Vi styrker vores forebyggende indsatser

Takket være en donation fra Sagitta Charity Foundation kan vi inspirere endnu flere børn og unge til at stå imod urealistiske kropsidealer.

Kropsutilfredshed og en stræben efter urealistiske kropsidealer er for mange første skridt mod en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd. Derfor arbejder Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade for at udbrede mere realistiske kropsidealer blandt børn og unge. Med en donation på 1.500.000 kr. har Sagitta Charity Foundation gjort det muligt for foreningen at nå endnu flere børn og unge i 2025.

”For en patient- og pårørendeforening som vores er de forebyggende indsatser helt afgørende. Når vi kan nå børn og unge, inden de udvikler en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd, har vi mulighed for at gøre en afgørende forskel i deres og deres pårørendes liv. Donationen fra Sagitta Charity Foundation betyder derfor rigtig meget for os. Takket være den kan vi gøre en forskel for langt flere børn og unge i det kommende år,” siger Laila Walther, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Donationen fra Sagitta Charity Foundation går til to af foreningens tilbud: The Body Project til piger og unge kvinder og Spejlven til elever i 4.-6. klasse.

The Body Project

Som de første i Danmark tilbyder Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade det internationalt anerkendte gruppeforløb The Body Project. Forløbet er et tilbud til piger og kvinder mellem 14 og 25 år, som gerne vil have et sundere kropsbillede. Målet er, at deltagerne i løbet af forløbet øver sig i at modstå presset for at se ud på en bestemt måde og blive mere tilfredse med deres egne kroppe. Med støtten fra Sagitta Charity Foundation kan foreningen fortsætte tilbuddet i 2025. Læs mere om The Body Project her.

Spejlven

Med projektet Spejlven har Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade sammen med Anti Doping Danmark de seneste tre år besøgt over 200 6. klasser og undervist i realistiske kropsidealer. Med støtte fra Nordea-fonden fortsætter projektet i de kommende år, hvor der tilbydes workshops i både 4., 5. og 6. klasser i hele landet, og takket være donationen fra Sagitta Charity Foundation kan der i 2025 gennemføres 30 ekstra workshops. Læs mere om Spejlven her.

Kontakt

Janne Bruvoll

Udviklings- og kommunikationschef

Hun/hende

51177578
Kontakt mig

Seneste nyt