Jeg vil SÅ gerne blive rask og har prøvet alt
Spørgsmål
Hej, Jeg har døjet med anoreksi i mange år. For over 2 år siden var jeg indlagt i 10 uger, hvorefter jeg fortsatte i noget ugentlig behandling, men blev udskrevet før jeg sådan "rigtig" var rask.
Det sidste års tid er det hele gået meget ned ad bakke. Jeg har tabt mig, isoleret mig og fået det rigtig dårligt. Jeg vil SÅ gerne blive rask, og har prøvet alt, trods jeg står helt alene med det. Mine forældre mener ikke at de kan hjælpe mig, og siger at det er mit eget ansvar om jeg vil blive rask, (hvilket jeg er meget uenig i).
Som støtte fik jeg dog lov til at starte hos en psykolog, som var helt vildt langt ude: Hun foreslog mig at jeg skulle begynde at tælle mine kalorier, og så viste hun mig hvad hun spiste, hvilket var meget mindre end jeg - altså havde hun tydeligvis ikke forstand på spiseforstyrrelser, selvom det var et af hendes specialområder.
Nu har jeg besluttet mig for at tage kampen op mod anoreksien selv. Det skræmmer mig helt vildt, og jeg håber derfor at i kan hjælpe mig med at få afklaring på nogle spørgsmål:
Jeg oplever ekstrem sult, selvom jeg spiser langt mere end alle omkring mig. Det er som om at lige meget hvor meget jeg spiser, er jeg bare stadig sulten. Dette giver jo egentlig meget god mening i betragtning af at min krop er underernæret lige nu, men jeg er bange for at det aldrig stopper. Gør det dét? Og hvordan ved min krop at den skal sænke sine sultsignaler, når jeg når min målvægt? Ellers vil jeg jo blive ved med at tage på...
Mange aftener er jeg helt vildt sulten, og spiser en hel masse. Jeg føler at det er en "overspisning" selvom det vel ikke er det, når jeg er sulten, mest fysisk, men også meget mentalt. Men kan man egentlig spise fór meget i behandling? Jeg frygter at jeg udvikler én eller anden form for BED spiseforstyrrelse, for sociale medier fortæller mig hele tiden at man skal være på vagt for ikke at ende ud i det. Er det noget jeg skal være bange for at ende ud i, eller vil mine "overspisninger" stoppe af sig selv?
Derudover har jeg også spørgsmål ift. motion. Jeg har altid været aktiv, og elsket sport, og det er altså noget jeg ikke har lyst til at stoppe med at dyrke. Men jeg ved også at spiseforstyrrelsen hellere ikke har lyst til at stoppe med at dyrke det. Det er ikke for at brænde kalorier af at jeg gør det, men for at bygge muskelmasse, i håb om at jeg kan tage muskler på fremfor fedt.
Igen fortæller influencers mig at dette er den rette måde at blive rask på, for jeg ser rigtig mange på instagram der går fra at være undervægtige til at være muskuløse og "fitnessafhængige". Jeg kan ikke finde ud af om det influencersne gør er fint, eller om det i virkeligheden er at gå fra anoreksi til ortoreksi? Altså ved jeg ikke om jeg skal stoppe med at dyrke motion, eller om det er ok at gøre det?
Jeg har overvejet at starte til fodbold. Det er noget jeg har gået til før og været rigtig glad for, så tænkte det måske kunne være et bedre alternativ. Så handler det i hvert fald mere om fællesskabet end om at "se ud", som det gør når jeg træner i fitness. Hvad er jeres holdning generelt til motion?
Jeg ved godt at det er virkelig mange spørgsmål, er bare så i tvivl og føler mig meget alene i den her situation. Håber i kan svare på dem.
Svar fra brevkassen
Kære du,
Mange tak for dit brev. Jeg vil gerne starte med at anerkende dig for at række ud og skrive til brevkassen, i en situation, hvor du har mange spørgsmål, tvivl og føler dig alene i din situation. Det må føles meget usikkert for dig at være i. Sandheden er, at man aldrig er alene - vi er her og vil rigtig gerne støtte dig.
Mit håb med mit brev til dig er, at tilbyde dig nogle nye perspektiver på din situation og jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål, så godt jeg kan.
Det gjorde så utrolig stort indtryk på mig at læse om, hvordan du har kæmpet med anoreksi i mange år. For 2 år siden blev du udskrevet før du følte dig "rigtig" rask, efter blot 10 ugers indlæggelse. Det må føles meget uforløsende og det må være svært at føle, at man har brug for mere hjælp uden at få den. Jeg kunne godt være lidt nysgerrig på, hvad der skete dengang? Var der nogen særlig årsag til at du blev udskrevet? Samtidig tænker jeg, at du måske var et andet sted ved udskrivelsen end da du blev indlagt - kan du mon huske, hvordan du havde det dengang og hvad du tog med dig fra behandlingen, som hjalp dig?
Du fortæller hvordan det hele er gået meget ned ad bakke det sidste års tid. At du har tabt dig, isoleret dig og fået det virkelig dårligt. Du har haft en oplevelse hos en psykolog, som ikke støttede dig. Jeg er sikker på vedkommende havde gode intentioner, men det lyder som om det føltes meget malplaceret for dig. Samtidig mener dine forældre ikke de kan hjælpe dig, men at det er dit eget ansvar at blive rask. Jeg kan sagtens forstå, hvis det får dig til at føle, at du ikke har det professionelle sikkerhedsnet og den opbakning fra dit bagland, som du har brug for. Jeg tænker på om der mon er noget i kommunikationen mellem dig og dine forældre, som måske går lidt skævt af hinanden? De fleste forældres værste mareridt er, at se deres børn have det svært og lide. Jeg kommer til at tænke på, at uanset hvilken og hvor meget støtte og hjælp man får til en spiseforstyrrelse, så er det i sidste ende kun en selv der kan tage de nødvendige skridt ud af spiseforstyrrelsen - hvilket du jo faktisk forsøger. Kunne det være det, dine forældre mener med "ansvar"? Jeg tror i syvende og sidste at du og dine forældre er på samme side i kampen mod spiseforstyrrelsen og at de også ønsker, at du får det bedre. Hvordan lander det mon hos dig? Jeg kunne også godt være lidt nysgerrig på, hvilken hjælp du ønsker fra dine forældre? At blive mere bevidst omkring det, kan måske hjælpe dig til, at blive mere tydelig overfor dem, omkring dine behov. Ønsker du at de anerkender, at du har det svært og lytter til dine oplevelser eller handler det om konkret støtte til, hvordan du skal udføre bestemte handlinger?
Der er to temaer som fylder meget hos dig. Det ene handler om sult og det andet handler om motion. Jeg kan godt forstå at det skaber mange spørgsmål hos dig.
Du oplever en ekstrem sult og føler dig sulten nærmest lige meget, hvor meget du spiser. Du oplever at du mange aftenener spiser en hel masse og det gør dig bange for, at det aldrig stopper og om du er ved at udvikle en form for BED, for det fortæller sociale medier dig, at du skal være på vagt overfor. Samtidig reflekterer du over, at det giver god mening taget i betragtning af at din krop er underernæret lige nu og du jo oplever både fysisk og mental sult. Dit spørgsmål er, hvordan din krop ved at den skal sænke sultsignalerne, så du ikke bliver ved med at tage på, og om dine "overspisninger" vil stoppe af sig selv. Jeg kommer til at tænke på, hvordan kroppen er designet til, at gøre alt den kan for at sikre, at vi er i balance og overlever. Den er så fantastisk at den kan regulere hormoner, nervesystem, sindsstemning og meget mere for at få os til at gøre det, som kroppen har brug for. Det er helt naturligt at kroppen vil forsøge at kompensere for underspisning med spisning som indhenter det forsømte. Her kan man godt føle at man svinger fra den ene yderlighed til den anden. Måden at stabilisere de udsving er at blive ved med at dække kroppens og sindets behov. Gradvist vil den mentale og følelsesmæssige sult stabiliseres, når man hele tiden oplever at alt mad altid er tilgængeligt og at man trygt kan spise, uden at der opstår nye restriktioner. Ligeledes vil din krop også stabilisere din fysiske sult, når den føler den har indhentet det der skal til. Det kan betyde at ens vægt går op, hvilket er helt naturligt eftersom du også nu er ældre end da din spiseforstyrrelse startede - selv uden en spiseforstyrrelse forandres ens vægt igennem hele ens liv. Hvordan er det mon for dig at høre?
Om man kan spise for meget i behandling er svært at svare på fordi det kommer an på, hvilken tilstand ens krop er i - det er nødt til at være en faglig vurdering af en sundhedsprofessionel, som er i helt tæt kontakt med dig og har indblik i din krops fysiologiske tilstand.
Derudover har du altid været aktiv, elsket sport og ønsker ikke at stoppe med at dyrke det. Dog er du opmærksom på at spiseforstyrrelsen også gerne vil holde fast i sport og fitness i håb om, at du tager muskelmasse på frem for fedt. Det gør dig i tvivl om du i virkeligheden går fra anoreksi til ortoreksi, hvis du fortsætter med at dyrke motion. Noget som du ser hos influencere på instagram, når de går fra at være undervægtige til "muskuløse og fitnessafhængige". Du har overvejet at starte til fodbold igen - det er noget som gør dig glad og handler mere om fællesskabet end om, at "se ud" på en bestemt måde, som i fitness. Jeg tænker at du måske kan prøve at mærke ind i om din motivation for motion og træning, kommer fra et selvkritisk eller et selvkærligt sted? Det lyder for mig som om fodbold er en form for nydelsesfuld bevægelse og et rigtig godt modtræk til spiseforstyrrelsens fokus på udseende. Har jeg hørt det rigtigt?
Om man er nødt til at stoppe med at dyrke motion kommer igen an på, hvilken tilstand ens krop er i. Hvis man konstant er træt, sulten og ikke kan vægtindhente, så er det måske en god indikator på, at kroppen har brug for mere hvile end motion. Er det mon noget du genkender hos dig?
Jeg fornemmer lidt et tredje tema i dine spørgsmål, som er sociale medier, instagram og influencere. Jeg kunne godt være lidt nysgerrig på om du oplever du, at det er en støtte for dig at følge med hos andre online? Eller kommer du mon til at sammenligne dig med de andre? Jeg tænker på, om det mon i virkeligheden gør det sværere for dig at mærke ind i, hvad der føles godt, rigtig og meningsfuldt for dig, hvis du lader dit fokus blive distraheret af andre og deres proces? Jeg vil gerne tilbyde dig en kærlig reminder om, at du og din proces er unik, selvom du kan have ting tilfælles med andre. Du er den der bedst kan mærke, hvad du har brug for og hvornår det er spiseforstyrrelsen der taler, hos dig.
Er det mon hjælpsomt for dig, at jeg spørger ind til dine tanker og følelser og kommer med mine perspektiver? I så fald kan nogle af vores andre tilbud måske være brugbare for dig. Derfor vil jeg rigtig gerne præsentere dig for nogle af dem. Udover vores Brevkasse, kan du ringe til os på 7010 1818 eller skrive på sms på 7710 1818 eller på chat, helt anonymt. Du kan også få en personlig samtale i en af vores rådgivninger eller online. Her er der ofte plads til flere nuancer og dialogen kan gøre det lettere at undersøge situationen sammen. Hvordan synes du det lyder? Du kan læse mere og booke tid her til personlig samtale eller videorådgivning. Mon du kunne se en idé i det?
Alle sammen er muligheder for at få en god snak om ens situation. Du kan læse mere om de forskellige muligheder her, måske et af tilbuddene passer til dig og kunne hjælpe dig på din vej?
Mit råd til dig er, at blive ved med at insistere på at få hjælp til din spiseforstyrrelse, selvom du føler du har prøvet alt.
En spiseforstyrrelse er noget man har brug for professionel og kærlig hjælp til. Det er vigtigt, at du snakker med din almenpraktiserende læge, om den situation du står i nu. Det er normalt at spiseforstyrrelser går op og ned, vender tilbage eller udvikler sig, selv efter behandling. Det er den almenpraktiserende læge, som har ansvar for at hjælpe dig videre og kan lave en henvisning til udredning og behandling i psykiatrien. Behandling i psykiatrien kan se ud på flere forskellige måder, afhængig af, hvordan ens spiseforstyrrelse kommer til udtryk og derfor kan det være relevant, at få en ny henvisning fra din læge og se, hvordan psykiatrien ville gribe det an nu, hvor der er gået nogle år siden du sidst var i behandling. Hvad tænker du om, at give det et skud mere? Kunne du mon få dine forældre til at tage dig til din læge?
Det er rigtig svært at stå alene i en situation som din og det er der ingen der skal. Jeg tænker sådan på, hvem du ellers har omkring dig, som du ville kunne finde støtte hos? Måske en rigtig god ven eller en lærer på din skole?
Når jeg læser dit brev fornemmer jeg at du er meget velreflekteret omkring din spiseforstyrrelse. Derudover har du et ønske om at blive rask og du har besluttet dig for, at tage kampen op mod anoreksien, selvom der skræmmer dig. Dette ser jeg som en kæmpe styrke og et stort mod hos dig og jeg tror på, at det er det vigtigste led i at få det bedre. Det er helt normalt at man må prøve flere gange og prøve forskellige terapier og terapeuter, før man finder det, der hjælper. Den opbakning håber jeg, at du vil tage med dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste og tror på, at du vil finde din vej og det, der virker for dig.
Du er meget velkommen til at skrive til os igen. Vi er her for dig.
Mange varme og kærlige hilsner
Brevkassen
Har du selv et spørgsmål?
Vores dygtige, frivillige rådgivere svarer på alle spørgsmål om spiseforstyrrelser og selvskade og kan rådgive dig om, hvor og hvordan du bedst får hjælp og støtte.
Vi behandler alle breve og svar 100 % anonymt, og vi svarer så hurtigt, vi kan.