Hvad kan konsekvenserne af en spiseforstyrrelse at være?

Kære dig, 

Tak for dit brev. Tak for, at du deler din situation med os. Det gør indtryk på mig at læse dine ord - og jeg håber sådan, at du kan bruge mit svar.

Hvad kan være konsekvenserne af en spiseforstyrrelse? spørger du. Du tænker, at det er kommet til et punkt, hvor det, du gør ved din krop må have nogle konsekvenser - og måske håber du lidt, at det kan få dig til at indse, at det ikke er godt, det du gør, skriver du.

Du beskriver, at du underspiser mindst en uge hver måned. Og overspiser 1-2 gange hver måned. At du efter overspisningerne ’kompenserer’ ved ikke at spise den næste dag - og ved at dyrke en del motion. Og at du, efter at have overspist anden gang, plejer at spise normalt i et par uger. Indtil du bliver trigget igen. 

Når du underspiser er det intenst, skriver du. Du spiser næsten ikke. Oftest max. 200-500 kcal. Og du taber dig ofte meget på kort tid. Du fortæller, at du har gjort det her i 4 år nu. Men du har aldrig fået hjælp.

Der er ingen tvivl om, at den måde, du spiser - og motionerer - på, kan have negative konsekvenser. 

Når din krop en stor del af din tid slet ikke får næring nok – ikke får de forskellige næringsstoffer, den behøver – så er det klart, at den igen og igen forsøger. Forsøger at få noget af den næring, den mangler, når den endelig kan. Dvs. når du overspiser. Eller: når du endelig spiser, som kroppen nok tænker. 

Kroppen har så mange funktioner og processer, som den kæmper for at vedligeholde. Ikke mindst i teenageårene. Underernæring kan have alvorlige følger. Føre til sygdomme. Forstyrrelser i vores hormoner. Langvarig underernæring kan skade de indre organer. Svække knogler, hud og hår. Og sætte spor i kroppens fordøjelsessystem. Evnen til at nedbryde. Her kan du læse om kroppen, der mangler næring.

Du kan lide hvordan din krop ser ud og føles, når du underspiser, skriver du. Du oplever en anden form for overskud og danner en rutine, som du kan vedligeholde mens du underspiser. Og jeg kan godt forstå, hvad du mener. Jeg har prøvet det selv - at have en spiseforstyrrelse og føle, at det hele kun føltes godt, og jeg kun havde den rette energi, når ikke jeg spiste. 

Men det var også et fængsel at være i. En ond cirkel. For – for mig – så føltes det helt ubærligt hver gang jeg ”faldt i” og overspiste. Og det var helt vildt hårdt. At skulle ’kompensere’. Igen og igen. Især, da der var gået flere år på den måde. Jeg ønskede sådan, at min krop og mad ikke skulle føles som et kæmpe problem. At det ikke skulle fylde så meget. At noget, som for de fleste mennesker virker helt selvfølgeligt; at kunne spise sammen, også var noget, jeg kunne, og at jeg kunne spise, uden at tænke så meget over det. Jeg var træt. Så træt af, at min tilstedeværelse, min krop, konstant føltes som et projekt. Et projekt, der tog rigtig meget af min energi.

Når du – på grund af sult – overspiser, så falder det hele sammen, skriver du. Du skriver, at du er gladest, når du underspiser. Og jeg tænker, at du mærker den energi, det kan give, når man søger at kontrollere kroppen. Når kroppen faktisk går i alarmberedskab. Fordi den mærker, at den ikke får næring nok, vitaminer, mineraler fra fødevarer. Mange beskriver, og jeg genkender selv, at det fx kan give en fornemmelse af at være i kontrol, have en indre ro, eller noget tredje. Kan du genkende noget i den retning?

En spiseforstyrrelse er nemlig en slags copingstrategi. En strategi til at mestre livet; håndtere alt det, det indebærer. Små og store problemer. Udfordringer. Svære følelser. En spiseforstyrrelse er en strategi, man tillægger sig - bevidst eller ubevidst; en måde at leve på. Noget at flytte fokus til. En spiseforstyrrelse handler langt fra kun om, hvordan man ser ud - selvom det kan føles sådan. Giver det mening at se det på den måde?

Dit brev efterlader mig med et indtryk af, at du mærker en bekymring for dig selv - at du mærker, at det ikke kan fortsætte. Hvad tænker du om det? Jeg læser dit spørgsmål sådan, at du faktisk selv svarer på det. For du tænker, at det må have konsekvenser. Og jeg får indtryk af, at noget i dig gerne vil gøre noget. Ændre noget nu. 

Det er almindeligt at føle sig meget splittet. Noget i én vil gerne få det bedre. Slippe den adfærd omkring krop og mad, som er så dominerende i ens liv. Noget i én vil bare gerne have spiseforstyrrelsen for sig selv; lade den have kontrol. Jeg ser dit brev som et tegn på, at du er klar til at gøre noget nyt. Selvom det kan være skræmmende. Ubehageligt. Jeg tror, at du godt kunne tænke dig at have det godt hele tiden. Ikke kun, når du ikke spiser.

To lærere har gjort din mor opmærksom på, at du ikke spiste. De har bekymret sig. Men din mor har aldrig snakket med dig om det, skriver du. Hun har kommenteret på dit vægttab og at du ikke spiste - men mere kritiserende end bekymret, skriver du.

Jeg tænker, din situation kalder på, at du taler med nogen om den. Hvad tænker du om det? Jeg tænker, at du skal tale med din læge. Her et link til en lille artikel om dét. Din læge vil kunne vurdere din situation, og eventuelt henvise til en behandling. 

Jeg håber, at du ser det som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut. Det er ikke altid, at lægen er vejen til den hjælp, man har behov for. Men du fortjener uden tvivl den rette støtte til det, du står med. 

Vil din mor mon støtte dig, hvis du forsøger at tale med hende om det - giver det en chance? Det håber jeg. Jeg håber, at du alternativt har nogen i dit liv, som du stoler på. Nogen, der kan støtte dig i at få hjælp.

Du er også mere end velkommen til at svare på dette brev; skrive til os igen. Hvis der er noget, du har lyst til at uddybe. Eller mere, du søger at få svar på. 

Det er også muligt at tale med vores rådgivere på 70101818 – eller booke en personlig samtale.

Jeg håber, at du vil tale mere med os om, hvordan dit næste skridt skal se ud.

Mange varme tanker herfra, 

Kærlig hilsen
Brevkassen