Op på hesten, indtil det så sker igen?
Spørgsmål
Hej, Jeg troede egentlig aldrig, at jeg ville ende med at skrive / sige noget højt om min situation, men jeg er ved at være godt træt af den - så her er jeg endt. Helt anonym, og det føles måske også en anelse ynkeligt. Men nu prøver jeg, det vil være rart at høre en andens tanker om min situation.
Jeg har altid kæmpet med kropsbillede og forhold til mad. Jeg kan slet ikke huske hvor det stammer fra, men jeg har altid været meget optaget af mit udtryk og min krop. Da jeg var yngre fik jeg også konstateret anoreksi ved min læge, og jeg tror en stor del af min familie godt var bekendt med problemet dengang. Men det er som om, at det ligesom gik i sig selv igen. Det gjorde problemet nok bare aldrig helt. Så jeg har været inde og ude af perioder, og min vægt har egentlig altid varieret meget. Jeg har aldrig været sådan overvægtig, men svingende fra lidt buttet til ret tynd og muskuløs. Dog er mit kropsbillede ikke til at stole på, og jeg ser ofte tilbage på perioder i mit liv og enten væmmes ved eller beundrer sådan jeg så ud - og det hænger ofte ikke sammen med, hvordan jeg havde det i givne periode. Men for nogle år siden, udviklede jeg altså bulimi. Det føles som en måde at snyde på, en måde at nulstille de kalorier jeg indtog. Det er egentlig meget vigtigt for mig at få næring og god kost, så det er slet ikke i disse situationer at jeg kaster op. Det er når jeg spiser noget der er usundt. Det er som om at jeg slet ikke kan rationalisere mine tanker. Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver tyk af at spise en enkelt chokolade - men at det er den voldsomme alt eller intet reaktion, hvor jeg så spiser en masse usundt og forsøger at kaste det op efter, at der skader mig. Ja og i sidste ende er skyld i at jeg tager på. Jeg har været inde i rigtig gode perioder med sund tilgang til kost og træning, præget af ret intuitiv tilgang til mad og sult. Men disse perioder holder jeg mig også fra usund mad, og det kan gå rigtig fint rigtig længe, men det er som om, at jeg altid støder ind i en mur, og så går det galt. Det er spild af tid, energi og det skader min krop. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg bryder dette mønster. Jeg ved ikke helt, om jeg tør at stole på mig selv, og jeg føler ikke at jeg kan vide mig sikker i at jeg er "rask" når der kan gå så lange perioder hvor jeg er sund, rask og glad. Det er dog godt nok perioder hvor jeg er ret organiseret og kontrollerer min kost og motion, men jeg vil ikke mene det er på en uhensigtsmæssig eller negativ måde - det er på et ret oplyst grundlag, hvor jeg også er rummelig og tilgivende overfor mig selv. Men alligevel ender jeg som her, med sår på hånden efter at have tvunget mig selv til at kaste op, og skammer mig utroligt meget. Jeg har ødelagt dagen i morgen, jeg har mistet søvn og min mave kommer til at gøre ondt. Jeg er bange for at ødelægge min krop. Op på hesten igen, indtil det så sker igen?? Hvad gør man. Jeg beklager det blev så langt.
Svar fra brevkassen
Kære dig,
Mange tak for, at du har skrevet til os. Du skal på ingen måde beklage, at dit brev blev langt. Det gør indtryk på mig at læse dine ord, og jeg er glad for, at du ville dele din situation med os. Det kræver noget at række ud.
Du har altid kæmpet med dit kropsbillede og forhold til mad, skriver du. Du kan slet ikke huske, hvor det stammer fra, men du har altid været meget optaget af dit udtryk og din krop, og du skriver, at du som yngre fik konstateret anoreksi – noget, der ’gik i sig selv igen’. Og så alligevel ikke. For siden har du været inde og ude af perioder; haft en svingende vægt, haft forskellige måder at spise på, og haft et forhold til krop og mad, som lyder til at have fyldt rigtig, rigtig meget.
Dit kropsbillede er ikke til at stole på, skriver du. Du har ofte enten væmmes ved eller beundret, hvordan du så ud. Og jeg forstår, hvad du mener. For det er ikke rationelt, logisk. Hvis man har en spiseforstyrrelse og et forstyrret billede af, hvordan man synes, man ser ud eller skal se ud. Og jeg forstår, hvor utrolig meget, det kan fylde i livet.
For nogle år siden udviklede du bulimi, skriver du, som en måde at kontrollere de kalorier, du indtog. Det er noget, der indtræder, når du har spist noget usundt. En alt-eller-intet-agtig tænkning og reaktion.
Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i det, du beskriver.
Når jeg læser dit brev, får jeg indtryk af, at dit forhold til mad eller krop, er noget der har fyldt helt enormt meget af dit liv, og jeg tænker, at det må have været hårdt. At det ér hårdt. Og at du i den grad fortjener at få den rette støtte til din situation nu. Også selvom du har gode perioder, hvor du med sund men kontrolleret tilgang til mad og motion oplever, at det kan gå fint længe. For det er lige indtil du støder på en ’mur’ igen, beskriver du.
Jeg kan i høj grad genkende princippet i det mønster, du beskriver, fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse. Det føltes til tider så utroligt mørkt. Hårdt. Utaknemmeligt, at jeg kæmpede sådan – bare for, at spiseforstyrrelsen endnu engang kunne få mig til at ’falde i’ og opleve endnu en omgang af skam, smerte, bekymring over det, jeg gjorde ved min krop.
Det kræver styrke at leve med en spiseforstyrrelse. Ikke mindst, når man igen og igen, og igen gør sit bedste for at leve på en måde, der er sund og god for én. Når man – som du beskriver på – også er rummelig og tilgivende overfor sig selv - og på den måde kæmper; arbejder imod spiseforstyrrelsen. Det tærer på én og tager af den energi, der skulle bruges til andre ting.
Jeg får indtryk af, at du har rigtig mange ressourcer; ikke mindst meget viden og fornemmelse for sund livsstil, og at du er meget bevidst om det mønster, du oplever. Hvor svært det er for alvor at bryde. Hvad gør man? Op på hesten - indtil det sker igen? skriver du.
Du fortjener ikke at gå alene med det.
En del af din familie var bekendt med problematikken dengang, du fik konstateret anoreksi, skriver du. Hvad skete der mon dengang? Fik du tilbudt hjælp, behandling i nogen form?
I mine øjne er terapi vejen til for alvor at få det godt og få det på en måde, der føles tryg og uden frygt for, hvornår det ’går galt’ igen.
Jeg håber meget, at du den dag i dag ser det som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut. Finde en terapeut, som passer godt til dig. Det er centralt i at nå til roden af, hvorfor du har levet, som du har. Hvorfor krop og udseende nærmest altid har fyldt for meget. For det har nemlig slet ikke kun at gøre med, hvordan du ser ud. Et højt fokus på, hvordan man fremstår, er ofte en måde at kontrollere noget, man oplever eller har oplevet tidligere, som på den ene eller anden måde er eller har været svært. Hvad end det er til at få øje på, eller ej.
Når man har en spiseforstyrrelse og et meget stort fokus på udseende, er det fordi, noget i én søger kontrol. Ro. Trøst. Eller noget andet. Giver det mening for dig at se det på den måde? En spiseforstyrrelse er en copingstrategi; en strategi til at mestre livet. Og har man haft den i mange år - måske, i en eller anden form, så længe man kan huske-, er det en strategi, som er ret primær for én. Det er noget, der gerne kræver at man får hjælp. Hjælp til at forstå, og hjælp til at håndtere liv, følelser og tanker på nye måder.
Det er modigt, at du skrev til os. For det kan være et første skridt. Hvad tænker du? Jeg håber, at du vil tale med os om, hvad dit næste skridt kan være. Især, hvis det ikke er nemt for dig at finde hjælp via læge eller andre veje.
Du er mere end velkommen til at ringe til vores rådgivning på 70101818. Du kan også skrive til os her igen – eller booke en personlig samtale.
Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.