Digital selvskade - 9 gode råd til forældre

Vi har 9 gode råd til dig, hvis du opdager eller har mistanke om, at dit barn deler ondskabsfuldt indhold om sig selv online fra anonyme eller falske profiler. Det kan ligne, at det er andre børn og unge, som deler indholdet, men i virkeligheden er det barnet selv. Det kaldes ofte digital selvskade, digital selvmobning eller auto-trolling.

Ung kvinde kigger på sin telefon

Vær nysgerrig og se bagom adfærden 

Der er mange forskellige grunde til, at nogle børn og unge deler ondskabsfuldt indhold om sig selv online fra anonyme eller falske profiler. For nogle handler det om at få omsorg, se andres reaktioner, teste venskaber eller at udtrykke og håndtere svære følelser. Måske har dit barn det svært, føler sig overset eller uden for fællesskabet. Vær nysgerrig og undgå at gøre dit barn forkert. Auto-trolling kan være forbundet med skam. Prøv at se bagom adfærden og spørg ind til, hvad adfærden eventuelt hjælper dit barn med at opnå eller håndtere. Lyt for at forstå. 

Interessér dig for dit barns digitale liv

Børn og unge lever i en digitaliseret hverdag. Vis interesse for dit barns digitale liv. Spørg åbent og nysgerrigt ind til dit barns interesser, aktiviteter, fællesskaber og oplevelser online. Gør det gerne ofte, så det bliver naturligt at tale om. Måske har dit barn også lyst til at vise dig, hvem han eller hun følger online. Hvis dit barn føler sig mødt og forstået i alt det positive ved digitale medier og fællesskaber, er der større sandsynlighed for, at dit barn også tør betro sig om negative sider og bekymringer. 

Tag (mistanke om) auto-trolling alvorligt

Tag adfærden og dit barn alvorligt, hvis du opdager eller har mistanke om, at dit barn deler ondskabsfuldt indhold om sig selv online fra anonyme eller falske profiler. Der kan være flere grunde til auto-trolling, og det kan være dit barns bedste forsøg på at håndtere eller gøre opmærksom på, at noget er svært i tilværelsen. Hvis du bagatelliserer adfærden eller møder dit barn med løftede pegefingre, kan dit barn føle sig forkert. Del din bekymring med dit barn på en åben og omsorgsfuld måde, hvis du opdager eller får mistanke om auto-trolling.

Spørg dit barn, hvordan det har det 

Auto-trolling kan være et tegn på psykisk og social mistrivsel. Udvis en omsorgsfuld nysgerrighed på dit barns trivsel. Som forælder kan man let blive optaget af, at selve auto-trollingen skal stoppe. Prøv at holde dit fokus på, hvordan dit barn trives, og hvorfor dit barn udøver auto-trolling. Spørg dit barn, hvordan det har det. 

Udtryk dig roligt og omsorgsfuldt   

Selvom du bliver bekymret, så forsøg at lægge en dæmper på din egen forskrækkelse og udtryk dig roligt og omsorgsfuldt. Hvis dit barn oplever, at du bliver meget ked af det eller reagerer med løftede pegefingre, er der risiko for, at dit barn ikke deler det med dig næste gang, noget er svært online, men i stedet forsøger at løse tingene på egen hånd. Det er vigtigt, at dit barn oplever, at du som forældre kan rumme det. Gør det trygt at komme til dig.

Undgå forhastede restriktioner 

Hvis du bliver bekymret eller forskrækket, kan du få lyst til at skride til hurtig handling og indføre digitale restriktioner. Undgå løftede pegefingre og forhastede beslutninger (fx om at inddrage dit barns telefon eller slette apps). Hvis dit barn betror sig til dig og mødes med sanktioner, er der risiko for, at dit barn fremover undgår at dele det svære med dig. Dit barn kan frygte at gå glip af det digitale fællesskab med jævnaldrende. Aftalt i stedet med dit barn, at I har faste snakke om, hvordan det går på de digitale fællesskaber, som dit barn er en del af. 

Vær tålmodig 

Måske virker dit barn afvisende eller ligeglad, når du udtrykker din bekymring. Uanset reaktionen har du sandsynligvis sat gang i flere tanker hos dig barn, end du umiddelbart ved af. Giv ikke op. Det kan tage tid, før dit barn er klar til at åbne op og tage imod din hjælp og støtte. Aftal gerne med dit barn, hvornår I skal tale sammen om det næste gang og spørg dit barn, hvordan I bedst kan tale sammen om det. 

Indhent viden 

Det kan være en hjælp at søge viden om emnet, så du får en bedre forståelse af, hvad auto-trolling er. Der er meget at læse om auto-trolling, som ikke nødvendigvis er et udtryk for, hvordan lige netop dit barn har det. Brug din viden om emnet som en hjælp til, hvad du kan spørge ind til. Du kan læse mere om auto-trolling her.

Tal med andre om din bekymring 

Som forælder kan du have brug for at dele dine bekymringer. Måske er du i tvivl om, hvordan du bedst kan støtte dit barn. Du er altid velkommen til at ringe til vores telefonrådgivning på 7010 1818 bestille tid online eller booke en tid til en personlig samtale i en af vores fysiske rådgivninger.