Føler mig virkelig overladt til mig selv
Spørgsmål
Hej, For over 2 år siden fik jeg diagnosticeret anoreksi og var indlagt på et dagafsnit i 10 uger. Derefter skiftede jeg over i noget privat behandling med min mor i et par måneder. Jeg ønskede ikke at have min far med, fordi han er virkelig god til at lure anoreksien, og kan finde på at sige nogle ret tarvelige ting til mig når han er bekymret. Grunden til at jeg stoppede i behandling var ikke at jeg var "rask", men mine forældre skulle skilles og derfor kom anoreksien lidt i 2. række.
I dag bor jeg kun hos min far og ser kun min mor en gang om ugen til en vejning. Mit forhold til min mor er blevet rigtig dårligt efter at hun i så lang tid har været min "behandler" og min far og jeg snakker slet ikke med om anoreksien. Mine forældre kan hellere ikke snakke sammen. Dermed er jeg helt alene, med mine tanker.
I starten gik det fint nok - de anorektiske tanker var der, men ikke så fremtrædne. Jeg spiste på en kostplan, men turde godt spise ude eller lidt ekstra. Min vægt var også ok, og jeg nåede at få min menstruation én enkel gang, og SÅ gik det ned af bakke igen.
I vinters begyndte jeg at tabe mig, og tankerne kom igen. Som noget nyt begyndte jeg også at skære i mig selv som et aftenritual.
Siden da er det bare gået ned af bakke. Jeg taber mig lidt, så beder min mor mig stramme op. Så tager jeg lidt på og taber så lidt ekstra igen. Det vil sige at det overordnet går langsomt ned i vægt. Hver uge siger min mor til mig at nu er det altså alvorligt, og at jeg skal spise mere. Men det har hun sagt i et halvt år og der er intet sket. Jeg får det kun dårligere og dårligere og ingen hjælper mig.
Jeg ser hellere ikke mine venner længere, for de passer ikke ind i kostplanen.
Føler mig virkelig overladt til mig selv. Forstår ikke at min mor ikke tvinger mig til at få hjælp, for selvom at jeg ikke er dødeligt syg som før, og nok hellere ikke bliver det igen - så har jeg det altså dårligt. Meget dårligt! Ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg kan ikke få mig selv til at søge hjælp, for så føler jeg at jeg "giver op". Jeg har brug for at blive tvunget.
Er der nogen mulighed for hjælp at søge, som ikke inkludere mine forældre? Har ikke lyst til at indblande dem, fordi mit forhold mellem dem allerede er så ødelagt og jeg vil ikke hive dem igennem behandling igen, når jeg kan mærke at de ikke har overskuddet til mig.
Er det overhovedet muligt at blive helt rask, når man har haft tankerne i flere år? Altså ikke bare rask på vægten, men sådan så man slet ikke er bange for noget mad og at kalorierne ikke køre rundt i hovedet på én rask?
Er det muligt at blive at blive rask og droppe en kostplan. Har nu spist efter en kostplan i flere år og jeg kan bare ikke slippe den, selv når jeg er på mit bedste?
Svar fra brevkassen
Kære dig
Tak for dit mod til at skrive og dele dine tanker og bekymringer. Jeg kan forestille mig at det er ensomt at gå med alle de tanker alene, så jeg er rigtig glad for at du har skrevet til Brevkassen. Dit brev gør stort indtryk på mig, især fordi jeg kan genkende nogle af de ting du skriver, fra dengang jeg selv kæmpede med anoreksi.
Jeg hæfter mig ved at du skriver, at du for 2 år siden blev diagnosticeret med anoreksi, hvor du først var indlagt og derefter var i privat behandling, og at dine forældre skulle skilles midt i det hele, hvor anoreksien så kom i 2. række.
Du skriver at du ikke får professionel hjælp nu, og at det på mange måder er din mor som holder øje med din vægt, som lige nu går nedad. Du skriver også, at din mor udviser bekymring for dig, men at hun ikke opfordrer dig til at få hjælp, hvilket jeg godt kan forstå at du er frustreret over.
Jeg vil dele med dig, at jeg har været i lignende situation hvor jeg ikke selv kunne bede om hjælp, og jeg håbede sådan at min mor ville gøre det for mig, men det gjorde hun ikke. Jeg har senere fundet ud af at min mor var berøringsangst, og at hun håbede og troede på, at jeg godt kunne få det bedre uden hjælp udefra, og at det var derfor hun ikke rakte ud. Måske har din mor de samme tanker? Måske håber din mor alt hvad hun kan på, at du kan få det godt igen, uden professionel hjælp.
Du spørger om det er muligt at få hjælp, uden dine forældre behøves at være involveret. Det indikerer for mig, at du rigtig gerne vil have det bedre og det er et vigtigt skridt og et rigtig godt udgangspunkt, for det er svært at blive hjulpet hvis man ikke ønsker hjælp. Det vil jeg rigtig gerne anerkende dig for, for jeg ved hvor svært det er, når anoreksien står ved siden af og skriger at man ikke må få hjælp. Du lyder simpelthen så sej – det håber jeg er okay at jeg skriver. Det er desværre ikke muligt at få hjælp uden dine forældres involvering, så længe du er 15 år. Til gengæld er du meget velkommen til at kontakte vores anonyme rådgivning på telefon, chat og SMS, uden dine forældres samtykke. Du skriver, at du er meget alene med de her tanker, og i vores rådgivning kan du anonymt tale med os om dem - det kan være på telefon 7010 1818, sms 7710 1818 eller via chat. Du er så helt utrolig velkommen til at kontakte os.
Du spørger også om det er muligt at blive rask, når man har haft spiseforstyrrede tanker i mange år og om det er muligt at spise uden en kostplan. Til det vil jeg med udgangspunkt i mig selv svare: Ja, det er muligt!
Jeg var syg i 10 år før jeg fik det bedre, og nu har jeg det rigtig godt. Jeg har ikke længere spiseforstyrrede tanker, og jeg spiser frit og tænker ikke på kalorier. Jeg troede aldrig at det ville ske, men det der nogle gange føles umuligt, er rent faktisk muligt hvis man holder fast i håbet og motivationen. Det har været en lang og sej kamp, men jeg tror på at du også kan nå hertil en dag. Noget jeg plejede at sige til mig selv var: ”Det kan godt være at det er skræmmende at kæmpe imod spiseforstyrrelsen lige nu, men det er endnu mere skræmmende at skulle have en spiseforstyrrelse resten af mit liv”! Jeg håber at det giver mening?
Har du mon mod på at vise dit brev og mit svar, til dine forældre? Hvis de læser de to ting, kan de måske få et bedre indblik i hvordan du har det og få øjnene op for, at du rent faktisk rigtig gerne vil hjælpes. For du fortjener hjælp. En spiseforstyrrelse skal man ikke kæmpe med alene. Du skal have hjælp - og dine forældre skal hjælpe dig.
Hvis du synes mit forslag om at vise dit brev og mit svar til dine forældre lyder helt umuligt, er der mon så en anden voksen, som du kan tage fat i og tale med? Måske et andet familiemedlem, en fra din skole eller en anden voksen, som du er tryg ved? Det er så utrolig vigtigt for mig at du ikke går alene med dine tanker. Du fortjener at få hjælp til at få det bedre, og jeg tror bestemt på, at det er muligt. Lige som det var muligt for mig selv.
Jeg håber at du kan bruge mit svar til at finde håb og motivation - og som før skrevet, er du hjertelig velkommen til at kontakte vores andre rådgivningstilbud, eller skrive til os her igen om, hvordan det går.
De kærligste hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.