Jeg har i mange år haft problemer med overspisning

Kære Jonas

Tusind tak for dit brev og hjerteligt velkommen i brevkassen. Rigtig mange beskriver, ligesom du, at det kan tage tid, at tage sig sammen til at skrive til os. Jeg håber du ved, at det kan være en helt naturlig og nødvendig del af processen - den samtale med dig selv om, hvorvidt du er klar til at tage et skridt i retning af noget, du måske tænker kan være hjælpsomt for dig - men som samtidig også kan virke skræmmende? 

Der kræver stor overvindelse, at gøre noget andet end vi plejer og stille os derud, hvor vi ikke kender udfaldet af det vi gør, ikke har kontrol over alting. Brevkassen er et rigtig godt sted, at fortælle noget der er svært og som ikke rigtig giver mening, hvis man skal sige det højt til nogen man er tæt på. Enten fordi man ikke selv helt forstår det eller fordi man er bange for, hvordan de vil reagere? Måske er det ikke er helt så farligt som forventet - eller måske opdager du, at det er lige så farligt som forventet, men at du også er stærkere og bedre til at være midt i det, end du troede? 

Jeg vil stille dig en masse spørgsmål og det kan i udgangspunktet virke overvældende og måske lidt irriterende? Det er ikke meningen. Meningen er, at spørgsmålene skal være en hjælp i retning af, at skifte perspektivet fra maden og overspisningen - til det der ligger bagved. Rigtig ofte handler det nemlig ikke om maden, men om følelser, smerte og noget vi mærker i vores krop, som vi ikke kan udholde - og som vi forsøger at holde væk eller flygte fra, ved hjælp at maden og overspisningen. Er det mon noget du kan nikke genkendende til? 

Du beskriver, at du i mange år har haft problemer med overspisning. At spise meget store portioner og først stoppe, når du fysisk ikke kan rumme mere og får det dårligt. Især når du er alene. Har du en idé om, hvornår det startede? Husker du om der skete noget specielt i dit liv på det tidspunkt? Hvad er det du mærker i din krop før overspisning? Og hvad mærker du efter? Er det mon et valg, at være alene?

Du fortæller, at du er ret bevidst om, at det er trøstespisning pga en masse mentale problemer, du bokser med i livet. Angst og depression. Jeg får en fornemmelse af, at du er skuffet eller måske ligefrem vred på dig selv over, at du ikke kan lade være med "at trøstespise"? Derfor er det vigtigt for mig at sige til dig, at "trøstespise" måske ikke er helt dækkende for det du oplever? 

Og hvorfor skriver jeg så det? Det gør jeg fordi begrebet "trøstespise", i min optik, både er en devaluering af spiseforstyrrelser generelt, men især en misforståelse af, hvor alvorligt det kan være for det enkelte menneske. At trøstespise lyder som om, at det er noget man bare kan lade være med - men det er ikke sådan det er, når maden har en vigtig funktion i vores måde at regulere og håndtere vores følelser på. Giver det det mon mening for dig, at jeg skriver sådan?

Hvad er det mon du går og bokser med? Og får du hjælp til, at håndtere og arbejde med din angst og depression? Hvis du ikke gør det, vil jeg opfordre dig til, at opsøge din læge og få en snak om, hvilke muligheder der er for evt. behandling. Hvad mon du tænker om det?

Du ved godt, at du burde spise langt mindre og meget sundere, men du bliver ved med at sige, at det skal blive anderledes i morgen, men det sker bare aldrig. Din beskrivelse af, at lave aftaler med dig selv om, at det skal være anderledes i morgen er meget klassisk. Desværre kan netop dette være forbundet med stor skam og være en indirekte årsag til endnu mere overspisning. Hvis det er tilfældet for dig, så skal du vide, at det ikke er fordi du er svag, ikke har styr på dig selv, eller ikke besidder vilje eller karakterstyrke. 

Ofte er det sådan, at når vi har virkelig meget styr på os selv og på, hvordan vi opfører os og, hvad vi kan tillade os at sige eller mene, hvad vi forventes at deltage i, er meget flittige og måske perfektionistiske etc. - set udefra, har vi styr på alting, men ofte kan vi have rigtig svært ved, at forholde os til alt det, der foregår indeni os selv. Og ofte er det fordi vi tror, at vi ikke har nogen værdi i os selv, men kun er vigtige når vi gør noget for andre eller hele tiden er til rådighed for arbejdspladsen m.m. Glemmer du mon, at du er vigtig? At det er vigtigt, hvad du synes? At det er vigtigt, hvad du har lyst til? At det er vigtig, hvad du mærker indeni dig?

Problemet har varet i årtier, men det er tiltaget de sidste ca 5 år, og du kan ikke styre det, og må erkende at du har brug for hjælp til at få skabt de ændringer som du så brændende ønsker for dig selv. Det er et super vigtigt skridt, men måske også en virkelig sårbar erkendelse, at du har brug for hjælp. Det gør stort indtryk på mig, fordi jeg ofte ser, hvor svært det er for mange mænd, at komme dertil, hvor det er ok, at bede om hjælp. Der er rigtig mange piger og kvinder, der skriver til brevkassen, men der er ikke ret mange drenge og mænd, der er så modige som du er. Gad vide, hvordan du ellers har haft det de sidste 5 år?

Det er bevidst, at jeg ikke forholder mig til din højde, vægt og BMI. Det er ikke fordi det er ligemeget, men det er, som jeg ser det, ikke det rigtige fokus lige nu. Vægten og BMI'et er et symptom. Din krop vil fortælle dig, at noget ikke er som det skal være, og den vil gerne bede dig om hjælp. Er det mon et perspektiv du kan se det i? 

Du er så ked af det, når du ser dig selv i spejlet - men du føler dig fanget i din overspisning, og som om den styrer dit liv i en negativ retning. Dette forplanter sig således til din mentale tilstand, som så forværres. En rigtig ond cirkel, som du virkelig gerne vil bryde.

Jeg får lyst til, at spørger dig, hvad det er du lægger mærke til, når du ser i spejlet? Jeg har en idé om, at jeg kender svaret, men jeg kan tage fejl? Jeg forestiller mig, at du ser en krop og at den ikke ser ud, som du kunne tænke dig? Hvad ville du mon se, hvis du så om bag den krop og den vægt, du ikke synes om? Hvad er det mon for et menneske, du ser? Og hvad er det, det menneske har allermest brug for?

Du skriver afslutningsvis, at du bare ikke ved, hvor du skal starte eller hvor du skal søge hjælp. Men du er allerede i gang, uden at du måske helt er klar over det. Og der er flere muligheder for, hvad et næste skridt kan være. Du kan læse mere om tvangsoverspisning (BED, og behandling af tvangsoverspisning (BED) hos os. Du er også altid velkommen til at kontakte alle de dygtige og søde mennesker, der sidder klar ved telefonen på 7010 1818 eller online chatrådgivning.

Du er også altid velkommen til, at skrive herind til brevkassen, hvis det er dét, der er hjælpsomt for dig lige nu. Jeg håber du har fået noget inspiration og en oplevelse af, at du ikke behøver kæmpe med det her alene.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen
Brevkassen