Min datter skærer i sig selv, hvordan skal vi håndtere det?
Spørgsmål
Hej, Jeg skriver fordi mit datters lærer i går skrev til mig og min mand og fortalte, at min datter har fortalt hende, at hun skærer i sig selv. Vi er selvfølgelig meget chokerede - men kan godt i bakspejlet se, at hun ikke har været i optimal trivsel de sidste måneder. Hun er i puberteten, og har haft mens i ca. 1 år, og er vokset en del. Vi har måske tilskrevet hendes dårlige humør og opfarenhed (ikke hele tiden, men meget af tiden) primært som en reaktion herpå. Vi har dog selv synes, at det har været ganske voldsomt. På den anden side har hun gået til sine fritidsinteresser og også kommet normalt i skole, og set sine venner en del. Hvorfor vi tænkte, at det nok ikke stod helt slemt til.
For kontekst: Min datter har en bror på 14 som har adhd og autisme, og hun er derfor skyggebarn. Vi synes vi prøver meget, at hendes behov mv. skal have plads i familien - han er i aflastning i 7 dage om måneden, vi laver ting med hende alene mv. Men dette ændrer selvfølgelig ikke på det grundvilkår som hun og vi har som familie.
Hun er godt begavet, god til sport - men også en følsom pige selvom man ikke lige ser det ved første øjekast.
Efter coronanedlukning havde hun en kortere periode med skolevægring og angst i nogen grad - vi gik til behandling ved pskykolog, og hun fik det bedre, og de angste tanker fyldte tilsyneladende ikke så meget mere, og hun har mere eller mindre levet et "normalt" børneliv igen de sidste par år.
Hun er generelt perfektionstisk og ikke særlig åben om når noget er svært for hende - og i tiltagende grad her det sidste år.
Hun var til ridning hele dagen i går, så vi fik ikke vendt emnet i særlig stor grad, udover hun nu ved vi det, og vi sagde til hende, at det var flot, at hun sagde det en voksen. I fredags var der tiløb til at hun ville fortælle mig efter skole, men hun sagde der ikke var noget alligevel. Jeg kan mærke på hende, at det bliver svært for hende at tale om hvorfor hun har skidt.
Mit spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? Jeg har jo lyst til at spørge en masse ind - hvor længe, er der noget bestemt der gør hun har det svært, er det mange ting, hvor ofte sker det mv. Men det er måske ikke det meste konstruktive lige nu... Jeg tror selvskaden er af nyere dato - sidste uge i september var hun, jeg og bedstemor på charterferie og tilbragte en uge i bikini, hvor der ikke umiddelbart var tegn på noget.
Jeg ved ikke hvordan vi bedst kommer videre herfra - men jeg kunne ønske, at hun havde mod på at åbne op for en voksen - hvis ikke os forældre, så en psykolog, AKT lærer, sundhedsplerske eller andet. Men jeg ved ikke om det er for meget for hende lige nu - og hvem jeg skal/ikke skal involvere lige nu. Og hvordan vi som forældre skal forholde os. Vi formåede at forholde os stille og rolige da vi kort talte sammen i går, men jeg kan godt mærke, at jeg er ked,, at hun ikke ligefrem udstråler lyst til at dele hvorfor hun har det skidt (og tænker også det nok er en kombination af flere ting, så hun måske ikke helt selv ved det).
Hvordan tænker I vi som famile bedst kommer videre herfra?
Pft.
Svar fra brevkassen
Kære dig
Mange tak for dit brev. Det gør stort indtryk på mig at læse - jeg er selv vokset op som skyggebarn til en storebror med ADHD, og jeg kan genkende mig selv i meget af det, du beskriver om din datter. Hun lyder som en rigtig sej og stærk pige, som er heldig at have skønne, omsorgsfulde forældre. Jeg vil forsøge at svare på dit brev så godt jeg kan, og forhåbentlig kan det hjælpe jer lidt videre på vejen.
Du skriver, at din datters lærer har fortalt jer, at din datter selv har fortalt hende om, at hun skærer i sig selv. Jeg synes, det er et rigtig godt tegn, at din datter har åbnet op om det til sin lærer - det vidner om, at hun gerne vil have hjælp, og at også gerne vil inddrage jer selvom det er svært. Du fortæller også, at der var tilløb til, at hun ville fortælle dig noget efter skole, men at hun trak i land. Det er godt at høre, at din datter trods alt og trods, at hun ikke fik åbnet op den dag, viser tegn på ønske om, at hun gerne vil åbne op til jer.
Jeg er sikker på, at det har været et stort og svært skridt for hende, at fortælle det til en lærer. Det kan føles uendeligt svært, når man står i din datters situation, og det kræver kæmpe mod at gøre. Jeg synes, det er rigtig fint, at I har fortalt hende, at det var flot at fortælle det til en voksen. Du skriver, at I ikke fik vendt emnet i særlig stor grad på dagen, da hun skulle til ridning. Det tænker jeg ikke, at I skal se som et problem. Det er vigtigt at huske på, at hun trods sine udfordringer stadig er den samme teenagepige som I kender - lad ikke problemerne flyde ind i de gode stunder såsom hendes fritidsinteresser. Det er rigtig vigtigt med nogle frirum, når man har det svært.
Vær ikke bange for at vise hende, at I er interesserede i hende - jeg mærker, at I er meget obs på hende, men får indtryk af, at I er nervøse for at presse for meget på, hvilket er helt forståeligt. Mon det er rigtig forstået? Da jeg selv var 12 og skar i mig selv, satte jeg altid stor pris på at vide, at ingen var sure på mig, og at de gerne ville snakke med mig. Det betød meget for mig, at vi kunne snakke på mine præmisser. Som du selv skriver er det ikke det mest konstruktive at bombardere hende med alle jeres spørgsmål (som kommer fra det kærligste sted). Lad hende i stedet vide, at I er der for hende, og at hun altid kan komme til jer, når hun er klar.
Dit spørgsmål går på, hvordan I kommer videre herfra. Du skriver, at du kunne ønske, at hun åbner op til en voksen. Du fortæller, at hun tidligere har gået til psykolog, og at det har haft en god effekt. Mon det kunne være en idé at gøre igen? Hvis hun havde en tryg relation til psykologen, kan det måske være et godt sted for hende at starte igen. Eller måske hun har mod på at snakke med en anden. Inddrag hende så vidt som muligt i beslutningen og lad det være op til hende, hvad hun er klar til (selvfølgelig med en vis vurdering af, hvad I også vurderer som forældre).
Jeg tænker på, om det kunne være en god idé at få en snak med hendes lærer - det tyder på, at det er en voksen hun stoler på, så måske læreren også kan forsøge at have et ekstra øje for hendes trivsel. I kan også overveje at informere andre voksne i hendes liv, hvis I vurderer, at det kan være relevant for dem at være ekstra obs på hende. Her er det dog vigtigt, at det ikke er med henblik på, at jeres datter skal behandles anderledes eller snakkes med om selvskaden. Det kan føles som et overgreb, hvis der pludselig er en masse mennesker som ved noget, som jeres datter ikke er bevidst om, så forsøg at inddrag hende.
Du skriver også, at du tror, at din datters selvskade er af nyere karakter. Husk på, at det ofte handler om mere end det, som du også selv fint kommer ind på. Selvskade skal forstås som en mestringsstrategi. Altså, en måde hvorpå man bedre kan håndtere svære følelser. For nogle kan det give et frirum fra de svære tanker og følelser, når man skærer i sig selv. For andre giver det en følelse af kontrol, det kan være en fysisk straf til sig selv eller noget helt fjerde. Selv brugte jeg til dels det at skære i mig selv som et råb om hjælp. Læs mere om selvskade. Jeg tænker også, at netop en psykolog sammen med din datter kan afdække, hvad det er, som ligger til grund for hendes selvskade. Men hun skal selvfølgelig have en lyst til at snakke - dog får jeg umiddelbart indtryk af, at hun gerne vil snakke, men at det er svært at snakke med jer. Min egen erfaring er, at det kan være langt nemmere at snakke med udefrakommende end med sine forældre.
I kan også fortælle hende om vores rådgivningstilbud. Vi snakker hver dag med unge, som står i lignende situationer. Hun kan ringe, chatte eller skrive et brev om hvad end hun kunne have brug for. Vi tilbyder også individuelle samtaleforløb, som måske kunne være interessant for hende. Første samtale vil altid være med en eller begge forældre - måske det kunne være en måde for hende at åbne op for jer også? Vi tilbyder også diverse pårørenderådgivning, så kontakt os endelig igen, hvis det bliver nødvendigt.
Lad ikke selvskaden blive en del af hende - hyg om hende, snak med hende om det gode og husk hende på, at der også er plads til det svære. Vær ikke bange for at puffe lidt til hende, så længe I respekterer, hvis hun ikke er klar til at snakke med jer. Vær nysgerrig på, hvordan hun har det, fremfor at rette jeres opmærksomhed mod selve arene. Snak med hende om mulighederne, og hør hvad hun har lyst til og brug for.
Jeg ønsker jer og jeres datter alt det bedste. Det er en lang og hård kamp mod bedring, men vis jeres datter samme kærlighed og omsorg som I udstråler i brevet her - jeg er sikker på, at hun vil mærke og sætte pris på det.
De kærligste hilsner,
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.