“Ej, hvor ser du godt ud!” – et livsfarligt kompliment
En uskyldig kommentar. En venlig bemærkning. Men for en person med en spiseforstyrrelse kan netop de ord føles som brænde på bålet. Et kompliment til spiseforstyrrelsen. Et bevis på, at sygdommen virker. Og en frygt for, hvad der sker, hvis kroppen ændrer sig.
Blikket, tonen, forventningen. Den lille pause, der indikerer, at nu skal du smile og sige tak. Tage komplimentet ind, som var det en gave. Og i et kort sekund føles det sådan – som en bekræftelse. Et tegn på, at spiseforstyrrelsen virker. Men glæden fordamper næsten øjeblikkeligt, afløst af en altoverskyggende bekymring. En sitrende uro, der kravler ind under huden. For hvad nu, hvis vægten stiger igen? Hvis kontrollen glipper?
Når du lever med en spiseforstyrrelse, kan komplimenter på kroppen føles som en bekræftelse: Det, du gør, virker. Og når du bliver rost for dit vægttab eller din selvkontrol, kan det være næsten umuligt at give slip. For anerkendelsen er så rar.
Når komplimenter bliver en drivkraft for spiseforstyrrelse
Måske har du hørt ordene: “Ej, du er så tynd – jeg ville ønske, jeg havde din viljestyrke!” Og på trods af udmattelsen, sulten eller svimmelheden, giver det dig et lille sug i maven. En fornemmelse af at være på rette vej.
Undersøgelsen Når sundt bliver usundt – en kortlægning af ortoreksi i Danmark fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade viser, at vægttab ofte afføder komplimenter – og at netop denne ros kan blive en drivkraft for yderligere vægttab. Flere deltagere i undersøgelsen fortæller, at de oplevede, at komplimenter som “Hvor ser du godt ud” gav dem lyst til at fortsætte deres destruktive adfærd, selv når de var ved at miste sig selv.
Det oplevede Emilie Lilja også. I podcasten Sig det højt fortæller hun om livet som model i New York, hvor hendes krop konstant var i centrum – ikke kun hos hende selv, men også hos andre. Hver eneste kommentar om hendes vægt blev en bekræftelse.
Det boostede ens selvtillid, at man pludselig så godt ud.
Men komplimenterne gjorde det også sværere at stoppe den spiseforstyrrede adfærd. Hvis den primære anerkendelse lå i hendes vægttab, hvordan skulle hun så nogensinde kunne tage på igen og stadig føle sig anerkendt?
Når spiseforstyrrelsen bliver identitet
For mange med en spiseforstyrrelse er kontrollen det sidste, de ønsker at give slip på. Socialt overskud er ofte en mangelvare, og mange undgår arrangementer, hvor de ikke kan kontrollere, hvad de spiser. Men det er ikke tilfældet for alle.
For Emilie var det netop de sociale arrangementer, der holdt hende fast i sygdommen. Her fik hun komplimenter og kunne skjule sin selvkontrol og spiseforstyrrelse i al hemmelighed.
Herhjemme blev det meget til en ‘jeg har spist’-stemning. Der var ingen, der stillede spørgsmål – og jeg sagde heller ikke noget.
Når ingen stiller spørgsmål, og ros gives for at gøre noget ‘rigtigt’, kan spiseforstyrrelsen hurtigt komme til at føles som den eneste vej frem. Det er dét, vi får anerkendelse for – dét vi definerer os selv gennem. Ligesom når vi får at vide, at vi ser godt ud i en trøje, og så tager vi den på igen. Komplimenter virker på samme måde på spiseforstyrrelsen – de fodrer sygdommen og skaber en afhængighed.
På det tidspunkt definerede jeg mig selv ud fra, hvordan jeg så ud.
Emilies vægttab blev ikke bare en vej til flere modeljobs, men en integreret del af hendes identitet. Hun blev hende den smukke, slanke model – både i sit professionelle liv og privat. Men hvad ville der ske, hvis hun tog på? Hvem ville hun så være?
Så hvordan kan vi gøre det bedre?
Når vi komplimenterer hinanden på udseende, skaber vi ubevidst en sammenhæng mellem det ydre og det indre. Pludselig bliver din vægt en parameter for din værdi. Og det kan have alvorlige konsekvenser. Små velmenende kommentarer, kan forstærke et destruktivt selvbillede og fastholde usunde mønstre.
Det betyder ikke, at vi aldrig må give komplimenter. For komplimenter er dejlige at modtage. Men vi kan tænke mere over, hvad og hvordan vi roser hinanden. I dag er Emilie bevidst om, hvordan hun vil tale med sin egen datter om krop og selvværd:
Jeg vil prøve at tale højere om de indre værdier end de ydre.
Og det kan vi alle gøre. I stedet for at rose nogen for deres vægt eller udseende, kan vi anerkende deres humor, deres kreativitet, deres omsorg. Vi kan sætte fokus på, hvordan de får os til at føle, frem for hvordan de ser ud.
Næste gang du får lyst til at sige “hvor ser du godt ud”, så stop op. Tænk over, hvad du egentlig vil sige. Og hvorfor du vil sige det. For ord, der lyder som et kompliment, kan i virkeligheden være en lænke om benet på nogle, der prøver at slippe fri.
Læs mere stof til eftertanke
Rådgivningen
