Spørgsmål

Anonym

HejMin datter er 21 år i dag, men der har været problemer med mad og spisning siden hun var 2-3 år gammel. Jeg læste om ARFID og det lyder fuldstændig som min datter. Hun er vokset op med normale madvaner, vi sad sammen og spiste, hun var med i køkkenet, hun blev præsenteret for meget forskelligt. Jeg prøvede forskelligt for at få hende til at spise, - at servere mad som hun ikke kunne lide. Resultatet var at hun holdt op med at spise.
- at tage det fuldstændig roligt, ikke snakke om eller stille krav omkring maden fordi alle sagde - det skal nok komme. Men det kom aldrig.
- at prøve at få hende til at smage noget nyt mange gange fordi nogen sagde at man skulle prøve nye ting op til 20 gange før man havde "vænnet" sig til det.

Der var meget få madvarer som hun ville spise. Jeg oplevede ALDRIG at hun fik noget nyt mad, hvor hun med det samme syntes det smagte godt. Når hun skulle smage på noget nyt, kunne hun slet ikke overskue at få det ind i munden og det blev altid kun til minimundfulde før hun var nødt til at stoppe.
Det begynder at give problemer med hendes ernæringstilstand. Det giver det problemer med mange "sygedage" mm. Hun har forsøgt at snakke med vores læge, men får bare besked på at hun skal spise noget mere, men det er jo ikke en løsning.
Jeg læste noget om krav på udredning, er der noget vi kan gøre? Hun ønsker selv at det bliver bedre, men kan ikke selv finde de handlinger/ændringer der skal til for at hun kan begynde at arbejde med det. Der skal vist noget mere til.

Svar fra brevkassen

Brevkassens redaktion

Kære Sanne

Mange tak for dit brev. Jeg er glad for, at du fandt brevkassen, og så det som en mulighed at skrive til os. Jeg vil forsøge at svare dig så godt, som jeg kan. 

Du fortæller om din datter på 21 år, at der har været problemer med mad og spisning siden hun var 2-3 år gammel. Du skriver, hvordan hun som barn er vokset op med normale madvaner, at I sad sammen og spiste i familien, at hun var med i køkkenet, og at hun blev præsenteret for meget forskelligt. Noget af det, du skriver, du prøvede var at servere mad, som hun ikke kunne lide. Resultatet var at hun holdt op med at spise. Du skriver, at du også prøvede at tage det fuldstændig roligt, ikke snakke om eller stille krav omkring maden fordi alle sagde - det skal nok komme. Men det kom aldrig.

Der var meget få madvarer som din datter ville spise. Du oplevede aldrig, at hun fik noget nyt mad, hvor hun med det samme syntes det smagte godt. Når hun skulle smage på noget nyt, kunne hun slet ikke overskue at få det ind i munden, og det blev altid kun til minimundfulde, før hun var nødt til at stoppe.

Det gør stort indtryk på mig at læse. Jeg er selv mor, og når jeg læser dit brev, kan jeg forestille mig, hvordan det måske har givet dig en oplevelse af utilstrækkelighed og afmagt. Du skriver, at du prøvede forskellige måder af for at få hende til at spise, og det er bestemt også den oplevelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst dit brev. At du har gjort alt, hvad du kunne som hendes mor. 

Du skriver, at du har læst om ARFID, og at det lyder fuldstændig som din datter. Jeg fornemmer, at du skriver nu, fordi hendes spisning i dag er begyndt at at give problemer med hendes ernæringstilstand, og det giver problemer med mange "sygedage". Jeg forstår, at det er noget der fylder meget hos din datter og dig. Det må være utrolig slidsomt. 

Derfor tænker jeg også, at det er helt rigtigt, at hun har forsøgt at snakke med jeres læge. Og det gør det mig også utrolig trist, når du skriver, at hun bare fik besked på, at hun skulle spise noget mere. Jeg forstår, at hun på den måde slet ikke er blevet taget alvorligt, og det må have været en meget svær og nedslående oplevelse at gå til lægen. 

Du skriver, at du har læst noget om krav på udredning, og du spørger, er der noget, I kan gøre? Hvad mon din datter tænker om at tage til lægen igen - ville hun have mod på det? Måske have dig med som en støtte? Jeg vil foreslå dig, at I tager en udskrift af det her brev med og viser lægen. Jeg kan naturligvis ikke diagnosticere, men jeg sidder med den samme tanke som dig - kan det være ARFID? Uanset hvad det er, er det i hvert fald noget, der skal tages alvorligt og undersøges til bunds. 

ARFID betegnes som en nyere spiseforstyrrelse i Danmark, og er en del af IDC 11, som er undervejs med at blive implementeret i Danmark. Det betyder, at psykiatrien skal kunne tilbyde udredning og behandling af denne lidelse. Jeg vil mene, at jeres læge kan sende en henvisning til udredning i voksenpsykiatrien. I kan tale med jeres læge om, at ARFID måske fortsat klassificeres under kategorien “andre spiseforstyrrelser”, så kan være det er det, henvisningen skal gå under. 

Jeg er meget enig med dig, når du skriver, at der vist skal noget mere til. En evt. spiseforstyrrelse er ikke noget, man skal kunne håndtere eller løse på egen hånd - uanset dens udtryk. Det er noget, man skal have hjælp til. Det er et rigtig godt udgangspunkt, at din datter selv ønsker at det bliver bedre, men hun skal klart have hjælp til at begynde at arbejde med ændringerne. 

Jeg håber, at du og din datter har følt jer støttet af at læse dette brev. Måske I vil skrive igen, når der er nyt eller ringe til vores telefonrådgivning på 7010 1818? Hvis I igen ikke bliver taget alvorligt af jeres læge, vil jeg virkelig opfordre jer til at skifte til en anden.  

I kan også bestille personlige samtaler i vores rådgivning i Aalborg. Det er både en mulighed for dig som mor og for din datter. Måske det kan være rart for jer, at I har en rådgiver at tale med i den her proces med at få hjælp.

Jeg sender en helt masse gode hilsner til jer begge. 

Kærlig hilsen 
Brevkassen

Har du selv et spørgsmål?

Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.

Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.