (fx via DMPG128) baseret på international bedste praksis og med fokus på en vurderingspraksis, der ligestiller somatiske og psykiske kriterier (BMI og forpinthedsgrad) og håndtering af komorbiditeter.
3. Øg udbuddet af specialiserede kompetencer i den private sektor (fx diætister og psykologer) for at øge den bredere adgang til kvalificeret behandling.
4. Styrk højtspecialiserede behandlingstilbud til personer med svær og langvarig anoreksi, hvor behovene er komplekse og langvarige og opbyg en etableret behandlingsstruktur for bulimi, BED og uspecificerede spiseforstyrrelser målrettet både børn, unge og voksne.
5. Indfør tiltag, der sikrer tilstrækkelig behandlingskapacitet både i kommuner og regioner, så indsatsen i højere grad følger borgernes behov – og ikke afsluttes for tidligt.

Mere støtte til familier og pårørende

1. Gør familieterapi obligatorisk, så børn og unge behandles i tæt samarbejde med forældre og søskende under ledelse af specialiseret psykologstøtte.
2. Etabler et fast tilbud om professionel spisestøtte til familier med børn og unge, der er i behandling for en spiseforstyrrelse.
3. Etabler et fast tilbud om psykoedukation til forældre og partnere til personer med en spiseforstyrrelse.
4. Etabler et fast tilbud om specialiseret støtte til børn og unge af forældre med en nuværende eller tidligere spiseforstyrrelse, som er i risiko for selv at udvikle sygdommen blandt andet grundet genetik og social påvirkning.
5. Etabler et fast tilbud om psykoedukation og gruppestøtte til søskende af et barn eller ung med en spiseforstyrrelse.

Forbedret offentlig samtale om kost, krop og sundhed

1. Gennemfør en national oplysningskampagne, der fremmer kropsdiversitet og et sundt kropsideal, for at starte debatten.
2. Nedbryd myter i den offentlige samtale – fx at drenge og mænd ikke rammes af spiseforstyrrelser eller, at udebleven menstruation er normalt for kvindelige atleter.
3. Styrk det etiske ansvar for influencere og sociale medievirksomheder, der formidler kost-, krop- og sundhedsindhold gennem en skærpelse af retningslinjer, særligt ift. børn og unge.Forbedret offentlig samtale om kost, krop og sundhed
4. Gennemfør en national oplysningskampagne, der fremmer kropsdiversitet og et sundt kropsideal, for at starte debatten.
5. Nedbryd myter i den offentlige samtale – fx at drenge og mænd ikke rammes af spiseforstyrrelser eller, at udebleven menstruation er normalt for kvindelige atleter.
6. Styrk det etiske ansvar for influencere og sociale medievirksomheder, der formidler kost-, krop- og sundhedsindhold gennem en skærpelse af retningslinjer, særligt ift. børn og unge.