Min veninde kaster op i smug, hvad skal jeg gøre?
Spørgsmål
Jeg går i 2 g med en af mine gode veninder Sofia. Jeg har lagt mærke sidste år at hun ikke havde frokost med, og jeg synes det var syndt for jeg vil ikke have at hun ikke spiste noget. Hun er en helt vildt køn slank pige, alles drømme pige. Nogle gange synes jeg dog at vores veninde gruppe godt kan snakke meget om mad, kalorier osv og at de ikke spiser frokost, nu skal det ikke handle om kroppen, men vi er ikke alle tynde i vore gruppe vi har lidt fedt her og der, men ikke noget alvorlig bare lidt fedt på maven
Nå men mit problem er at mig og Sofia har snakket om at flytte sammen, jeg har en familie lejlighed vi kan flytte ind i. Jeg ved hjemmefra er der lidt problemer både hos mig og hende. Hendes lille søsters far har ikke været særlig rar. Det er mange år siden og de ikke sammen med ham mere, men hendes lille søster på 13 kan godt være meget besværlig. Sofia siger tit når hun har drukket og spist at hun skal kaste op,( og hver ledig situation der er fx hvis der er andre der også skal kaste op fordi de er for fulde) så går hun med.mit problem er at jeg har ekstrem angst for at kaste op og at være sammen med folk der kaster op det har jeg været hele livet, men det er meget bedre og jeg kan sagten håndterer hvis der e ringen der kaster op Men problemer med Sofia er at, hun så for nogel uger siden var alene til lægen og fik konstateret bolimi. Hun er meget udadvendt positiv som person og vil helst ikke være til besvær for nogen. Derfor vil hun ikke rigtig snakke om det fordi hun synes at det er pinligt( hun bruger ordet cringe)
Hun siger at hun godt vil have hjælp men aligevel ikke. Hub havde ikke sagt det til hendes mor kun mig og vores veninde gruppe, men nu har hun så været til lægen med hendes mor og skal starte på et forløb
Jeg tror mit spørgsmål om hjælp lidt er hvad jeg skal gøre. Fx ift til at flytte sammen men også hvis jeg fx kan fornemme at hun går ud på toilet for at kaste op. Fx var vi til middag med alle pigerne hvir hun tydeligt kom på en undskyldning og skjulte at hub skulle kaste op.
Men hvad skal jeg gøre når vi fx flytter sammen, jeg har ikke lyst til at hun skal føle sig utilpas i hendes eget hjem, at hun skal skjule ting for mig forud jeg har angst for bræk og fordi hun synes det er pinligt. Hun siger slev at “bare rolig jeg kommer ikke til at være til besvær” og jeg har så også sagt til hendes at jeg hellere vil have at hun er til besvær i stedet for at hun skjuler ting og ikke føler sig tilpasse
Selvom jeger hendes bedste veninde og at vi snakker om alt tror jeg hun godt kan holde lidt venligt og ikke indrømme til hvis hun synes det er pinligt, hub skubber lidt alt til siden og tager et smil på. Men jeg er bekymret for hende skal jeg ikke gøre noget hvis hun kaster op eller skal jeg snakke med hende eller noget andet
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tusind tak for dit utrolig fine brev, som jeg fornemmer, rummer en masse svære følelser. Det lyder til, at du står i en svær situation lige nu som veninde, og derfor er jeg rigtig glad for, at du har fundet vejen frem til Brevkassen, og at du havde modet til at skrive til os.
Du skriver, at du har en god veninde, Sofia, og at I har snakket om at flytte sammen i en lejlighed. Du skriver også, at Sofia for nogle uger siden var til læge og fik konstateret bulimi, og at du er bekymret for hende. Det lyder rigtig svært at være veninde til, og jeg fornemmer, at du er bekymret for hvordan det kommer til at gå, hvis/når I skal bo sammen.
Det gør mig rigtig glad at du skriver, at Sofia har været til læge og nu er kommet ind i et forløb. Kan det mon give dig lidt ro at vide, at der er nogen som tager hånd om hende og hendes udfordringer/spiseforstyrrelse? Personligt har jeg selv stået på begge sider: jeg har selv haft en spiseforstyrrelse, men jeg har også været pårørende til en som har haft en spiseforstyrrelse. Jeg ville så gerne gøre alt for at ’fixe’ vedkommende. Måske kan du genkende det? At man bare ville ønske, at man kunne fjerne sygdommen, og det er så frustrerende, og man kan føle sig så magtesløs, for det kan man desværre ikke.
Jeg vil prøve at give dig et godt råd med på vejen, fra det perspektiv jeg havde, da jeg selv var ramt af en spiseforstyrrelse. Noget af det bedste mine veninder kunne gøre for mig, var at blive ved med at behandle mig for den person jeg var, og ikke som en med en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen fyldte alt i mit liv – så meget at jeg var ved at glemme hvem jeg selv var, men det hjalp mine veninder med at huske mig på. Vi holdt fast i at gøre så mange ’normale’ ting som muligt og gav spiseforstyrrelsen så lidt fokus som muligt. Sammen med min familie handlede nærmest alt om spiseforstyrrelsen, og det samme når jeg var i professionel behandling – men med mine veninder fandt jeg et frirum hvor jeg ’bare’ kunne være mig, og jeg elskede det! Jeg kan forestille mig at din veninde også vil sætte pris på det samme. At du bliver ved med at se hende som det fantastiske menneske hun er, og ikke som en spiseforstyrrelse. Giver det mon mening for dig?
Jeg vedhæfter her vejledningen ’Min ven har en spiseforstyrrelse eller skader sig selv’: https://spiseforstyrrelse.dk/gode-raad-til-venner. Jeg håber at du i den kan finde nogle gode og konkrete råd, som kan hjælpe dig.
I dit brev skriver du, at du er bekymret for, hvad du skal gøre, hvis din veninde kommer til at kaste op, når I flytter sammen. Når jeg læser dit brev sidder jeg og tænker på, om I mon har talt sammen om, om det er det rigtige tidspunkt for jer at flytte sammen? Kunne der være en idé i, at I ventede lidt til din veninde er startet i behandling og mærker bedring - eller ville det være bedst for hende at flytte? Jeg læser, at din veninde har fortalt det til sin mor nu. Mon hendes mor kunne have en holdning til, om det er det rette tidspunkt at flytte sammen? Jeg tænker, at det er vigtigt, at I får en snak om, at du kan føle, at du kommer til at stå med et stort ansvar, så det er vigtigt, at der er andre omkring din veninde, som også er der og støtter hende i den behandling, hun skal starte i. Kan du følge mig i det, jeg skriver?
Du skriver også, at du har en ekstrem angst for at kaste op og for at være sammen med folk, der kaster op, og sådan har det været hele livet. Jeg forstår derfor på dit brev, at der er mere på spil for dig end "blot" følelsen af at komme til at stå med et stort ansvar. Og selvom du skriver, at din angst for opkast er blevet bedre, så vil jeg stadig foreslå, at du er ærlig omkring dine bekymringer, og også at du fortælle hende, hvordan du har det med opkast. Det er nogle rigtig gode spørgsmål og relevante spørgsmål, du stiller i dit brev; hvad skal du gøre, hvis hun kaster op - skal I tale om det, eller lade som ingenting? Det vil jeg foreslå, at I også har en grundig snak om. Ville det være en samtale, som du ville kunne tage initiativ til?
Jeg tænker også på, om det kunne hjælpe dig at vise det her brev til din veninde? Måske du ved samme lejlighed også kan fortælle hende om os, og at hun også kan kontakte os anonymt for at få støtte. Det er en nemlig meget genkendeligt for mig, når du skriver, at hun helst ikke vil snakke om det eller være en belastning. Her ved jeg, at mange i hendes situation synes, at det kan være rart at tale anonymt med en frivillig rådgiver. Et tilbud som du i øvrigt også endelig skal bruge. Fx kan du komme til gratis samtaler hos os i Valby, hvor du fx kan få mere hjælp og tale om de bekymringer, du beskriver i brevet.
Du kan læse om vores forskellige rådgivningstilbud her.
Jeg håber at du kan bruge mit svar, og her til sidst får jeg lyst til at skrive: hvor er din veninde heldig at have dig i sit liv.
Mange kærlige hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.