42 psykiatriorganisationer i åbent brev til partilederne: Lov os en opfølgning på psykiatriens 10-årsplan!
Psykiatrien skal løftes og den kommende valgperiode spiller en vigtig rolle.
I maj 2025 gjorde et meget bredt Folketingsflertal deres politiske aftale fra 2022 om en 10-årsplan for psykiatrien til virkelighed, da de nåede til enighed om den samlede fordeling af de milliarder, der over de næste år skal løfte psykiatrien.
Den politiske aftale om psykiatriens 10-årsplan kom i hus efter, at PsykiatriAlliancens 42 medlemsorganisationer for psykiatriens brugere, pårørende og faggrupper i mange år har presset på for en samlet, langsigtet løsning på psykiatriens velkendte udfordringer.
Den indsats følger PsykiatriAlliancen nu op på i et åbent brev til partilederne for alle de opstillede partier til Folketingsvalget med en opfordring til, at de i valgkampen forpligter sig på at starte opfølgningen på psykiatriens 10-årsplan i valgperioden, der starter nu.
PsykiatriAlliancen opfordrer samtidig partierne til at forpligte sig på at sikre, at opfølgningen får et ambitionsniveau, en grundighed og en inddragelse af bruger-, pårørende- og fagorganisationerne, der bygger solidt oven på dét faglige 2022-oplæg fra Sundheds- og Socialstyrelserne, aftalepartierne brugte som udgangspunktet for psykiatriens 10-årsplan.
PsykiatriAlliancens to krav skal fremtidssikre den brede politiske opbakning til, at 10-årsplanen og dens opfølgning kan lykkes med at virkeliggøre PsykiatriLøftet, alliancens fælles politiske mål. PsykiatriLøftet fastslår behovet for et markant løft af psykiatrien gennem løbende investeringer i behandlings- og socialpsykiatrien og en styrket sammenhæng, så den enkelte borger oplever, at behandling, hjælp og støtte hænger sammen.
Derfor skal psykiatriens 10-årsplan give mennesker med psykisk sygdom behandling og støtte, så de hurtigere kommer sig eller får det så godt som overhovedet muligt. Det skal understøttes af en rehabiliterende proces, hvor recovery for det enkelte menneske er i højsædet. Og det kræver den til enhver tid fagligt bedste behandling, støtte, omsorg og pleje under trygge og gode fysiske rammer.
- For yderligere kommentarer kan PsykiatriAlliancens talsperson Mads Engholm kontaktes på tlf. 50510337 eller E-mail me@bedrespykiatri.dk
- Læs mere om PsykiatriAlliancen her
- Læs vores politiske grundlag PsykiatriLøftet og dets otte indsatsområder
Kontakt