Undervisning om kropsidealer giver flere elever lyst til at spise frokost i skolen

Workshop om kropsidealer gør elever gladere for at spise frokost i skolen og gå i bad efter idræt. Sådan lyder en af konklusionerne i en midtvejsevaluering af projektet Spejlven.

Spejle

”Vi lærte, hvordan det er godt ikke at sammenligne sig med andre, og man skal være glad for sin egen krop. Vi lærte at tænke, at alle de modeller, man ser på internettet, ikke er ’rigtige’.” Sådan fortæller en af de 6. klasse-elever, der har haft besøg af projektet Spejlven.

Med Spejlven ønsker Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark at øge trivsel, kropstilfredshed og selvværd blandt elever i 6. klasse rundt i landet. Projektet gennemføres med støtte fra Nordea-fonden og Sundhedsdonationer fra Sygeforsikringen “danmark”.

Det var godt, at der var fokus på, at vi alle er forskellige og alligevel meget ens. Især afsnittet om kropsidealer gav stof til eftertanke hos mange af børnene.


Fra starten af 2022 til midten af 2023 deltog 109 6. klasser fordelt på 42 skoler med i alt 2.725 elever i projektet. Alle workshops afholdes klassevis og fokuserer på temaer som kropsidealer, bad efter idræt og ”sundt” versus ”usundt”. Udover eleverne i 6. klasse er indsatsen også målrettet skolelærere, idrætstrænere, forældre, fitnesspersonale og andre voksne omkring børnene. Projektet fortsætter til slutningen af 2024.

42 % af eleverne angiver, at de efter deltagelse i workshoppen har fået mere lyst til spise frokost i skolen, og 32 % angiver at have fået mere lyst til at gå i bad efter idræt. Derudover giver størstedelen af eleverne udtryk for, at workshoppen er sjov og spændende, og at de har fået ny viden.

Diagram viser svarfordelingen på spørgsmålet: "Efter deltagelse i workshoppen har jeg lært mere om ...". I alt har 1.028 besvaret spørgsmålet. Resultaterne er: Henholdsvis 88 %, 9 % og 3 % er enig/helt enig, hverken enig eller uenig og uenig/helt uenig i udsagnet "at vores kroppe forandres på forskellige tidspunkter og på forskellige måder - og det er helt normalt."
Derudover svarer henholdsvis 74 %, 18 % og 8 % at de er enig/helt enig, hverken enig eller uenig og uenig/helt uenig i udsagnet: "at det, vi ser på sociale medier, kan påvirker, hvordan vi ser på vores egen krop".
Derudover svarer henholdsvis 85 %, 12 % og 3 % enig/helt enig, hverken enig eller uenig og uenig/helt uenig på udsagnet "at kroppe kan se forskellige ud, og der er ikke en forkert måde at se ud på"

Børn og unges kropsidealer sættes på dagsordenen

Udenfor klasseværelset sætter vi især fokus på voksnes ansvar for at forebygge kropsutilfredshed blandt børn og unge. Flere landsdækkende medier har i løbet af projektet fx lavet historier om, at stadig færre børn og unge går i bad efter idræt. Tre kampagnevideoer er desuden blevet vist over 200.000 gange og delt over 15.000 gange blandt andet af Dansk Håndbold, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspil-Union. På Folkemødet i 2023 afholdt vi en velbesøgt debat med titlen Til kamp mod kropsskam og kropshad med deltagelse af blandt andet Danmarks Lærerforening og Danske Skoleelever.

Sammen med Skole-OL under Danmarks Idrætsforbund har Anti Doping Danmark udviklet undervisningsmateriale om kropslig trivsel med afsæt i temaerne i Spejlven. Materialet har til formål at styrke elevernes tryghed i egen krop og bevægelsesglæde.

Samtidig har vi i Spejlven udviklet e-læringsmateriale til trænere i idrætsforeninger og til fitnesspersonale. Danmarks Idrætsforbund bruger materialet i deres online oplæring af børne- ungetrænere, mens materialet til fitnesspersonalet er til rådighed for fitnesscenter og –uddannelser.

Spejlven

Indsatsen er bygget op om følgende fire hovedelementer:

  1. To-timers workshop for elever i 6. klasse
  2. Supplerende undervisningsmateriale målrettet elever i 6. klasse
  3. To-timerskursus for tværprofessionelle fagpersoner
  4. Temamøde for forældre til elever i 6. klasse

Udover de fire hovedelementer har vi udviklet:

  • E-læringsprogrammet ’Sunde træningsmiljøer, forebyggelse af fitnessdoping og spiseforstyrrelse’ til fitnesspersonale og fitnessuddannelser
  • E-læringsprogrammet ’Unge, krop og trivsel’ til trænere i børne/unge-idræt

Kontakt

Janne Bruvoll

Udviklings- og kommunikationschef

Hun/hende

51177578
Kontakt mig

Seneste nyt