Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fejrer særlig milepæl

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades rådgivning har igen modtaget RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel – og denne gang markerer det en historisk bedrift.

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskades rådgivning – vores rådgivninger i København, Aarhus, Odense og Aalborg – har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel. Ikke bare én eller to gange, men hele tre gange. Vi er den allerførste organisation i RådgivningsDanmarks historie, som har formået at blive akkrediteret tre gange, hvilket vi er enormt stolte af. 

At opnå akkreditering er en omfattende proces, der kræver, at vi lever op til en række fælles standarder for kvalitet i rådgivning til mennesker i vanskelige livssituationer. Dette gælder ikke blot ved den første akkreditering, men også ved hver genakkreditering, hvor vi igen bliver vurderet på vores evne til at fastholde og udvikle vores høje standarder. Under denne proces har vi været målt på kriterier som faglig tilgang og metode, kompetencer, ledelse, etik og lovgivning.

Fællesfoto

Akkrediteringen er af enorm betydning for os, da den bekræfter, at vores rådgivning fortsat leverer den kvalitet, vores brugere har brug for og fortjener. Den er også et bevis på vores vedvarende udvikling og ambition om at sætte nye standarder for kvalitet i rådgivning i fremtiden.

Ved overrækkelsen af certifikatet var RådgivningsDanmarks faglige chef Line Emma Jønson til stede sammen med nævnsforperson Stine Lene Hansen. I sin tale til alle frivillige og medarbejdere ved overrækkelsen fremhævede Stine Lene Hansen:

Arbejdet i rådgivningen er stærkt funderet i viden om og erfaring med målgruppen. Vi oplever en rådgivning med tydelige beskrivelser af praksis, organisering og samarbejdsstrukturer, og som er præget af åbenhed og tilgængelighed – både mellem frivillige og medarbejdere og mellem kolleger og ledelse.

En særlig tak til vores frivillige

Anerkendelsen ved akkrediteringen skal i høj grad gå til vores dedikerede frivillige. Uden deres utrættelige indsats ville vores rådgivning ikke være, hvad den er i dag. De gør en enorm forskel for rigtig mange mennesker hver eneste dag. Deres engagement og faglige dygtighed er helt afgørende for vores arbejde, og denne akkreditering understreger netop det. Rådgivningsleder Mette Prangsgaard Andersen fremhævede i sin tale:

Men I skal vide, at vi stod ikke her og fejrede rådgivningen, hvis det ikke var for jer. Uden jer – og alle jeres frivillige rådgiverkollegaer rundt i landet, så kunne vores rådgivninger ikke eksistere. Så – derfor er det vigtigste for mig i dag at sige tak. Tak fordi I finder tiden til at komme på vagt imellem fuldtidsarbejde, børn, børnebørn, studier, efteruddannelser og en travl hverdag, der består af mange vigtige elementer.

Denne milepæl er ikke kun en anerkendelse af vores daglige indsats i rådgivningen, men også et vigtigt skridt i vores fortsatte mission om at tilbyde den bedst mulige støtte til mennesker, der er berørt af spiseforstyrrelser og selvskade. Vi vil fortsætte med at arbejde for at sikre, at vores rådgivning forbliver et kvalitetsstempel i branchen.

Kontakt

Janne Bruvoll

Udviklings- og kommunikationschef

Hun/hende

51177578
Kontakt mig

Seneste nyt