Hjælp til spiseforstyrrelsen bulimi
Spørgsmål
Hej , Jeg vil høre hvad der er af muligheder for at få hjælp til sin spiseforstyrrelse, bulimi. Jeg er 38 år. Det startede som 14 årlig og har været on/off i 24år. Jeg er røget ind i en periode igen hvor jeg har svært ved at kontrollere det og er begyndt at blive bange for de helbredsmæssige konsekvenser. Alligevel kan jeg ikke stoppe. Mine tanker kredser om mad hver dag og er bange for at tage på. Jeg føler mig stresset og til tider tappet for energi. Jeg har overspisninger 2-3 gange om ugen. Jeg har det sidste halve år tabt mig og var bare så glad for der hvor jeg lagde. Nu har jeg taget lidt på igen, og det var egentlig her spiseforstyrrelsen blussede op igen. Jeg kan godt se at det ikke er særligt meget og det virker fuldstændig fjollet, men jeg kan slet ikke have det i mit hovede, når jeg begynder at kunne mærke en delle på siden. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte med at bede om hjælp. Håber i kan hjælpe mig lidt på vej.
Svar fra brevkassen
Kære du,
Tak for dit brev og for din tålmodighed med mit svar til dig. Jeg vil gerne starte med at anerkende dig for at række ud til Brevkassen på et tidspunkt, hvor du gerne vil have hjælp til din spiseforstyrrelse, men ikke ved hvor du skal starte. Vi ved det kan kræve meget mod og styrke at tage det skridt.
Jeg håber, at jeg med mit svar til dig kan tilbyde dig nogle muligheder og pege dig i nogle retninger, hvor du kan opsøge hjælp.
Det gjorde så utrolig stort indtryk på mig at læse at du har kæmpet med bulimi i rigtig mange år - on/off i 24 år, siden du var 14. Det er virkelig længe at lide af en spiseforstyrrelse. Hvordan har du klaret det så længe?
Nu oplever du en periode dine tanker kredser om mad hver dag og du har følelsen af kontroltab, med overspisninger 2-3 gange om ugen. Samtidig føler du dig stresset, tappet for energi og frygter de helbredsmæssige konsekvenser. Efter at have tabt dig det sidste halve år er din vægt nu steget og det har fået din spiseforstyrrelse til at blusse op. Jeg kunne godt være lidt nysgerrig på hvad der ellers sker i dit liv eller er sket det sidste halve års tid? Er der mon noget som gør det ekstra svært at være dig for tiden? Det er vores erfaring at spiseforstyrrelse er tæt forbundet med hvordan vi har det i resten af vores liv og kommer nogle gange til udtryk for den kontrol eller sikkerhed vi ellers kan føle, at vi mangler. Er det mon noget du genkender?
Der er noget i dig der fortæller dig at det er "fjollet" at en lille vægtøgning skal fylde så meget, men når du mærker din krop forandre sig, så er det meget svært for dig at være i. Jeg tænker at det er en meget almindelig del af en spiseforstyrrelse, at frygte at tage på og have det svært med kropslige forandringer. Jeg kommer til at tænke på hvilke tanker og følelser du har fået forbundet med at ligge på en særlig vægt? Hvad er det der føles særligt slemt, når du kan fornemme mere fylde på din krop?
At kæmpe med en spiseforstyrrelse i 24 år er alt for længe og jeg vil sige til dig at du fortjener at få det meget, meget bedre. Har du mon prøvet at få behandling tidligere eller er det her dit allerførste forsøg? Uanset, vil jeg prøve at komme med nogle forslag, som forhåbentlig kunne give mening for dig.
Først og fremmest er det vigtigt, at du snakker med din almenpraktiserende læge, om den situation du står i nu. Det er den almenpraktiserende læge, som har ansvar for at hjælpe dig videre og kan lave en henvisning til udredning og behandling i psykiatrien. Jeg kan se du har angivet Horsens som din kommune, så det vil være psykiatrien i Region Midtjylland, som har behandling til bulimi i Klinik for spiseforstyrrelser. På vores hjemmeside kan du læse gode råd til at forberede dig til samtalen med din læge. Både spiseforstyrrelser og behandling i psykiatrien kan se ud på flere forskellige måder. Måske du kan tage afsted i vores korrespondance her og insistere på, at blive udredt for spiseforstyrrelse med henblik på behandling?
Desværre er vores eget behandlingstilbud til bulimi til personer mellem 18-30. Men jeg vil gerne præsentere dig for nogle af vores andre tilbud. Udover vores Brevkasse, kan du ringe til os på 70 10 18 18 eller skrive på sms på 7710 1818 eller på chat, helt anonymt. Her kan du dele dine tanker om din situation og blive støttet og valideret af frivillige rådgivere med viden om emnet. I vores afdeling i Aarhus kan du også få en personlig samtale eller deltage i vores samtalegrupper. Vi tilbyder også de personlige samtaler som videorådgivning. Her er der ofte plads til flere nuancer og dialogen kan gøre det lettere at undersøge situationen og det næste skridt sammen. Mon du kunne se en idé i det? Alle sammen er muligheder for at få en god snak om ens situation og helt uforpligtende. Du kan læse mere om de forskellige muligheder her - måske et af dem passer til dig og kunne hjælpe dig på din vej?
Der er også den mulighed at du opsøger hjælp ved en privat psykolog. Lægen kan måske lave en henvisning og der er nogle sundhedsforsikringer kan give hurtigere adgang til en psykolog - det kunne måske også være værd at undersøge? Det kan være god ide at "spille på flere heste" og sætte forskellige skibe i øen på samme tid, da der kan være ventetid.
Kunne du mon have mod på at forsøge nogen af mulighederne? Du er meget velkommen til at skrive til os igen - vi vil meget gerne høre om, hvordan det går for dig at række ud til din læge.
Når jeg læser dit brev fornemmer jeg ikke, om du har nogen omkring dig, som støtter og hjælper dig. Ingen fortjener at stå alene i kampen mod en spiseforstyrrelse og jeg tænker sådan på, om der mon er nogen, du kan åbne op omkring din situation, overfor? Måske en god ven eller veninde, et familiemedlem eller en partner?
En spiseforstyrrelse er noget man har brug for professionel og kærlig hjælp til og den opbakning håber jeg, at du vil tage med dig, så du langt om længe endelig får den behandling du ønsker. Du fortjener at få det meget bedre og leve dit liv, fri fra spiseforstyrrelsen.
Jeg ønsker dig alt det bedste og hepper på dig.
Mange varme og kærlige hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.