“Skinny is back” – et ideal der nægter at dø
Nye trends og kropsidealer dukker op i en hastighed og et omfang som aldrig før. Vi bliver konstant konfronteret med dem på sociale medier, hvor budskaber om ”sundhed” og ”selvomsorg” fylder vores feeds. Men måske har du også lagt mærke til, at de traditionelle idealer lurer i baggrunden og langsomt finder deres vej tilbage. Det føles næsten som om, at ”skinny is back” – denne gang forklædt som velvære.
Du husker sikkert Victoria’s Secret Fashion Show – det ikoniske lingerishow, hvor de såkaldte Angels svævede ned ad catwalken iført glitrende englevinger, mens superstjerner som Justin Bieber, Rihanna og The Weeknd optrådte med deres største hits.
Men bag glamouren gemte sig et uopnåeligt skønhedsideal. En slank og fejlfri kvindekrop, uden appelsinhud, strækmærker eller den mindste fold. Mens millioner af unge kvinder sad klistret til skærmen og drømte om at blive den næste Angel, plantede sig et giftigt budskab: Hvis du ikke ser sådan ud, er du ikke god nok – en følelse, der hurtigt kan slå rødder i selvkritik og selvhad.
Malene Riis, der i dag arbejder som model, husker det tydeligt. I andet afsnit af podcasten Sig det højt deler Malene sine tanker om modebranchens indflydelse på vores syn på skønhed. Hvordan hun selv drømte om at ligne modellerne, men hvordan det også blev starten på et indre pres og en oplevelse af aldrig at være smuk nok.
For mig var modellerne lidt mine superhelte. Nogle, jeg virkelig så op til, fordi jeg følte, at det var en meget vigtig værdi i samfundet – at være smuk.
Men hendes beundring havde en bagside.
Jeg blev hjernevasket til at tro, at jeg var tyk eller for stor, hvis jeg var en størrelse 38 eller 40. Det er man virkelig ikke.
Malene er langt fra alene om at have haft det sådan. Gennem årene er det nemlig det eneste, vi er blevet eksponeret for – en ensidig fortælling om skønhed. Det smukke ansigt og den slanke krop. Uden at vi opdagede det, blev vi en del af en kultur. En kultur, der fremhævede én bestemt type krop som det eneste ideal og efterlod mange med følelsen af at være forkerte. En kultur, der skabte et massivt pres især på unge kvinder. En kultur, der blandt mange gik under navnet “tyndhedskultur”.
En ny æra?
Op igennem 10’erne begyndte noget at ændre sig, måske en af de ting, vi rent faktisk kan takke sociale mediers fremkomst for? Det var, som om det blev mere acceptabelt og hyldet at dele billeder af kroppe, som de er – realistiske, uredigerede og uden filtre. Strækmærker, buler og appelsinhud blev vist frem uden skam. Det blev begyndelsen på body positivity-bevægelsen. En bevægelse, der hyldede mangfoldighed og udfordrede de snævre kropsidealer.
Måske det var det, der skulle til for, at modebranchen endelig fik øjnene op for, at der findes mere end én type krop? Og at skønhed findes i alle former og størrelser? De blev i hvert fald presset til at lytte – og pludselig var der noget, der ændrede sig. I 2018 aflyste Victoria’s Secret deres årlige show, og flere anerkendte brands begyndte at inkludere modeller i forskellige størrelser. Det føltes som et stort skridt fremad efter vores mening.
Men var det nok? Blev det virkelig enden på idealet om, at den eneste rigtige krop er den tynde krop?
Vi lever i en tid, hvor vi påstår at hylde kropsdiversitet og tør dele vores usikkerheder. Alligevel viser tal fra Sex & Samfund, at kun 57 % af kvinder mellem 15-29 år er tilfredse med deres krop. Hvordan hænger det sammen? Hvorfor kæmper så mange stadig med følelsen af ikke at være gode nok? Har vi virkelig rykket os, eller har de traditionelle forestillinger om kropsidealer og skønhed bare fået nyt navn?
Hvad er den reelle forskel på Angels og pink pilates princesses?
Tydelige spor af tyndhedskulturen er stadig lette at finde. En ny tendens trænger sig på – stille, subtilt og ofte pakket pænt ind i budskaber om sundhed og velvære.
Ingen siger det højt. Ingen kalder det en tyndhedskultur. I stedet dukker det op mellem linjerne – i billederne af perfekt glødende hud, grønne smoothies og i pastelfarvede “pink pilates princesses”. Med 00’er stilen tilbage – lavtaljede jeans og crop tops – ligner det en tilbagevending af de gamle idealer. For selvfølgelig kan og bør croptops bæres af alle, men når feedet fyldes med billeder af flade maver og smalle silhuetter, kan det skabe en tavs usikkerhed.
Det samme ser vi i trends som “What I eat in a day”. De er oftest ledsaget af billeder af en slank kvinde, der uden at sige det, efterlader os med en følelse af, at hendes krop er resultatet af netop dét, hun spiser, og at alle kan få den samme krop, hvis de bare gør som hende. Og så har vi de famøse “glow up”-videoer, hvor kvinder deler deres rejse mod en “ny og forbedret” version af sig selv – fyldt med “hot girl walks” og “12-3-30 workouts”.
På overfladen ser det harmløst ud, i hvert fald inspirerende. Men hvis vi ser nærmere efter, ligner det en genopfindelse af det samme gamle og tenderende til skadelige ideal. Selvom udtrykket har ændret sig, er budskabet det samme. Det handler stadig om, at ‘slank er smuk’. De gemmer sig i hashtags som #selfcare og #healthyliving og fortæller os, at det at tage sig godt af sig selv – at være smuk og dermed tynd – stadig er en vigtig værdi. Det handler stadig om at passe ind i en standard, der for mange er fuldkommen urealistisk og uopnåelig. Det, der engang blev solgt som “englestøv” på catwalken, er nu forklædt som selvkærlighed i smoothieopskrifter og træningsrutiner. Malene mærker stadig presset:
Nogle gange, når jeg har været på de her undertøjsjobs, har jeg fået lidt en følelse af kropsskam. ‘Jeg ser ikke godt nok ud til at stå her. Jeg er ikke den traditionelle undertøjsmodel – hvad laver jeg her?'
Måske kan du genkende følelsen? Følelsen af ikke at ligne de andre i klassen eller følelsen af, at der altid er nogle, der er lidt smukkere end dig. Måske kender du følelsen af, at det hele er en usynlig konkurrence – og dem, der ser smukkest ud, er de tyndeste, og de vinder altid?
Malene oplever, at en del af denne usynlige konkurrence stammer fra modeindustriens valg af modeller. Hun uddyber:
Det var det, jeg troede. At 'sådan skal du se ud for at være god nok i verden', og at min værdi i verden var bundet op på mit udseende. Jeg troede, de to ting hang sammen.
Du er god nok, som du er
Det tog Malene seks år i modebranchen at indse, at hun havde brug for hjælp. At det ikke burde være en selvfølge at føle sig forkert. Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade fandt hun støtte i et psykologforløb, hvor hun langsomt lærte at slippe tanken om, at hendes værdi var afhængig af, hvor smuk hun var.
Men der behøver ikke at gå seks år. Den proces kan starte allerede i dag. Det kræver mod at sige det højt, når vi føler os utilstrækkelige eller forkerte – men det er vigtigt. Og endnu vigtigere er det, at vi husker hinanden på, at skønhed ikke handler om, hvordan vi ser ud. Din værdi er ikke afhængig af dit udseende.
Hvis du kæmper med følelsen af ikke at være smuk nok, så husk, at du ikke er alene. Du fortjener at have det godt med dig selv, og vi er her for at hjælpe dig. Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivere, som er her for at lytte og støtte dig. Klik her for at starte din rejse mod et bedre forhold til dig selv.
The Body Project
Ønsker du at slutte fred med dit kropsbillede? Så er vores gratis gruppeforløb for piger og unge kvinder i alderen 14-25 år måske noget for dig.
Læs mere stof til eftertanke
Rådgivningen
