Gør jagten på sundhed os i virkeligheden mere usunde?
Løbeklubber, saunagus, søvnoptimering. Sundhed er ikke længere bare fravær af sygdom – det er en livsstil, en bevægelse. Vi ser det oftere og oftere: I digitale kostguides der efterligner WeGovys effekt, i Oura-ringenes tracking af vores søvn og puls og ikke mindst i popkulturen. For som Kris Jenner siger i den nyeste sæson af The Kardashians: “Happiness and health is everything”. Og hvem kan egentlig være imod det?
Det er svært at argumentere imod sundhed. Vi ved alle, at motion, sund mad og mental trivsel er vigtigt. Men hvornår tager ønsket om at passe på os selv overhånd? Det handler ikke længere kun om at have det godt i dag – vi skal helst have det lige så godt, hvis ikke bedre, i morgen. Longevity, biohacking og optimering af kroppen er blevet en del af hverdagsfortællingen.
Sundhed er blevet noget, vi stræber efter. Noget, vi kan tracke, dokumentere og sammenligne. Noget vi kan lykkes eller mislykkes med. Men hvornår går sundhed fra at være noget positivt til at være endnu en præstationsarena?
Fra sundhed til optimering
WHO definerer sundhed som “en tilstand af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke blot fravær af sygdom eller svækkelse.” Det lyder flot, men i praksis kan definitionen næsten virke som en umulig målsætning. For hvornår er vi nogensinde fuldstændig sunde?
Tidligere var sundhed noget, vi forbandt med myndighedernes simple anbefalinger: 600 gram frugt og grønt dagligt og 30 minutters fysisk aktivitet. Sundhed var en vejledning – ikke en identitet. I dag er det anderledes. Nu handler det ikke blot om at leve rimeligt sundt; vi dyrker selve sundheden.
Vi fravælger ultraforarbejdede fødevarer, er sober curious, og siger nej til kødpålæg, mættet fedt og tilsætningsstoffer for at leve anti-inflammatorisk. Vi måler vores puls, træner målrettet efter bestemte pulszoner og stræber efter otte timers søvn hver nat – minimum! Optimering er blevet en integreret del af vores forståelse af sundhed. Men bliver vi faktisk sundere, eller skaber vi blot endnu et konkurrenceparameter?
Fra perfekthedskultur til sundhedskultur
I årevis har vi talt om perfekthedskulturen – idealet om at være et godt menneske med en vellykket karriere, et smukt hjem, de rigtige venner og en Instagram-profil, der udstråler overskud og skønhed. Perfekthedskulturen er blevet kritiseret, analyseret og afvist. Vi har i årenes løb forsøgt at gøre op med den, fordi den blev for urealistisk, uhåndgribelig og uopnåelig.
Men har vi blot erstattet jagten på det perfekte liv, med jagten på den perfekte sundhed? Sundhed er håndgribeligt. Det er kvantitative tal, der kan forbedres og vises frem. Er sundhed bare blevet vores nye målestok for succes?
Sundhed som et nyt præstationspres?
Når vi konstant forsøger at optimere os selv, risikerer sundhed at gå fra at være en vej til velvære til at være en kilde til selvkritik. Vi bliver ikke længere kun mindet om vores dødelighed gennem sygdom, men også gennem data, grafer og statistikker. Tallene fortæller os, hvor vi burde forbedre os, hvor vi ikke lever op til standarden. Badevægten var engang det eneste spejl på vores sundhed, men nu bliver vi dagligt mindet om, hvordan vi sover, bevæger os og præsterer.
Vores smartwatches følger os overalt. På arbejdet minder de os om at rejse os fra kontorstolen, i fitnesscenteret dikterer de den optimale pulszone, og om aftenen tager vi det med ind i soveværelset, så vi næste dag kan få at vide, om vi har sovet godt nok. Det er ikke længere nok at mærke efter, om vi er trætte eller har fået en god nats søvn, når vi vågner. Uret skal fortælle os det. Men det stopper ikke dér. Teknologien holder regnskab, men det gør vi også selv – og vi gør det med hinanden.
Vi ser det ikke kun i Strava-kudosene, men også i de små bemærkninger, vi slynger ud i hverdagen. Når en kollega siger: ”Jeg har allerede rundet 10.000 skridt i dag,” når en ven fortæller, at de holdt tre minutter i isbad, eller når en kæreste triumferende siger: ”Jeg slog PR i bænkpres!” Vi minder hinanden om at drikke nok vand og spørger med et skævt smil: ”Får du egentlig nok protein?” Vi samler ikke bare på data, vi samler på historier – om hvilepuls, makrofordeling og hvem der egentlig har lukket flest træningsringe i denne uge.
Alt kan måles. Alt kan forbedres. Alt kan kontrolleres.
Men hvad sker der, hvis vi kun lytter til tallene? Hvis vi bliver så optagede af at måle og optimere, at vi glemmer det vigtigste – at mærke efter? For det store spørgsmål er vel ikke, hvor mange skridt vi tager, eller hvor mange timer vi sover i REM-fasen. Det store spørgsmål er nærmere:
Er det sundt, hvis vi glemmer at lytte til vores krop?
Hvor går grænsen?
Sundhed er godt. Det er vi ikke uenige i. Men det, der måske starter som en interesse for sundhed, kan blive en besættelse. Ortoreksi er en spiseforstyrrelse, hvor reglerne overtager – hvor sundhed ikke længere mærkes, men styres. Mad bliver et regneark, sociale måltider giver dårlig samvittighed, og “usundt” føles farligt. Paradoksalt nok kan den ekstreme sundhedsdyrkelse ende med at gøre os stressede, isolerede – og syge. Så hvornår ved vi, om vi bare passer på os selv – eller om vi er fanget i en uopnåelig stræben efter en form for sundhed, der aldrig føles nok?
Det stiller os i et krydsfelt: Hvornår går sundhed fra at være sundt til usundt?
Hvis du er i tvivl om, dit fokus på sundhed er ved at tage overhånd, kan du læse om begyndende tegn på et overdrevet sundhedsfokus her.
Du kan også kontakte vores rådgivning gratis og anonymt, hvis du har brug for at tale med nogen om dit fokus på sundhed.
Læs mere stof til eftertanke
Rådgivningen
