Foreningens direktør bliver ny formand for Vælg Klogt
Danske Patienter har indstillet foreningens direktør Camilla Hersom til formandsposten i Vælg Klogt
Camilla Hersom ser frem til at stå i spidsen for Vælg Klogts arbejde med at reducere unødvendige undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet.
Jeg glæder mig meget til at bidrage til den udvikling, Vælg Klogt driver – mod et sundhedsvæsen, hvor patienterne kun møder behandlinger, der faktisk gavner dem. Unødvendige undersøgelser og indsatser koster både tid, energi og kvalitet. Det skal vi fjerne og i stedet bruge ressourcerne dér, hvor de skaber værdi for patienterne.
Direktør i Danske Patienter, Morten Freil, sidder i styregruppen for Vælg Klogt. Han glæder sig over udpegningen.
“Camilla Hersom kommer med en stærk kombination af politisk forståelse, ledelseserfaring og et dybt engagement i patienternes perspektiver. Det er kvaliteter, der bliver vigtige for Vælg Klogts videre udvikling, og vi er meget glade for at kunne byde hende velkommen som formand,” fortæller Morten Freil, direktør i Danske Patienter.
Formandsskifte i en vigtig fælles indsats
Vælg Klogt er et fælles initiativ mellem Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber. Siden 2020 har Vælg Klogt arbejdet på at identificere og reducere unødvendige undersøgelser, behandlinger og procedurer i sundhedsvæsenet.
I Vælg Klogt har patientforeninger og sundhedsfaglige selskaber foreløbigt udviklet 24 anbefalinger til, hvad sundhedsvæsenet skal undgå at gøre – fordi det hverken skaber værdi for patienten eller giver sundhedsfagligt mening.
Om Vælg Klogt
Danske Patienter står bag Vælg Klogt sammen med de Lægevidenskabelige Selskaber. Organisationen blev etableret i 2020 med støtte fra Danske Regioner.
Vælg Klogt styrker faglig prioritering med konkrete “undgå at”-anbefalinger udviklet sammen med sundhedsprofessionelle og patienter.
Målet er, at tid, kompetencer og ressourcer bruges dér, hvor de gør en reel forskel – og ikke på unødvendige undersøgelser, behandlinger og procedurer.
Følg med i arbejdet på www.vaelgklogt.dk
Kontakt